Det alvorlige grin

– Intet gør magtmennesker så bange, som når nogen griner ad dem. Jeg kan skrive de mest kritiske indlæg i Berlingske Tidende, uden at nogen løfter et øjenbryn. Bare jeg holder mig til den saglige og pæne stil. Bruger jeg derimod komik og satire til at udtrykke nøjagtig det samme, får jeg straks vrede mails og bemærkninger fra dem, der føler sig ramt, tilføjer Farshad Kholghi og kigger på én med øjne, der glimter skiftevis muntert og alvorligt.

Vejen fra Teheran til København var lang. Som andre, der har kæmpet sig vej gennem vanskeligheder på det indre og ydre plan, er der ikke megen overbærenhed over for offermentalitet.

For jo, det er muligt at lære dansk, det er muligt at få uddannelse og job, det er muligt at få danske venner, det er muligt at føle sig velkommen i Danmark. Det kræver bare, at man overholder sin del af aftalen og yder noget selv, mener han.

De største problemer, siden han kom hertil som 14-årig flygtning, skyldes hverken den danske stat eller danske kultur. De kommer fra muslimske fundamentalister, der har erklæret krig mod Danmark og vestlige værdier – og derfor betragter enhver tilpasset indvandrer som fjende. Ikke blot er Farshad Kholghi glad for Danmark og vestlige værdier, som kultur- og religionskritik, han deltager også aktivt i dem.

Når han har været ramt af modløshed eller mærket angsten ”brede sig som blæk på et trækpapir” har det været efter trusler og tilråb som: ”Usle iraner, din bøsse, du skal fandeme ikke vise dig her på Nørrebro!”. Eller efter: ”Du skal passe på. Du skal kraftedeme ikke sige noget ondt om islam. Du skal passe på!”, affyret af helt unge drenge eller voksne mænd fra det fundamentalistiske indvandrermiljø.

På et tidspunkt orkede han ikke mere og flyttede fra sin nye lejlighed på Nørrebro. Flyttebilen blev omringet af unge indvandrerfyre, der råbte og triumferede over fordrivelsen. Han var ellers lige så glad og stolt over endelig at eje en bolig i Danmark. Aldrig mere flygtning! Men kufferten måtte pakkes igen, så han kunne flytte til det fredeligere Østerbro.

At kapitulationen ikke var total, skulle vise sig et par år senere. En indvandrerdreng styrede lige imod ham på Hovedbanegården og sagde: ”Hva’ glor du på! Hvorfor siger du alt dét der om islam”, hvorefter han spyttede Farshad Kholghi i ansigtet. Til Farshads egen egen forbløffelse blev angsten lynhurtigt afløst af vrede. ”Du bliver her”, kommandede han drengen, mens han fiskede sin mobiltelefon op og tastede politiet. Den anden stak af, spænede af sted i fuld fart med Farshad i hælene. Ind og ud mellem folk, ned på perronen og ud gennem en underjordisk gang og var væk.

– Episoden blev et vendepunkt for mig. Det stod pludselig klart, at jeg aldrig mere ville finde mig i chikane. Og jeg bilder mig ind, at den unge fyr blev lige så forbløffet som jeg over min reaktion, siger Farshad Kholghi og smiler.

I Helsingør Revyen gør han grin med ”hr. og fru Danmark” og folketingspolitikere. Men også med den irakiske tolk og hans to tavse koner og med vrede imamer, der prædiker død over Danmark. Han kan ikke lade være. Det var et chok – her i Danmark – at genkende træk fra den køns-apartheid, religiøse tvang, politiske censur, forfølgelse af anderledes tænkende, hans familie satte livet på spil for, da de flygtede fra i Iran.

På den anden side glæder han sig over de mange positive eksempler på afdæmpede og fordomsfrie muslimske indvandrerfamilier, der støtter deres børn og unge i at blive integreret i det danske samfund. Det giver grund til at tro, det lysner forude, mener han.

Ligesom sine forældre er Farshad Kholghi ikke-muslim. Morfaderen var verdsligt indstillet, men for mormoderen betød troen noget. Dog altid som privat anliggende.

– Jeg husker min mormor for hendes historier og for hendes kærlige og tolerante forståelse af islam. Hun accepterede også fuldt ud, at hendes datter valgte anderledes. I sit ægteskab med min far konverterede min mor til bahái-religionen, der sætter skel mellem politik og religion, og hvis verdenskontor ligger i Haifa i Israel. Efter oprettelsen af Den Islamiske Republik 1979 blev religiøs tilhylning påbudt alle kvinder uden for hjemmet – det var underligt pludselig at skulle se sin ikke-muslimske mor på den måde – og min far mistede sit job i det statslige flyselskab, Iran Air. Ifølge den islamiske forfatning kunne han ikke være ansat i det offentlige som tilhænger af bahái-religionen

– Selv er jeg hverken bahái, muslim, jøde eller kristen. Jeg tror på en guddommelighed, der åbenbarer sig gennem næstekærlighed. Ikke bare i familierne, men på tværs af landegrænser. Jeg betragter hele verden som mit land, siger Farshad Kholghi, der er enebarn.

Det værste for ham ved at flygte fra Iran var næsten at miste sit sprog. I det nye land måtte han begynde helt forfra og helmede ikke, før han mestrede dansk til perfektion. I dag ikke bare taler, men tænker og drømmer han på dansk. Når han er alene hjemme, sker det, at han stiller sig op og holder en tale på persisk, bare for at se, om han stadig kan huske sproget. Han har ikke været tilbage i Teheran siden flugten i 1984.

boas@kristeligt-dagblad.dk