Vi er ved at miste sansen for tilgivelse

Men i hvilken grad kan personlige følelser og ”dyder” som tilgivelse, anger og vrede finde sted i et offentligt rum?

– Filosoffen Hannah Arendt mente, at der er følelser, der lever i det private og kun dér. At gøre dem offentlige perverterer deres væsen og underminerer deres værdi. Man åbner i hvert fald en pandoras æske af muligheder for hykleri. Det er svært at dømme om, hvad der foregår, og i diskussioner om sandhedskommissionen kan man ofte fornemme, at deltagerne ser, hvad de ønsker at se.

Der var selvfølgelig folk, der satte sig i scene som angerfulde uden reelt at være det. En journalist fulgte efter en politimand, der lige havde angret dybt inde i salen, og spurgte ham, om han så mente det. ”Fuck no!” Med hensyn til dem, der gav udtryk for en befrielse efter beslutningen om at tilgive, så skal man også være påpasselig over for en vis fascination af det magiske øjeblik, det er lige nu, det sker. Men man bør selvfølgelig opsøge folk et par måneder, måske endda et par år efter den tilsyneladende befrielse. Og da viser det sig desværre ofte, at den umiddelbare lettelse, folk kan føle, når de har aflagt vidnesbyrd, ikke nødvendigvis holder så længe. Men det kan så have andre grunde, end at de ikke mente det dengang i øjeblikket. Traumerne kan være så dybe, at de altid vil hænge ved. De kan også være blevet lovet noget, en form for kompensation, der så alligevel ikke er kommet. Eller det kan være et vidnesbyrd om, at tilgivelsen er spændt ud mellem en beslutning, der kan være momentan, og en proces, der kan være uafsluttelig.

Det er interessant, at tilgivelsens øjeblik også er et tv-transmitteret øjeblik. Man kan ofte have fornemmelsen af, at folk agerer anderledes på tv, end de ellers ville, fordi der er en beruselse ved opmærksomheden ...

– Ja, og i Sydafrika havde man sunget salmer, der var store bannere med ”sandhed og forsoning” og en karismatisk biskop i lilla gevandter, som nærmest gjorde ethvert udtryk for tilgivelse til noget helligt. Selvom ingen bliver tvunget til at tilgive, kan der ligge et helt normativt ”script” klar, der skal styre begivenhederne et bestemt sted hen. I et BBC-program prøvede man under Tutus tilstedeværelse at arrangere lignende møder mellem gerningsmænd og pårørende til ofre. Ved en lejlighed rakte en kvinde hånden frem til gerningsmanden, men da han ikke bare tog den, men også lagde sin anden hånd over hendes, kunne hun ikke tage mere, hun trådte ud af ”scriptet” og løb skrigende væk.

Tutu er jo ikke uden humor, så han har selv snakket om, at tilgivelse er en vældig vækstindustri. Men jeg mener, at man – inklusive Tutu – har pumpet tilgivelsen op til noget, den ikke kan bære eller ikke kan magte – et terapeutisk redskab, en politisk strategi, en ukvalificeret dyd. I virkeligheden kan man miste sansen for den dyd, som tilgivelse faktisk kan være, ved ukritisk at ”booste” den og fremstille den som den eneste og bedste respons på selv den værste uret. Eller ved at blive så forhippet på at få andre til at tilgive, at man bliver blind for de gode grunde, der kan være til, at de bør lade være.

Men hvad er tilgivelse i egentlig forstand?

– Jeg har ved forskellige lejligheder haft mulighed for at diskutere begrebet tilgivelse med gymnasieelever. Og dér kan jeg høre, at de opfatter det at tilgive som det samme som at undskylde nogen: Malene kunne ikke gøre for det, for hun var presset til at gøre, som hun gjorde, eller det hele var en misforståelse. Derfor kan jeg tilgive hende. Men dermed kollapser forskellen mellem det at tilgive og det at undskylde en anden. Hvis tilgivelsen skal være noget særligt, så må man fastholde, at den anden var ansvarlig – det er dét, der gør vreden berettiget og tilgivelsen relevant. Der er ikke længere så meget sans for tilgivelse i radikal forstand, hvor krænkeren ikke kan undskyldes, og hvor det gjorte ikke kan forklares eller accepteres. Men det er netop her, tilgivelsen har sit rum.

– Men hvad er tilgivelsen? Jeg tror, at det er bedre at manøvrere bevidst i et flertydigt svar end at søge en definition. Problemerne er for spændende til at blive afhændet gennem et klart svar, og de drejer sig ikke blot om, hvornår hvem kan tilgive hvad. Der er masser af brudflader. Mellem forskellige religiøse tilgange, mellem terapeutiske og politiske perspektiver og så videre. På en konference om tilgivelsesbegrebet i Oslo for nylig brugte jeg H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen” til at illustrere nogle af spændingerne mellem aktuelle diskussioner mellem kristne teologer og sekulære filosoffer i USA. Ligesom den kunstige nattergal ses de nyere filosofiske analyser til tider som noget afledt, fladt forstandigt og i sidste ende ubrugeligt, når det virkelig gælder. Blandt kristne teologer er tilgivelsen ikke en betinget moralsk dyd og ikke et autonomt subjekts beslutning. Tilgivelsen relateres til kærlighed, og den er i sidste ende noget, vi modtager og giver videre. Omvendt indvender filosofferne for eksempel, at teologernes prædikener sentimentaliserer tilgivelsen, og at deres hang til at beundre den ubetingede tilgivelse korrumperer ”begrebet”!

Er der noget om, at tilgivelsesbølgen især vandt frem i 1990’erne, der på visse måder var en optimistisk tid?

– Der var måske nok en større tro på, at man kan ”reparere” individer og samfund, og nu skal vi bare finde mekanismerne til det. Efter 11. september 2001 skiftede dagsordenen til spørgsmål om terror, krig og sikkerhed, og hele ondskabs-retorikken fik en enorm opblomstring. Men samtidig har tilgivelsen som begreb og diskussion bidt sig fast, og hvis man ser bredere på de seneste årtier, så må man konstatere, at de dage er forbi, hvor man – sat lidt på spidsen – kunne undgå at forholde sig til begreber som tilgivelse og forsoning, hvis man bare holdt sig væk fra kirker og teologer. I dag diskuteres tilgivelsen tillige af filosoffer, psykologer, politologer og sociologer, som har taget begreberne til sig. Der er kommet en hel stime af film om tilgivelsens mulighed efter folkedrab, og i den mere vidtløftige ende kan man finde den pop-psykologiske gør det selv-industris anvisninger på de ti skridt til et sundere og lykkeligere liv gennem tilgivelse.

Er hele denne bølge ikke i familie med tendenser til storpolitiske undskyldninger for fortidens synder?

– Jo, ligesom med tilgivelsen er det interessant at undersøge, hvordan undskyldningens moralske logik og dynamik kan ”rejse” fra det mellemmenneskelige til det politiske og endda internationale rum. Måske er det lettere for undskyldningen end for tilgivelsen. Man kan undskylde, altså tage ansvar for, forhold, som man ikke personligt har været skyld i. Statsledere overtager et ansvar for tidligere regeringers politik. Det er ikke lige så indlysende at tilgivelse kan gives af for eksempel de historiske ofres efterkommere. Måske derfor kan der nogle gange være noget paradoksalt over den politiske undskyldning: Den kan udtales og afsendes, men den kan givetvis ikke modtages med tilgivelsen, som synes mere bundet til de konkrete ofres følelser og autonomi. Men man kan vel acceptere en undskyldning selvom man ikke har ”standing” til at tilgive den?

– En mere ligefrem parallel mellem den offentlige brug af tilgivelsen og de officielle undskyldninger drejer sig om, at der i begge tilfælde er masser af rum for forstillelse og hykleri, men når det er sagt, skal man ikke underkende den betydning, som den vederhæftige, officielle anerkendelse af historiske uretfærdigheder kan have. De storpolitiske undskyldninger kan jo netop være en respons på årtier præget af misagtelse. Dog må man spørge: Ændrer undskyldningen noget ved de politiske vilkår, der har gjort, at man nu er nødt til at undskylde? Gives der nogen som helst garanti for, at man ikke vil lade stå til igen? En vis realpolitisk skepticisme er nok altid på sin plads – bare den ikke fylder det hele!

gunder@kristeligt-dagblad.dk