Men hvorfor har den unge mand så travlt? Siden han dukkede på verdensscenen, er undertegnede gang på gang blevet spurgt, hvorfor han ikke venter, indtil han har samlet større erfaring og kan fremstå endnu stærkere. Han er kun 46 år, og hans baggrund i amerikansk landspolitik strækker sig bare fire åre tilbage som medlem af Senatet i Washington.

Svaret er, at det er nu, han har chancen, og at døren til den ultimative succes måske ikke vil stå åben i ret lang tid. At han har set muligheden og været i stand til at gribe den er i virkeligheden hans største bedrift.

Tilbage i efteråret 2006, da en række politikere var i færd med at positionere sig som potentielle præsidentkandidater, aflæste Obama stemningen i USA tydeligere og mere præcist and alle andre.

Han så et land, der var dybt frustreret over sin situation. Som i stigende grad var kritisk over for sin præsident og hans krig og bekymret over USA internationale imagetab. Og som først og fremmest var træt af politisk polarisering på hjemmefronten, symboliseret ved 1968-generationens stadigt mere indædte kulturkamp.

Der er blandt mange amerikanere en tydelig fornemmelse af, at landet er ved vejs ende i den måde, det politiske liv har udfoldet sig på, siden USA ved afslutningen af Anden Verdenskrig pludselig fremstod som den største blandt sejrherrerne og lidt tøvende lod sig skubbe ind på den internationale scene som supermagt.

Skal landet fastholde sin position og sin styrke, både ude og hjemme, kræver det en national mobilisering, præget af samarbejde og forsoning fremfor fortsat splid og splittelse. Det er en fornemmelse, der naturligvis er særlig udbredt blandt tilhængere af det demokratiske parti efter snart otte år i opposition. Men også mange midtervælgere og moderate republikanere er med her.

At så mange amerikanere i denne situation er villige til at lægge deres æg i kurven hos en mand, om hvem man ikke ved ret meget, ud over hans messende løfter om at føre dem frelst ud af ørkenen, fortæller noget typisk om USA og forklarer på mange måder dets storhed. Amerikanerne har på afgørende tidspunkter i deres lands historie vist, at de tør satse på det ukendte, fordi det er nyt og giver håb. Nu er de måske på vej til at gøre det igen.

Baggrunden for Obamas succes forklarer også Hillary Clintons nederlag. Som kvinde bød hun sig ligeledes til som et alternativ til det bestående. Men for at lindre betænkelighederne ved en kvinde bag skrivebordet i Det Hvide Hus gjorde hun erfaring og kompetence til sine mærkesager – og gik dermed fejl af den stærke strømning blandt vælgerne med krav om fornyelse og forandring.

Hun blev også et offer for sit eget overmod. Hun hyrede de bedste politiske konsulenter på markedet, sikrede sig stærk opbakning fra det demokratiske partis førende kræfter og kørte sin mand, tidligere præsident Bill Clinton, i stilling for at minde vælgerne om 1990’ernes fred og økonomiske fremgang.

Planen var at knuse al modstand, senest på den såkaldte supertirsdag i begyndelsen af februar med primærvalg i mere end en snes delstater. Da det ikke lykkedes, var hun og hendes kampagnestab ikke forberedt på at langstrakt opgør.

Da første del af planen, en sejr ved de første partimøder i Iowa i begyndelsen af januar, ikke kom i hus, var hun allerede bagud på flere niveauer. Blandt andet havde hun ikke opdaget, at Obama – uden for synsvidde af det etablerede politiske livs radarskærme – havde opbygget græsrodsorganisationer i en stribe delstater, der siden gav ham en halv snes valgsejre i træk.

Hillary Clinton kom siden igen, da hun havde luget ud blandt medarbejderne i sin guldrandede kampagneorganisation, hvor man sloges indbyrdes og gjorde kursen slingrende. Hun vandt i en række store delstater, først og fremmest Ohio og Pennsylvania, men det var for sent. Hun indhentede aldrig sin modstander.

Hun indstiller sin valgkamp – formentlig i det kommende døgn – efter at have brugt tæt ved én milliard kroner i forsøget på at vinde nomineringen. Alligevel har hendes kampagneorganisation manglet penge undervejs, og derfor har hun selv stillet skønsmæssigt 100 millioner kroner til rådighed enten i form af garantier eller fra sin personlige formue. Men det bliver næppe noget problem. Dels indkasserer hendes mand enorme beløb som foredragsholder, dels står rige forbindelser klar til at hjælpe, når støvet fra valgkampen har lagt sig.

Trods nederlaget opnåede hun store resultater. Hun nåede længere end nogen anden kvinde i præsidentvalgkampe, og hendes stædige og vedholdende kamp vil sætte sig mærkbare spor i amerikansk politik. Vælger hun at gå tilbage til Senatet, kan hun bygge videre på en position som den uden sammenligning mest magtfulde kvindelige politiker i USA. Verden har næppe hørt det sidste fra Hillary Clinton.

Foreløbig bliver hun omdrejningspunkt for Obamas første store udfordring. For at sikre sig, at rampelyset på den demokratiske side fremover koncentreres om ham selv, er han nødt til hurtigt at få et arrangement i stand imellem dem, så de kan trække på samme hammel under den videre valgkamp.

Der skal på den ene side tages hensyn til Hillary Clinton og hendes 18 millioner vælgere fra primærvalgene. På den anden side må Obama være sikker på, at der ikke er tvivl om, at han nu er partiets præsidentkandidat og dermed partileder og svinger af taktstokken. Det bliver næppe helt enkelt.

Dernæst skal han færdiggøre opbygningen af den organisation, der skal ud i det egentlige præsidentvalg mod republikaneren John McCain. Sidstnævnte har i ly af det demokratiske opgør haft god tid til at forberede sig, men Obama vil snart indhente ham på det organisatoriske område. Flere af Hillary Clintons bedste medarbejdere er allerede ved at blive ansat.

Obamas hovedtemaer ligger klar: Han vil forstærke kravene om fornyelse og forandring, og han vil angribe John McCain for at være en klon af den nuværende og stærkt upopulære præsident George W. Bush.

McCain vil på sin side gøre erfaring til en mærkesag – ikke mindst på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. I USA’s nuværende udsatte internationale situation vil han slå på, at landet har brug for et fast greb om rattet i Det Hvide Hus. Han vil desuden angribe Obama for at være for venstreorienteret efter amerikanernes smag.

Den videre valgkamp kan på mange måder blive en gentagelse af opgøret mellem Obama og Clinton – bortset fra, at den formentlig bliver endnu mere beskidt. Begge topfigurer er hædersmænd, og de vil blive tvunget til at holde kammertonen, men beskidte kneb vil finde andre veje i valgkampen.

Uofficielle grupper uden for de etablerede partimaskiner vil sørge for at føre spørgsmål som race og alder ind i valgkampen. Man kan være sikker på, at Obamas etniske tilhørsforhold og McCains alder på 71 år vil blive gjort til problemer. Formålet vil i begge tilfælde være at undergrave tilliden til modstanderen.

Tillid vil nemlig blive hovedspørgsmålet for mange vælgere. Skal ledelsen af USA i en svær tid betros den unge himmelstormer med sin evne til at begejstre og sine løfter om en ny stil i politik? Eller skal amerikanerne satse på det sikre, det erfarne og det driftsikre?

Den demokratiske halvdel af USA har nu truffet sit valg, men det blev en tæt afgørelse, og når valgdagen oprinder den 4. november, vil stillingen mellem Obama og McCain formentlig være tættere end i dag. Det kan gå begge veje.

Forinden vil verden blive vidne til en valgkamp fyldt med farve og drama. Men også med substans, fordi valget mellem de to kandidater bliver så klart. Det bliver en utrolig historie, og i pressen glæder vi os allerede til at fortælle den.

ehrenreich@kristeligt-dagblad.dk