Sidsel Nyholm |
9. juni 2008
Religion er allerede en del af den amerikanske præsidentvalgkamp. Men tro er et prekært emne for begge amerikanske præsidentkandidater, der hver især manøvrerer i et religiøst minefelt
I sidste uge måtte den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama, efter længere tids mediestorm over to præsters hadske udsagn melde sig ud af den kirke, hvor han fandt sin tro, blev gift og lod sine døtre døbe. Hans republikanske rival, John McCain, har også været nødsaget til at tage afstand fra en præst i sit bagland samtidig med, at han kæmper for at gøre sine hoser grønne hos det religiøse højre, som har stor indflydelse på amerikansk politik.
Religion spiller allerede en central rolle i den amerikanske 2008-valgkamp, og det skyldes blandt andet, at det demokratiske parti har bortkastet sin berøringsangst over for private trosspørgsmål og indset, at vælgerne ønsker at vide, hvordan deres politikeres gudstro påvirker deres værdier og deres politiske virke. Men tro har vist sig at være et minefelt for begge præsidentkandidater, der konkurrerer om magten i den mest religiøse nation i den vestlige verden.
For blot få måneder siden tegnede Barack Obamas kristne tro til at blive et hans stærke kort i kampen om vælgerne. Den unge senators kometkarriere tog for alvor fart, da han holdt en nu legendarisk tale om tro ved demokraternes partikonvent i 2004, og hans evne til at tale indfølt og nuanceret om religionens betydning har sikret ham opbakning blandt USA’s mange moderate kristne.
Barack Obamas vanskeligheder begyndte imidlertid, da hans mangeårige præst og spirituelle vejleder, Jeremiah Wright, flere gange i foråret dukkede op i medierne med flammeprædikener, hvori han blandt andet erklærer, at angrebet på USA den 11. september 2001 var straf for landets egne handlinger, og at regeringen har brugt aids-virussen til at udøve folkedrab på det sorte mindretal.
Som et sort mand med en kenyansk, muslimsk far er Barack Obama i forvejen sårbar over for forestillinger om, at han er ”fremmed” og ”uamerikansk”, og præstens udtalelser satte Barack Obama i forbindelse med politiske teorier, som mange amerikanere finder stødende og upatriotiske. Og det blev ikke bedre, da en anden præst og Obama-allieret blev filmet, da han under en gæsteprædiken i kirken groft nedgjorde Hillary Clinton og beskyldte hende for at mene sig berettiget til posten som demokraternes præsidentkandidat på grund af hendes hudfarve.
Selvom Obama har brudt båndene til kirken og nu leder efter et nyt ”kirkeligt hjem”, så er billedet af de frådende prædikener vanskelige at udviske, og meningsmålinger viser, at det har betydning for nogle vigtige grupper af vælgere.
John McCains ”religionsproblemer” er af en anden art. Det republikanske partis konservative evangelikale bagland har været med til at sikre præsident George W. Bush otte år i Det Hvide Hus, men er betydeligt mindre begejstret for John McCain, der i sin politiske karriere ofte har gjort sig upopulær blandt bibeltro kristne. Blandt andet har han støttet stamcelleforskning og undladt at bakke op om et forslag om forbud mod homoseksuelle ægteskaber, og han har engang betegnet førende evangelikale prædikanter som ”intolerancens agenter”.
John McCain er medlem af en kirke, som er tilknyttet USA’s største evangelikale trossamfund, the Southern Baptist Convention, men han er – modsat både George W. Bush og Barack Obama – generelt utilpas ved at tale om sin gudstro.
Som vedholdende abortmodstader og som en krigshelt, der sad fem år i fangelejr i Korea, har han har dog også kvaliteter, der appellerer til konservative kristne. John McCain sikrede sig blandt andet en anbefaling fra den evangelikale megakirkepræst John Hagee, som dog viste sig at være en problematisk allieret, da amerikanske medier fandt frem til en prædiken fra 1990’erne, hvori han erklærer, at Adolf Hitlers regime og holocaust var varslet i Bibelen og dermed sanktioneret af Gud.
Amerikanske iagttagere forventer, at religion vil fortsætte med at spille en central rolle, når de to præsidentkandidaters kamp om Det Hvide Hus for alvor går i gang. Men tro har i amerikanske valgkampe vist sig at være et tveægget sværd, og hvilket niveau, debatten vil finde sted på, er et åbent spørgsmål.
– På dette punkt er grunden under dem ustabil, afhængig af hvad kandidaternes støtter vælger at gøre. Men hvis kandidaterne kan kontrollere disse mennesker og kvæle negative budskaber, så kunne vi have en ret god diskussion om tro og præsidentembedet, forudser David Domke, der er kommunikationsprofessor på University of Washington og medforfatter til bogen ”The God Strategy”, i avisen Christian Science Monitor.
nyholm@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad