Jagten på de frivillige

Selvom de fleste råd i Aalborg Stift er fuldtallige, mener Benedicte Laursen stadig, at det er utrolig svært at finde nye medlemmer, og der skal et ordentligt stykke fodarbejde til.

– I vores menighedsråd har vi en regel om, at alle nuværende rådsmedlemmer forsøger at finde en kandidat. Personligt har jeg en i kikkerten, men ved endnu ikke, om vedkommende stiller op. Ellers har jeg også opfordret andre til at gå på jagt. Men det er enormt svært at forberede folk på arbejdet i et menighedsråd, og det kan altid blive bedre, mener hun.

Benedicte Laursen har ikke noget decideret bud på, hvorfor interessen for menighedsrådsarbejde er så stor i Aalborg, men understreger, at åbenhed er vigtig i forbindelse med rekruttering af nye menighedsrødder.

– Vi skal passe på, at menighedsrådsarbejdet bliver personneutralt, så vi bevarer rummeligheden. Det er vigtigt, at vi er åbne for andre mennesker og deres eventuelt nye holdninger, når vi rekrutterer folk. Det handler ikke så meget om, hvordan du tror, når blot du er ærlig. Hvorfor skulle der ikke være plads til noget overraskende? spørger hun.

Over middag møder vi biskop Søren Lodberg Hvas i hans lune kontor i bispegården i Hasseris. For ikke så længe siden meldte han ud, at dette er det vigtigste menighedsrådsvalg i 100 år. Han mener, at valget indirekte bliver lakmusprøven på, om det er værd at bevare den nuværende valgordning. Personligt er biskoppen over Aalborg Stift varm fortaler for menighedsrådene og valget dertil i deres nuværende former.

– Menighedsrådsarbejdet er noget, vi satser meget på, og jeg tror roligt, vi kan sige, at de signaler, der bliver sendt fra bispegården angående menighedsrådsarbejdet, er entydigt positive. Rådene er folkekirkens rygrad, og uden dem ville den falde sammen som et korthus, siger han.

Nogen egentlig opskrift på stiftets menighedsråds-succes hverken kan eller vil Søren Lodberg Hvas komme med.

– Jeg tror ikke, vi gør os ekstraordinære anstrengelser frem for andre stifter, men der er langt fra København til Nordjylland. Aalborg Stift er præget af en stærk kirkelig rodfæstethed. Både arven fra den indremissionske vækkelse og den grundtvigianske bevægelse har sat sit præg på stiftet. Det skal ikke forstås sådan, at det er rosenrødt heroppe, men mange steder er kirken det eneste fællesskab, der er tilbage, og landsognene ved godt, de skal vise, at de har brug for kirken og præsten, siger biskoppen.

Han mener, at en god rekruttering er nøglen til et velfungerende menighedsråd.

– Vi skal vælge engagerede folk, der interesserer sig for kirkens trivsel. Det udadgående, engagerede arbejde er vigtigt. Kirken har brug for ildsjæle, og allerede nu er der mange, der brænder, men jeg kunne godt ønske mig, at ilden breder sig. Som biskop kan jeg ikke bestille ilden, men jeg kan opmuntre til den. Men generelt skal folkekirken blive langt bedre til at informere og også bruge flere ressourcer på det, siger han.

Ungdommens manglende tilstedeværelse i menighedsrådsregi er en akilleshæl i folkekirken. Biskoppen mener, at det kan være en mulighed at invitere dem med i et mindre forpligtende udvalgsarbejde. Det lægger menighedsrådslovens paragraf 20 op til.

– Det ville være forfriskende, hvis flere unge melder sig, men jeg tror, at de fleste finder perioden på fire år for lang. Jeg tror, det kunne være en idé, hvis flere kirker prøver at nedsætte et ungdomsudvalg i relation til menighedsrådene, hvor de unge, der for eksempel havde lyst til hjælpe til med at lave et kirkeblad eller arrangere ungdomsaktiviteter, kan få prøvet det af, siger Søren Lodberg Hvas.

I Regionshuset møder vi 31-årige Inge Kjær Andersen, der er ved at afslutte dagens arbejde som planlægger i specialsektoren i Region Nordjylland. Sin unge alder til trods er hun et erfarent menighedsrådsmedlem. Hun har i snart otte år været en del af menighedsrådsarbejdet i Hans Egede Kirke i Aalborg og ville være ked af, hvis hun ikke bliver genvalgt for næste periode. Hun er dybt engageret i en række projekter, som hun meget gerne vil følge til dørs. Hun er blevet tiltrukket af det administrative, som måske ellers er noget af det, der virker afskrækkende på mange. I første omgang var det dog en kollega hos Socialdemokraterne, der overtalte Inge Kjær Andersen til at stille op for deres liste.

– Jeg fik forklaret, at det langt hen ad vejen er et stykke bestyrelsesarbejde, og det havde jeg allerede en del erfaring med fra både DSU og senere partiet. Jeg så en mulighed for at engagere mig i noget, der både betyder noget for mig selv og andre mennesker. Men jeg ville aldrig have sagt ja til det, hvis jeg ikke var kristen, fortæller hun.

Inge Kjær Andersen blev overrasket over, hvor meget arbejde det egentlig kræver, særligt efter at menighedsrådene med den nye lov i 2007 både fik ansvar for kirkens rammer og dens indhold. Men hun understreger, at man i høj grad selv har indflydelse på, hvad man engagerer sig i. Selv laver hun både kirkeblad og sidder i forretningsudvalget.

– Jeg er typen, der simpelthen ikke kan lade være, og det giver da en masse arbejde. Personalemæssigt mener jeg, vi har et meget større ansvar, end vi nogensinde har løftet. At sidde i menighedsrådet er ligesom at være politiker, men uden at have så mange embedsmænd til at støtte. Men det store ansvar blandet med det sociale er også det, der gør mig glad, siger Inge Kjær Andersen.

Selvom hun har siddet to perioder i menighedsrådet, er hun stadig yngste medlem. Det er svært, men ikke umuligt, at headhunte de unge til arbejdet, mener hun.

– Folk i dag shopper rundt og har svært ved at binde sig for en længere periode. Jeg tror hellere, de vil lave noget tidsbegrænset ad hoc-arbejde. Vi skal være meget bedre til at bruge de frivillige, som ikke sidder i menighedsrådet, men som kommer i kirken. Hvis de får mulighed for at snuse til det, kan det være, de på sigt får lyst til at gå ind i menighedsrådsarbejdet, siger hun.

schelde@kristeligt-dagblad.dk