Kunsten skal spejle de menneskelige højtider

Håkon Gullvåg arbejder koncentreret. Dypper sin pensel i en af de mange små farvebunker, han har trykket ud af sine tuber, og maler lidt sort her, lidt gulligt her, før han går to skridt bagud, beskuer sit værk og så tilbage til paletten for at lade processen gentage sig. I virkeligheden en meget gammeldags kunstnerisk proces. Oliefarver, pensler og lærred ... i en tid, hvor også kunsten forlængst er blevet digital og kan have alle mulige moderne udtryk. Håkon Gullvåg er en klassisk, moderne kunstner.

Vi er i Lemvig på Museet for Religiøs Kunst. I morgen kommer direktøren for Norges Nationalgalleri, Allis Helleland, og åbner Gullvågs udstilling ”Antimonologer”. Da vi besøger museet midt på ugen, er kunstneren i gang med at færdiggøre det store værk ”Triptycon”, ophængt direkte på den væg, hvor museumsgæsterne kommer til at bese det.

Det kan virke lidt hasarderet, men i sine nydelige sorte bukser og hvide skjorte ligner Håkon Gullvåg faktisk ikke en, der ”pletter”. Han er en mand, der ved, hvad han vil, og med den naturlige autoritet, der kommer af at have etableret sig som en af de mest kendte og brugte kunstnere i Norge. Og som er blevet vant til at være midtpunkt i ophidsede diskussioner om sin samtidige kirkekunst – og om sine kontroversielle portrætter af det norske kongepar. Hans stil kan beskrives som en sammensmeltning af Bjørn Nørgaard og Michael Kvium, en sammenligning, Håkon Gullvåg med glæde vedkender sig.

Både kirkekunsten og portrætterne af paver, magtfulde norske chefer og kongeparret er med på udstillingen i Lemvig, der er første stop på en længere vandreudstilling. For første gang flytter Håkon Gullvågs religiøse værker ind på et museum, og for første gang forener han sin religiøse og profane kunst i én og samme udstilling.