Det rationelle verdensbillede udfordres i M. Night Shyamalans naturgyserfilm The Happening
Something is happening og du ved ikke, hvad det er, synger Bob Dylan i sangen om Mr. Jones. Hovedpersonerne i The Happening ved heller ikke, hvad der sker, men at det er alvorligt, er indlysende.
Mennesker begår nemlig selvmord på stribe i det nordøstlige USA i det døgn, filmen i hovedsagen varer. Det er hverken terrorister eller fjendtlige regeringer, der står bag angrebet på USA, men naturen. Træer og blomster føler sig truede af menneskets tilstedeværelse på jorden og udskiller i des-peration et kemisk stof, der rammer selvopholdelsesdriften, så amerikanerne frivilligt går i døden.
Elliot Moore (Mark Wahlberg) er manden i centrum af det mystiske fænomen. Han er kemi- og fysiklærer i Philadelphia og flygter med konen Alma (Zooey Deschanel) og venner fra storbyen, men oplever, at hans rationelle tilgang til verden ikke slår til i mødet med den lunefulde natur. En gang imellem gør naturen ting, der unddrager sig menneskelig logik, som en af filmens personer siger.
I hænderne på den ferme instruktør M. Night Shyamalan forventer man, at denne historie om grænserne for rationalitet hæver sig over det gennemsnitlige niveau for gyserfilm. Instruktøren har tidligere imponeret med film som Den sjette sans og Signs og er i det hele taget fascineret af fænomener, der ikke kan forklares.
The Happening, der har verdenspremiere i dag, er dog for ukonkret og lægger ikke nok fortolkningsspor ud til at engagere og overbevise.
Det økologiske budskab, at naturen er oprørt over menneskets indtrængen, forbliver en løs påstand. Hvis naturen vil hævne sig, hvorfor slår den så til lige nu? Og hvori består menneskets brøde? Svaret blæser i vinden, for nu at parafrasere Bob Dylan endnu engang, og det er ikke helt nok for den kritiske biografgænger. En påklisteret love story mellem Elliot og Alma, der ødelægger spændingen om, hvorvidt de elskende overlever katastrofen, hjælper heller ikke på helhedsindtrykket af en film, der trods fejende billeder af trætoppe i oprør forbliver ved jorden.
The Happening. USA 2008. Instruktion: M. Night Shyamalan. Premiere over hele landet.bach@kristeligt-dagblad.dk