29. maj 2008
Paven sender flere kardinaler til dette års Lambeth-konference for at styrke den anglikanske leder
KIRKEN I VERDEN
Af Andreas Rude
Sommerens store kirke-møde i den anglikanske kirke – den såkaldte Lambeth-konference – skal søge at rede trådene ud efter en årelang og meget opsigtsvækkende debat om homoseksualitet og kvindelige biskopper. Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i går har senest også Australien fået sin første vredladne debat om landets nye kvindelige biskop.
Det afgørende spørgsmål på Lambeth-konferencen, der kun finder sted hvert tiende år, er dog hverken seksuelle minoriteter eller ligestilling mellem kønnene. Det vigtigste anliggende er den kirkelige enhed og spørgsmålet om, hvordan kirken forstår sig selv og sin opgave. Det lyder ikke nær så spændende, men hvis stridighederne mellem konservative og liberale kræfter medfører, at den anglikanske kirke går midt over, så har begge parter tabt meget mere, end de har vundet. Ikke nok så mange erklæringer om kønspolitiske fremskridt eller trofasthed over for de bibelske skrifter vil kunne kompensere for tabet af det kirkelige fællesskab.
Det mener i alt fald lederen af de knap 80 millioner anglikanere verden over, ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, og han har – måske lidt overraskende – både søgt og fået pavens støtte til sine synspunkter.
For til trods for at den katolske og den anglikanske kirke har været adskilte i næsten 500 år, ønsker Vatikanet ingen yderligere anglikansk opsplitning. De aggressive konservative og liberale strømninger, som strides hos anglikanerne, kender katolikkerne også til, og derfor følger paven udviklingen i den anglikanske kirke med samme bekymring, som man følger en ildebrand i naboens hus.
Den første håndsrækning kom i form af et møde mellem Rowan Williams og pave Benedikt XVI i Rom i begyndelsen af maj. Efter mødet fortalte Williams pressen, at Vatikanet havde forstået, at problemerne i den anglikanske kirke ikke blot var ”en lille lokal vanskelighed”, men ”på den ene eller anden måde angår hele den kristne verden”. Det anglikanske overhoved understregede samtidig, at de nuværende stridigheder ikke kun handler om seksualitet, men også om ”autoritet og gensidig international ansvarlighed.”
Det bliver en afgørende opgave for Lambeth-konferencen til juli at forsøge at etablere en forretningsgang og nogle strukturer, så man fremover kan behandle stridigheder på en mindre ”improviseret” måde, tilføjede Williams.
For yderligere at yde moralsk og praktisk støtte til den belejrede anglikanske leder, sender paven to kardinaler til Lambeth-konferencen, nemlig lederen af Det Pavelige Råd for de Kristnes Enhed, den tyske kardinal Walter Kasper, samt formanden for Kongregationen for Folkeslagenes Evangelisering, den indiske kardinal Ivan Dias. Også overhovedet for de engelske katolikker, kardinal Cormac Murphy-O’Connor, vil være blandt de katolske observatører på kirkemødet.
Ingen forventer, at pavens skulderklap til Williams i sig selv vil løse den anglikanske kirkes vanskeligheder. Ej heller betyder det, at den katolske kirke nu accepterer kvindelige biskopper eller har revideret sin afvisning af homoseksualitet.
Men Williams håber, at tilstedeværelsen af kardinalerne kan hjælpe med til at styre diskussionen væk fra den velkendte polemik om sex og køn og hen imod de basale spørgsmål om kirkelig enhed og autoritet. Den anglikanske kirke adskiller sig fra de fleste andre efterreformatoriske kirker ved at bygge på bispeembedet og have en forståelse af præster og biskoppers kald og ansvar, der ligger nær den katolske. Det kan måske øge lydhørheden for kardinalernes indlæg, ligesom deres tilstedeværelse ved Williams’ side kan understrege konferencedeltagernes ansvar for global kristendom.
Det gælder ikke mindst over for de konservative anglikanske biskopper fra særligt Afrika og Asien, der ikke bare truer med at blive væk fra Lambeth-konferencen, men som allerede har arrangeret et alternativt anglikansk stormøde i Jerusalem i næste måned. Som ved de fleste truende skilsmisser strides parterne også om, hvem der bærer skylden for, at det er kommet så vidt. Ingen vil betvivle, at det er liberale kirkelige kræfter i Vesten, der har fremkaldt krisen, men menighederne her er på den anden side relativt små. De fleste anglikanere bor i Den Tredje Verden, og det er de konservative biskopper herfra, der har magt til at rive den anglikanske kirke midt over.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad