Nu blunder den lyse nat

DET ER NU, vi skal synge noget af det bedste, den danske sangskat formår: Danmark, nu blunder den lyse na / bag ved din seng, når du sover. Thøger Larsen har så mesterligt ramt stemninger og sanser i den sang, hvis tekst er fra 1914, og som jo også rummer én af de bedste karakteristikker, der er lavet af den danske sommer: Byger, som går og kommer, –/ det er den danske sommer.

Det er ordet blunder, der giver den særlige stemning i de første linjer. Det kan optræde som substantiv eller som verbum og betyder som bekendt en kort og let søvn. Man kan få sig en lille blund, eller man kan blunde lidt. Slummer eller slumre betyder det samme, nemlig en lille, forfriskende søvn, og det er jo herligt. Ikke mindst i liggestolen en lys sommeraften.

Men egentlig tror jeg, at både blunde og slumre er ord, der bruges mest af den ældre generation. De nye måder er power napping, der er engelskinspireret slang. Man kan også med et andet, moderne begreb knalde brikker, hvor brikker egentlig kommer af et nedertysk ord, bricke, som henviser til noget, der er brækket af, jævnfør brikker til et puslespil. Men når det hedder knalde brikker, henviser det formentlig til at knalde øjenlågene i. Power napping og knalde brikker er nyere udtryk, mens man i længere tid har kunnet få sig en skraber. Udtrykket var egentlig slibe sig en skraber og er opstået blandt sømænd, der holdt pause i arbejdet med at skrabe rust, når deres værktøj skulle slibes.

SÅDAN ER DET med det danske sprog, ordene går og kommer. Men så længe vi synger Thøger Larsen, vil blunder også bevares i sproget, og det er et godt ord, fordi det rummer en vis sammensat betydningsdannelse. I 1700-1800-tallet kunne ordet blund betyde et øjeblik eller et øjeblink, altså et blink med øjelågene. Ordbøgerne angiver, at blund stadig på nogle dialekter kan betyde at blinke med øjnene af forskrækkelse. Blunde kunne staves blune, og Jeppe Aakjær skriver et sted om to personer, der bluner polisk til hinanden. Ordet knyttede sig endda også til skydeøvelser engang, for at blunde kunne også betyde at lukke det ene øje for at tage sigte.

ORDET HAR SÅMÆND såmænd også været knyttet til døden, men det skal ses i en sammenhæng med en poetisk og kristen opfattelse af døden som en overgang til Paradis-tilstanden. Det er eksempelvis Blicher, Ingemann og Grundtvig, der alle anvender ordet på den måde. ”Min Sjæl ei hos Dødninger bluner” hedder det hos Ingemann. Så det at blunde er altså at være i en mellemtilstand.

Det er et oldnordisk ord, blunda, som er stammoder til blund. Blunda betød uklar og er nært beslægtet med ordet blind. Heldigvis blunder den lyse nat stadig hos Larsen. Det ville ikke klæde den at power-nappe eller få sig en skraber.

sprog@kristeligt-dagblad.dk