Skal kirkevejen være besværlig?

I KRISTELIGT DAGBLAD torsdag den 29. maj har sognepræst Peter Ruge en kronik med overskriften ”Kirkevandring – kommunikation med det hellige.” Kronikken er skrevet i anledning af udgivelsen af Peter Ruges bog ”Kirkevandring – en spirituel praksis.”

Jeg har af gode grunde endnu ikke læst bogen, men sognepræst Peter Ruge har tidligere haft en længere artikel i tidsskriftet ”Pilgrimmen” med titlen ”Kirkevandring: En vandring til det hellige – og hjem igen.”

Jeg går ud fra, at den netop udkomne bog har samme indhold som kronik og artikel, og føler mig derfor overbevist om, at jeg ud fra disse har det fornødne kendskab til det emne, Peter Ruge beskriver.

JEG ER SELV initiativtager til og formand for Roskilde Pilgrimsforening, en forening med små 100 medlemmer, så jeg mener, jeg ved blot en lille smule om begrebet pilgrimsvandring i det 21. århundrede.

Som udgangspunkt må jeg – der kun er lægmand – forundret konstatere, at det, Peter Ruge – teolog og sognepræst – lægger frem for os, overhovedet intet har med kristendom at gøre: Det er i bedste fald gnosticisme, i værste fald new age.

Peter Ruges ”kirkevandring” er en i den grad besværliggørelse af modtagelsen af det glædelige budskab. Vejen til Ordet bliver i Peter Ruges beskrivelse en lang, indsigtsfuld, elitær vej for de få, de indviede, de særlige.

I stedet for at vække en umiddelbar interesse for kristendommens smukke budskab, skabes et skel mellem kirkegængerne, hvor de almindelige, som kommer til højmessen for at synge lovsang, høre Ordet og modtage alterets sakramente, betragtes som monotone og overfladiske.

Peter Ruge benytter gang på gang begrebet ”helligstedet” om kirkerummet, som om vore kirker er templer. Jesus siger ellers: ”For hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, der er jeg midt iblandt dem.” (Matt. 18, 20). Altså helligstedet opstår, når vi forsamles til lovsang, Ordets hørelse og sakramentets uddeling.

KIRKEVANDRING eller pilgrimsvandring bør ikke føre til en besværliggørelse af modtagelsen af det glædelige budskab, men tværtimod gøre dørtrinnet ind til kirken lavere.

Her har pilgrimsvandring som ”Vandring og Andagt” vist sin bæredygtighed og gang på gang fyldt sognekirker op til bristepunktet med glade forventningsfulde pilgrimme. Hvad mere kan en sognepræst ønske sig?

Vi går ikke i kirke for at opnå en særlig indsigt, men for at modtage det, Gud Fader, Søn og Helligånd rækker til os: ordet, nåden og frelsen!

Finn Buhl,
formand for Roskilde Pilgrimsforeninmg,
Skovbogade 10,
Roskilde