Ulla Poulsen |
4. juni 2008
Der er masser af militante grupper i Pakistan, som er i stand til at udføre et terrorangreb som det mod den danske ambassade. For eksempel Taleban. Umiddelbart er det dog al-Qaeda, der har størst interesse i et internationalt mål
Kandidater til titlen som gerningsmænd er der nok af. Pakistan vrimler med militante grupper, som er i stand til at udføre et terrorangreb som bomben mod den danske ambassade. Det stadig åbne spørgsmål er, hvem af de mange voldelige grupperinger, der organiserede angrebet mod Danmark – og hvorfor? De foreløbige officielle bud på, hvem der står bag angrebet, deler sig mellem al-Qaeda og pakistansk Taleban.
De pakistanske myndigheder har peget på pakistansk Taleban, fordi det sprængstof, der blev brugt i går, er magen til et sprængstof i et tidligere terrorangreb, som Taleban mistænkes for. Motivet skulle ifølge myndighederne være at hævne offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne.
Politiets efterretningstjeneste i Danmark, PET, vurderer derimod, at det er al-Qaeda eller en gruppe med forbindelse til al-Qaeda, der har ansvaret. Men skynder sig at sige, at det også kan være en af de andre militante islamiske grupper i Pakistan, som har interesse og kapacitet til at ramme danske mål.
– Pakistansk Taleban tror jeg ikke meget på. Deres primære politiske mål er at opnå større selvstændighed fra den pakistanske centralregering. Det oplagte bud er al-Qaeda. Det er et terrornetværk med en klar international dagsorden. Og Danmark er et oplagt internationalt mål, fordi vi i al-Qaedas øjne er et stærkt symbol på det Vesten, bevægelsen foragter så meget, siger religionssociolog Tallat Shakoor, der har fulgt den religiøse og politiske udvikling i Pakistan tæt gennem en årrække. Han er forsker ved Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Dermed dog ikke sagt, at angrebet ikke kan være udført af en mere lokalt forankret gruppe. Al-Qaeda er kendt for at have støttet en række lokale militante grupper med både penge og våbentræning, blandt andet pakistansk Taleban, og det kan sagtens tænkes, at en af disse grupper har foretaget angrebet for al-Qaeda.
– Det er ikke muligt at sætte vandtætte skotter op mellem de nationale militante og al-Qaeda, men hvis man følger pengestrømmen bag bombeangrebet, er jeg sikker på, at det vil vise sig i sidste ende at være al-Qaeda, der står bag, siger Tallat Shakoor.
Teorien om, at pakistansk Taleban står bag bomben mod den danske ambassade, får heller ikke megen opbakning hos Quasim Ali Sikandar, cand.mag. med kandidatspeciale i Centralasien og Taleban. Han peger på, at den stærkeste gruppering inden for pakistansk Taleban er Tehrik-i-Taliban-Pakistan, ledet af Baitullah Mehsud, som ligger i forhandlinger med den pakistanske regering om større selvstyre i stammeregionerne og næppe ser nogen fordel ved at gennemføre en aktion mod en vestlig ambassade netop nu.
– Mehsud kunne sagtens gennemføre sådan en aktion. Han er blevet beskyldt for mordet på Benazir Bhutto, men det var en klar indenrigspolitisk handling. Mehsuds Taleban omfatter 20.000 personer. Det er ikke en lille terrorgruppe. Det er en hær, som fører krig på begge sider af grænsen, mod amerikansk indflydelse. Det handler ikke om global hellig krig for Mehsud, siger Qasim Ali Sikandar.
Han hælder også mere til al-Qaeda som mulige gerningsmænd. Desuden peger han på, at det også kunne være et af Pakistans højre-religiøse partier, der står bag. De har været voldsomt ophidsede over Muhammed-tegningerne.
– Man skal huske, at i Pakistan hyrer man selvmordsbombere så let som ingenting. Der behøver ikke at stå en stor organisation bag, siger Qasim Ali Sikandar.
Forsker ved Nordisk Institut for Asiensstudier med speciale i Sydasien, Stig Toft Madsen, minder om, at alt indtil videre er det rene gætværk, selvom der selvfølgelig er kandidater, der er mere sandsynlige end andre. Han er enig i, at al-Qaeda har et oplagt motiv, men peger på, at netværket i givet fald har arbejdet sammen med en lokal gruppe, formentlig Taleban.
– Der er simpelthen et operativt problem for al-Qaeda. De kan ikke sende en araber forbi en vejspærring. Det er nødt til at være en pakistaner, som taler et lokalt sprog, siger han.
Taleban ville være en god partner for al-Qaeda. De har før arbejdet tæt sammen og udvekslet idéer og teknologi, siger Stig Toft Madsen.
Indtil nu har ingen taget ansvaret for terrorangrebet. Det er typisk for selvmordsangreb i Pakistan.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad