Johannes Nørregaard Frandsen |
30. maj 2008
Der er et gammelt udtryk, der hedder, at skindet klør på ham. Det betyder, at vedkommende simpelthen trænger til en ordentlig dragt prygl. Så kunne han til gengæld få, så skindet måtte revne. Se, det var jo et par dramatiske efterretninger fra dengang, klø og tærsk var i kurs. Det er det heldigvis ikke mere, selv om korporlig vold jo desværre ikke af den grund er forsvundet.
Man kan også i lidt ældre talemåder betale med skindet, hvilket også betyder at få straf. Men heldigvis kan man redde sit skind og hytte sit skind, mens de modige ofte vover skindet eller i nyere talemåder: redder pelsen.
I en lang række aktionprægede film, westerns, agentfilm og så videre er der en helt særlig fortælling, som næsten altid er indbygget. Helten (Clint Eastwood, Sylvester Stallone, Indiana Jones, James Bond) har et projekt, men undervejs mod målet bliver han i et slagsmål slået helt fordærvet. Hans skind går helt konkret i stykker! Det bløder! Der er gået hul på helten! Men så heles han igen, vender tilbage som hævneren, der gennemfører det endelige opgør, og det smukke stykke mandfolk sejrer ikke bare, men vinder også pigen. Se, det er et rigtigt eventyr. Det er en ret forkortet udgave, javel, men det slår aldrig fejl: Der bliver slået hul, såret heles, og helten kan indtræde i sin således (gen)vundne helterolle.
Jeg tror ikke, det er tilfældigt. Der er en dyb symbolsk betydning i, at huden går i stykker. Skindet er den tynde membran om kroppen, som holder os sammen, endda sådan helt konkret. Det er en membran, der let går hul på, og så bløder vi, men som regel er det heldigvis ikke alle de dyrebare livsvæsker, der sådan løber ud af de små sår, livet giver. Skindet eller huden har en stor symbolsk betydning, tror jeg, netop som den hinde, der danner grænsen mellem ”mig” og det, der ikke er mig. Måske er det, hvad filmene gennemspiller, en moderne historie om at være et stærkt jeg, der kan overvinde sårene.
Måske er der en forbindelse mellem disse aktionhistorier og de gamle talemåder om, at skindet revner.
Jeg kom på sporet af dette, da Svend Aage Højen fra Skørping sendte mig en mail, hvor han spørger til vendingen ”at gå ud af sit gode skind”. Han ved nok, hvad det betyder, nemlig at være ude af balance på grund af vrede, irritation, stress, sorg, længsel eller noget andet. Men hvor kommer sådan et udtryk fra? spørger Højen.
Jeg kan med skindet på næsen berette, at der altså er en lang række af vendinger, der således har huden som emne, og eksempelvis at gå ud af sit gode skind har været i sproget tilbage i 1800-tallet. Jeg har ikke kunnet registrere, hvordan det nøjagtigt er opstået, men der er ikke tvivl i mit s(k)ind om, at der er den dybe psykologi og kulturhistorie i det, som jeg har antydet ovenfor. Skindet er simpelthen den hinde, der holder os sammen, også i overført betydning. Følelsen af forvirring og stress kan faktisk være som en sprængningsoplevelse. Det hele flyder ud for én. Derfra er der ikke langt til billedet af huden, der revner, eller skindet, man går ud af.
sprog@kristeligt-dagblad.dk