Biolog: Gud havde en finger med i evolutionen

Menneskets udvikling fra forhistoriske væsener til frie, reflekterende og spirituelle individer, var ikke evolution, men Guds ønske og vilje, skriver en italiensk evolutionsbiolog i Vatikanets dagblad

Evolutionen kunne være stoppet på et forhistorisk stadie, og det var Guds skabervilje, der gjorde os til reflekterende spirituelle mennesker, mener en evolutionsbiolog. -
Evolutionen kunne være stoppet på et forhistorisk stadie, og det var Guds skabervilje, der gjorde os til reflekterende spirituelle mennesker, mener en evolutionsbiolog. -. Foto: Arkiv.

Mens aber naturligt udviklede sig til menneskelignende væsener, var det Guds vilje og ønske, der gjorde os til mennesker.

I hvert fald, hvis man skal tro Vatikanets eget dagblad, L'Osservatore Romano. Det skriver Catholic News Service.

- Formationen af mennesket nødvendiggjorde Guds særlige bidrag, selv om det stadig lyder, at deres fremkomst blev forårsaget af naturlig evolution, lyder det i en artikel, der blev trykt i bladets maj-udgave.

Artiklen er skrevet af den italienske evolutionsbiolog, Fiorenzo Facchini.

Hans budskab er, at der først opstod nogle biologiske forhold, som var nødvendige for, at et refleksivt tænkende væsen overleve, og derefter var det Guds frie skabervilje, der sørgede for, at disse forhistoriske mennesker blev til mennesker.

- Betyder det, at mennesker udviklede sig fra chimpanser?, spørger han i artiklen.

Svaret er nej.

Fiorenzo Facchini hælder mere til, at Gud på et tidspunkt fik et ønske om, at "en gnist af intelligens skulle lyse op i den ikke-menneskelige hominids sind".

Det er sådan, evolutionsbiologen mener, mennesket blev til "et subjekt, der var i stand til at tænke og evnen til at tage frie valg".

Guds frie skabervilje
Som pave Benedikt XVI, ifølge den nye artikel, skrev i 1968, var det Guds ønske at skabe et væsen, som var i stand til at kende til Guds eksistens og kunne vende sig til ham.

Menneskets fremkomst er hverken en tilfældighed eller noget, der var strengt nødvendigt, og som hverken Gud eller evolutionen krævede, hævder artiklen.

Evolutionen kunne godt være sluttet på det forhistoriske stadie, men på grund af "Guds frie valg" opstod mennesket ud af dets forhistoriske forfædre.

- Denne guddommelige indgriben repræsenterer ikke (teologiens) uberettigede indtrængen på naturvidenskabens område - som i tilfældet med intelligent design - men er nødvendig for at forklare eksistensen af menneskets ånd, som ikke kan komme eller udvikle sig fra den materielle verden, skriver Fiorenzo Facchini i artiklen, og fortsætter:

- Udviklingen fra en skabning fra dyreriget og den fysiske verden til også at være et spirituelt væsen, var en gave fra Gud, selv om det skete i slutningen af en naturlig evolutionsproces.