2. juni 2008
Af Jørgen Steens
Arktekt Andreas Blinkenbergs præmierede forslag om 10 pilgrimsherberger i nedlagte landbrugsbygninger langs Hærvejen har været med til at redde gammel landbrugsarkitektur, som ellers stod i fare for at forsvinde. Det gælder blandt andet den markante kampestens-lade ved Kragelunds gamle præstegård ved Silkeborg, hvis ældste del går tilbage til 1600-tallet. Laden var i så dårlig stand, at den var dømt til nedrivning, fortæller graver Ib Uhrenholt, der nu får et ekstra job som herbergsbestyrer.
Den historiske bygning er i forbindelse med herbergsprojektet renoveret for 1,4 millioner kroner og klar til at tage imod pilgrimme og vandrere, cyklister og ryttere, og sidstnævnte kan sætte hesten på græs på engen lige udenfor.
Kragelund er et lille bysamfund på knap 1200 indbyggere, og her har været præstegård siden Reformationen. Med istandsættelsen har den gamle lade nu fået nyt tag, og der er indrettet to sovesale med i alt 36 sovepladser i etagesenge, nye bade- og toiletfaciliteter, opholdsrum og spisesal, samt køkken med gryder, tallerkener, bestik med videre. Væggene er kalkede, de gamle bjælker bevaret. Det hele er holdt på et enkelt plan. Der er således ingen opvarmning, men herberget skal også kun have åbent i juni, juli og august.
De nye herberger vil normalt være åbne fra klokken 17 til 10 den følgende dag. Kragelund Kirke vil derfor i sommerperioden også være åben i aftentimerne, så de besøgende pilgrimme har mulighed for at benytte kirken til andagt.
steens@kristeligt-dagblad.dk