Om at gå ud af sit gode skind

Der er et gammelt udtryk, der hedder, at skindet klør på ham. Det betyder, at vedkommende simpelthen trænger til en ordentlig dragt prygl. Så kunne han til gengæld få, så skindet måtte revne. Se, det var jo et par dramatiske efterretninger fra dengang, klø og tærsk var i kurs. Det er det heldigvis ikke mere, selv om korporlig vold jo desværre ikke af den grund er forsvundet.

Man kan også i lidt ældre talemåder betale med skindet, hvilket også betyder at få straf. Men heldigvis kan man redde sit skind og hytte sit skind, mens de modige ofte vover skindet eller i nyere talemåder: redder pelsen.

I en lang række aktionprægede film, westerns, agentfilm og så videre er der en helt særlig fortælling, som næsten altid er indbygget. Helten (Clint Eastwood, Sylvester Stallone, Indiana Jones, James Bond) har et projekt, men undervejs mod målet bliver han i et slagsmål slået helt fordærvet. Hans skind går helt konkret i stykker! Det bløder! Der er gået hul på helten! Men så heles han igen, vender tilbage som hævneren, der gennemfører det endelige opgør, og det smukke stykke mandfolk sejrer ikke bare, men vinder også pigen. Se, det er et rigtigt eventyr. Det er en ret forkortet udgave, javel, men det slår aldrig fejl: Der bliver slået hul, såret heles, og helten kan indtræde i sin således (gen)vundne helterolle.

Jeg tror ikke, det er tilfældigt. Der er en dyb symbolsk betydning i, at huden går i stykker. Skindet er den tynde membran om kroppen, som holder os sammen, endda sådan helt konkret. Det er en membran, der let går hul på, og så bløder vi, men som regel er det heldigvis ikke alle de dyrebare livsvæsker, der sådan løber ud af de små sår, livet giver. Skindet eller huden har en stor symbolsk betydning, tror jeg, netop som den hinde, der danner grænsen mellem ”mig” og det, der ikke er mig. Måske er det, hvad filmene gennemspiller, en moderne historie om at være et stærkt jeg, der kan overvinde sårene.