Bjarne Nørum |
10. juni 2008
Det kristne samfund og de kristne værdier i Storbritannien er brudt sammen, mener fremtrædende anglikansk biskop
Gårsdagens rapport om Church of England er ikke det eneste religiøse emne, som har skabt store overskrifter i Storbritannien. For nylig har også biskop Michael Nazir-Ali ryddet forsiderne i de britiske medier. Hans budskab er og var, at det er sammenbruddet af de kristne værdier i det britiske samfund, der har skabt et moralsk vakuum, som giver plads til muslimsk ekstremisme i landet.
Dermed har han skabt kontroverser på linje med dem, der opstod, da han tidligere på året sagde, at der var muslimsk dominerede områder, hvor det ikke var muligt at færdes for ikke-muslimer.
Ligesom i den danske debat er spørgsmålet om det flerkulturelle samfund og forholdet mellem islam og kristendom fremtrædende.
Michael Nazir-Ali er i øvrigt selv en fremtrædende biskop i den anglikanske kirke. Han har en pakistansk baggrund, kommer fra en katolsk familie, men skiftede til den anglikanske kirke i en alder af 20 år. I de seneste 14 år har den nu 58-årige Michael Nazir-Ali været biskop i Rochester øst for London. Han tilhører den konservative fløj i kirken og er kendt for sin kritiske holdning til muslimer.
De kontroversielle udtalelser er bragt i det politiske magasin Standpoint. Her trækker biskoppen tråden tilbage til ungdomsoprøret for 40 år siden, hvor den sociale og seksuelle revolution førte til en katastrofal nedtur for den kristne indflydelse i samfundet.
– Storbritannien er fanget i en doktrin af uendelig selviskhed, som fører til sammenbrud af familielivet, stigende stofmisbrug, fuldskab og vold på gaderne, skriver biskoppen.
Hvor fjenden i ungdomsoprøret var marxisterne, så er det nu de radikale islamister, han frygter. Han kritiserer samtidig det politiske system for at tale om respekt, tolerance og god opførsel. En tilgang, som ikke kan håndtere den udfordring, samfundet står over for.
– Radikal islam er klar til at fylde det hul, som er skabt af tilbagegangen i den kristne etik, fortsætter Michael Nazir-Ali.
Han mener videre, at den kristne imødekommenhed nu er erstattet af en usikkert funderet doktrin om multikulturalisme, som har ført til, at immigranter etablerer afsondrede og parallelle samfund i Storbritannien.
Michael Nazir-Alis kobling af sammenbruddet i kristne værdier og væksten i radikal islamisme bliver afvist af Mohammed Shafiq fra Ramadhan-fonden.
– Vi har et lille problem med nogle idioter, som ønsker at bruge politisk vold, men det er forbudt ifølge islam, påpeger Mohammed Shafiq over for BBC. Han tilføjer, at det er den kristne kirke, der ikke har formået at holde fast i sine værdier.
Omvendt mener det konservative parlamentsmedlem Mark Pritchard, at biskoppen har ret i sin analyse.
– Vurderingen af et stigende nationalt moralsk skifte, en passiv Church of England samt flere proselytter af islamisk tro bør være tydelig for alle politikere og nationale ledere, siger han til avisen The Times.
norum@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad