I et forsøg på at komme kvindehandel til livs vil den hollandske regering indføre en fuldstændig registrering af prostitutionsbranchen og gøre det strafbart for kunder at købe sex hos ikke-registrerede prostituerede
Trods lovliggørelsen af prostitution er der stadigvæk en stor illegal prostitutionssektor i Holland, hvor især udenlandske ofre for kvindehandel befinder sig.
Derfor ønsker den hollandske regering at udvide lovliggørelsen og registreringen af prostitutionsbranchen til at omfatte alle former for sexsalg. Det betyder, at alle prostituerede – også de, der arbejder på hoteller, i escortmiljøet og på åben gade, skal registreres og have officiel tilladelse til at operere. I øjeblikket er det kun den prostitution, der foregår på massageklinikkerne, der registreres. Massageklinikkerne, som blev lovliggjort i 2000, findes eksempelvis i det såkaldte Red Light District i Amsterdam.
Koalitionsregeringen – der består af premierminister Jan Peter Balkenendes kristendemokratiske CDA, det socialdemokratiske PvdA og det lille parti ChristenUnie – lancerede for tre uger siden initiativet, som har det specifikke hovedformål at bekæmpe den stigende kvindehandel, eller trafficking som det også kaldes.
Som en konsekvens af kravet om, at alt sexsalg kun må udøves, hvis en tilladelse haves, vil regeringen gøre det strafbart for kunder at købe sex af ikke-registrerede prostituerede. Kunden får derfor ansvaret for at spørge, om en prostitueret har licens.
”Vi ønsker at gøre et personligt ansvar gældende for kunder, som gør brug af seksuelle tjenester fra et offer for menneskehandel eller andre prostituerede, der opholder sig illegalt i Holland,” hedder det i regeringserklæringen.
Tidligere har regeringen holdt sig til en oplysningskampagne rettet mod kunderne, hvor de blev opfordret til at være opmærksomme på, at de prostituerede, de besøger, muligvis er ofre for kvindehandel. Kampagnen, ”Skinnet bedrager”, opfordrede kunder til at anmelde det, når de stødte på sådanne tilfælde. Vurderingen i regeringen er imidlertid, at det ikke har været nok.
”Med denne lov vil det give kunden bedre mulighed for at få indsigt i forskellen på legal og illegal prostitution,” hedder det.
Loven ventes at blive vedtaget i det hollandske parlament, Tweede Kamer, inden årets udgang.
brun@kristeligt-dagblad.dk