Iben Thranholm |
30. maj 2008
I stedet for at være så optaget af at få pillet tørklæderne af de muslimske kvinder, skulle danske tilhængere af et tørklædeforbud hellere spørge sig selv, hvorfor de er så bange for religion
I DE SENESTE PAR UGER har det mest brugte argument for et forbud imod, at dommere skal have lov til at bære tørklæde i danske retssale, været, at man skal være neutral.
Det er blevet et mantra, at man skal være neutral, hvis man skal bestride et offentligt embede som det at være dommer. Men betyder det, at man automatisk er neutral, hvis man ikke bekender sig til nogen religion, og hvad betyder det overhovedet at være neutral?
At være neutral er, at man ikke favoriserer eller tager parti for nogen. Det siger sig selv, at neutralitet ikke kan være en permanent tilstand, men kun noget, man er lejlighedvis. Man kan ikke både bygge sit livssyn på neutralitet og aldrig tage stilling til noget.
Men i debatten er det kommet til at lyde, som om alle andre end de religiøse er neutrale. Det er ren retorik. Som sekularist er man alt andet end neutral. Man forsøger for eksempel at holde al indflydelse fra religionen ude fra det offentlige rum og mener ikke, at en muslimsk kvinde med samme uddannelse som kvinde uden religion har lige ret til dommerembedet. Det vil sige, at man går ind for forskelsbehandling.
Sekulær betyder adskillelse af kirke og stat, og at staten ikke lovgiver om, hvilken religion borgerne skal bekende sig til. Når tørklædeforbuddet træder i kraft, kan man sætte spørgsmålstegn ved Danmark som sekulær stat, eftersom staten i dette tilfælde netop er begyndt at lovgive omkring religionsudøvelse.
Staten bliver da mere sekularistisk end sekulær. Sekularisme er en ideologi, som går ud på at fjerne al religiøse symboler og indflydelse fra det offentlige rum, og som diskriminerer religiøse mennesker ved at fratage dem muligheder for at få job og erklære deres religiøst begrundede argumenter for ugyldige.
Samtidig er det udtryk for en overfladisk betragtning, når man mener, at en muslimsk kvinde bliver neutral, bare man får pillet tørklædet af hende. Religionen sidder ikke i tørklædet, men i hjertet og samvittigheden.
ALLE DOMMERE MÅ formodes at have personlige og samvittighedsmæssige overbevisninger, som de bærer med ind i retssalen, men som ingen kender til eller ser, og som kunne få indflydelse på deres behandling af domme.
Hvordan vil man så sikre sig, at de har den rette neutrale holdning? Skal alle tilbede statsministerens billede inden dagens arbejde påbegyndes i danske retssale? Det minder om tilstande, som vi ellers tager afstand fra, når vi læser om dem i historiebøgerne, og peger hen i retning af en totalitærstat.
Den underliggende frygt, som tilsyneladende ligger bag iveren efter et forbud, må grunde i en antagelse om, at dommere med muslimsk baggrund vil lade sharia få indflydelse på Grundloven og dansk retsplejepraksis.
Hvis man ser på det med fornuftens briller, vil man hurtigt se, at denne frygt har antaget dimensioner, som er helt ude af trit med virkeligheden. Man kan næppe forestille sig, at en muslim, som har gennemført jurastudiet på et af landets universiter, ville få den idé – eller rettere have mulighed for – at snige sig til at dømme ud fra sharia i stedet for dansk lov.
Dels fordi langt de fleste domme afgøres ud fra præcedens, altså fortilfælde. Dels fordi andre dommere, som vil være nære kollegaer og meddommere og ikke deler den muslimske tro, afgjort ville begynde at løfte øjenbrynene ret så kraftigt og råbe op, hvis en kollega begyndte at favorisere sharia i stedet for Grundloven. Ja, ikke nok med det – det ville være ulovligt!
Det virker også paradoksalt at køre en hetz netop mod muslimske dommere, når man på andre områder gladeligt tillader sharialovningen at få ret så synlig og mærkbar indflydelse på det danske samfund.
DET GÆLDER FOR eksempel danske børnehaver, hvor det ikke er ualmindeligt, at der serveres halalkød for danske børn uden muslimsk baggrund, og svømmehaller, hvor man tager hensyn til sharia i omklædningsrummene med særlige kabiner. Hvorfor tolereres dette, men ikke tørklædet?
I stedet for at være så optaget af at få pillet tørklæderne af de muslimske kvinder, skulle danske tilhængere af et tørklædeforbud måske hellere spørge sig selv, hvorfor de er så bange for religion.
Bunder det i uvidenhed og mangel på erfaring med religiøs praksis, eller er det, fordi danskerne er for lidt religiøse, som integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) for nylig formulerede det?
Måske er det allermest, fordi man i Danmark har gjort staten og særligt velfærdsstaten til gud, og derfor reagerer man med frygt og trang til kontrol, hvis man fornemmer, at andre mennesker gennem deres religion også er åbne over for en anden magt end statens.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af dr.theol. og tidligere biskop Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad