Når trolddom er på færde

Siden min far første gang brugte den kritiske bemærkning om, at det, jeg skrev, var troldguld, er det vendt tilbage igen og igen i min bevidsthed, så jeg ofte har revet manuskripterne i stykker og smidt dem i papirkurven.

Utallige kronikker, prædikener og artikler er gået i bøtten. Jeg tror, at der er mange af læserne, ikke mindst mellem præster, der genkender, at de enten har været tidligt på færde og har skrevet prædikenen midt i ugen, eller først er begyndt sent lørdag og måske er gået til ro med en rolig samvittighed, talen er gennemført, men åh rædsel, søndag morgen at mærke uroen i hele kroppen, når man bliver klar over, at det er troldguld, man har for øjnene.

Jeg vender tilbage til troldguldet. De to andre udtryk, som har plaget mig, er Habakuks motto ”Man har en deadline, til man tager en ny”. Godt, at redaktionen på programmet Deadline på DR 2 ikke har ladet sig fordærve af den sætning. De kommer punktligt hver aften.

Den tredje sætning var der en fræk kollega, som hviskede mig i øret, da jeg lige var blevet præst i Greve i 1963: ”Det er nemt nok at være præst, du skal bare passe på, at du ikke kommer til at sige evangelusten Likas”. Siden har jeg ikke kunne sige det uden at kløjes i det.

Slemt nok, men værst er det med troldguldet. Man kan have siddet om natten og skrevet et par sider, som man selv synes er næsten lysende i deres klarhed. Næste morgen er det, som en usynlig magt har hældt en kop kaffe ud over siderne. De er aldeles ubrugelige. Troldguld!

Jeg har hørt professor Løgstrup forelæse, alvorligt bøjet over sit manuskript, det gik godt, til at han kom til en aldeles ubegribelig sætning, som han tre gange forsøgte at får styr på, mens sveden haglede ned over hans ansigt. Så så han på os med de mest uforglemmelige, bedende øjne, mens han overbevisende sagde: ”Jeg forstod det, da jeg skrev det!”

Det er en plage, når man har sluttet et længere arbejde, at man skamfuldt fornemmer, at man hverken er præst eller forfatter, men en naragtig troldguldsmed.

Når den slags plager en, lister man i sene nattetimer hen til sin reol og vælger bøger ud, som man rutineret kan finde steder i, der vitterlig er ”det puuure guld”, og bestemt ikke troldguld. Jeg har mange udvalgte citater, som henrykker mig. Og heldigvis har de bevaret deres fabelagtige kraft.

Børge Outze skrev 5000 ledende artikler i dagbladet Information. De er heldigvis udgivet i udvalg i tre bind. Her får De mit yndlingssted fra 1947. De kender sætningen i pressens radioavis: ”Et dødsfald”. Det kan være en statsmand eller en tidligere dansk minister eller forfatter, men Outze kunne ikke stå for den nyhed, der havde nået ham:

”Denne grå og våde decembermorgen bragte nyt fra en anden verden. Blandt telegrammer om Stalins fødselsdag, mord i Palæstina, Labour-parole mod kommunisterne og så videre og så videre ligger et lille trist budskab fra Bombay: Gandhis ged er død. Ak ja, denne ged, der lånte sin berømmelse fra sin herre som støvlerne fra Chaplin og paraplyen fra Chamberlain. Man synes, man har kendt den ged sit ganske liv (...). Den hed Nirmala og blev syv år gammel.”

Det holder. Og Outze holder. Man mærker ikke på hans humor, at den har afsat andre rynker med årene end smilerynker.

Undskyld pausen, jeg har lige været oppe på hylderne igen og fundet juraprofessor Sven Clausens eneste digtsamling for at finde de smukke linjer, jeg ofte har tænkt på ved begravelser:

”Gud bød en bunke jord ved alfarvej,
at samles, gå og vide den er mig.
Tit må jeg stirre på den døde muld,
Hvi blev ej den bevidst og sorrigfuld?
Bevidsthed tænder Gud hvor selv han vil.
Hans skabning lærer sig at takke til.
Jeg glædes tit ved karret, Gud lod lave.
Men jeg er ræd for denne sære gave.”

Forgyldning forgår, men humor og god lyrik består. Dem tager troldguldet ikke fra os.

kultur@kristeligt-dagblad.dk