Andreas Rude |
9. juni 2008
Landets katolikker kræver indrømmelser fra kommunisterne, som til gengæld håber på assistance fra pavestolen
Kirken i verden
Religionsfriheden er begrænset i det kommunistiske Vietnam, men i de seneste måneder er landets seks millioner katolikker – syv procent af befolkningen – begyndt at presse regimet og kræve ændringer. Biskopper, præster, nonner og tusinder af almindelige troende har deltaget i fredelige, men synlige protestaktioner i byer som Hanoi og Ho Chi Minh Byen (det tidligere Saigon). Og demonstrationerne har undertiden strakt sig over flere uger.
Hver gang har anledningen været ønsket om at få tilbagegivet kirkelig ejendom, der tidligere er blevet konfiskeret. Protesterne rummer dog også en mere principiel udfordring af det kommunistiske styre fra landets voksende og selvbevidste katolske mindretal. Vatikanet frygter, at situationen kan løbe løbsk, og en delegation fra pavestolen, der om kort tid gæster Vietnam, kan måske være med til at rede trådene ud.
I Vatikanet kender man problematikken fra talrige lignende sager i Øst- og Centraleuropa efter den kolde krigs ophør. Og fra lande som Ukraine og Tjekkiet ved man, at det opgør med fortiden, der ligger i at tilbagegive (eller ikke tilbagegive) kirkelig ejendom, kan rumme virkeligt politisk sprængstof.
Størst opmærksomhed har der været om kravet om at få tilbageleveret den bygning i Hanoi, der i sin tid var sæde for pavestolens ambassade. Bygningen, der blev beslaglagt i 1959, ligger lige ved byens katolske domkirke og huser i dag en restaurant. Kort før jul sidste år bad Hanois ærkebiskop, Joseph Ngô Quan Kiêt, myndighederne om at få bygningen tilbage, og samtidigt opfordrede han sin menighed til at bede for, at retfærdigheden måtte ske fyldest.
Herefter begyndte de troende at samles uden for bygningen, og efter et par ugers demonstrationer aflagde landets premierminister, Nguyên Tân Dung, ærkebiskoppen et besøg og indledte dermed en række forhandlinger med den katolske kirke, der stadig fortsætter omend uden konkrete resultater.
Samtidigt begyndte katolikker i andre dele af landet også at demonstrere både i sympati med deres trosfæller i Hanoi og for selv at kræve konfiskerede bygninger tilbage.
Den vietnamesiske regering forekommer at være i vildrede med hensyn til, hvordan den skal håndtere protesterne. Godt nok anfægtes styrets autoritet, men en hård kurs mod de demonstrerende kan hæmme regeringens ønsker om at få Vietnam mere integreret i det internationale samfund. Desuden udsendte styret i 2004 et dekret, der brød med årtiers forfølgelse af kirken og anerkendte alle troende som en vigtig del af samfundet og forpligtede regeringen til at tage sig af deres legitime krav. Alligevel har myndighederne anklaget ærkebiskoppen for at bruge religionsfriheden til at skabe uro og for at ”skade forbindelserne mellem Vietnam og Vatikanet”.
Det sidste er lidt ironisk, al den stund at Vietnam endnu ikke har diplomatiske forbindelser med pavestolen. Uformelle forbindelser har dog eksisteret i mange år. Sidste år besøgte premiermister Nguyên Tân Dung pave Benedikt XVI, og noget tyder på, at regeringen satser på, at pavestolen kan sikre, at den ikke taber ansigt i konflikten med de vietnamesiske katolikker.
Anledningen kan i så fald snart komme, for en delegation fra pavestolen ventes ”i nær fremtid” at besøge Vietnam. Delegationen skal diskutere oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem Vietnam og pavestolen og forsøge at overtale regeringen til ikke at blande sig i lokale bispeudnævnelser. Vatikanet er også bekymret over regimets behandling af etniske minoriterer – i særlig grad folk fra højlandet, der ofte er kristne. Men der skulle også være tid til at tale om protesterne og de konfiskerede ejendomme. I januar skrev Vatikanets statssekretær Tarcisio Bertone til Hanois ærkebiskop og udtrykte sin og pavens ubetingede støtte. Men han bad også ærkebiskoppen om at gøre sit til, at det vil blive muligt ”at forny dialogen med myndighederne i en roligere atmosfære og finde en passende løsning på dette ømfindtlige problem”. Det brev har den vietnamesiske regering sikkert også læst, og det har pavestolen sikkert også regnet med, at den ville.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad