Johannes Nørregaard Frandsen |
13. juni 2008
VI HAR NÅET DEN hellige tid, hvor (nogle) mænd hver aften taber interessen for alt andet end skærmen. Der udspiller sig europæiske mesterskaber i fodbold, men da Danmark ikke er med, bliver det måske ikke ren undtagelsestilstand, kun let krise i de små hjem, hvor TV suger ham til sig.
Millioner følger slagenes gang, mens de velbetalte stjerner sætter sig i scene. Det får mig til at finde en mail frem fra en læser fra Næstved, der ønsker at være anonym, men har initialerne AP, som har spurgt til udtrykket en krukke, når det altså vel at mærke anvendes om en person.
NÅR EN PERSON kaldes en krukke, krukker eller er krukket, for skældsordet kan både optræde som substantiv, verbum og adjektiv, så henviser det til skabagtighed. En krukke er en affekteret eller opstyltet nar. Det lidet flatterende, billedlige udtryk har i udgangspunktet at gøre med karakteren af en krukke: stor i formerne, ofte endda udsmykket, og fuldstændig hul indvendig. Det er et helt oplagt billede!
Ordbøgerne har en række eksempler fra omkring 1920 på at mennesker kaldes krukker. ODS er endda så venlig at meddele, at det dengang især var kvinder, der fik æren! For eksempel stod følgende at læse i en teateranmeldelse i Tilskueren i 1919: ”Molières Komedie, der af Oversætteren er kaldt ”de ziirlige Damer”, en meget umoderne Titel, der burde været ombyttet med det helt moderne: Krukkerne.”
Det synes i det hele taget at være i teater- og skuespiller(inde)miljø-et, begrebet krukker buldrer. I Fyens Venstreblad fra 20. august 1921 står der: ”Vi tror, det var Gustav Esman, som første Gang hæftede Betegnelsen Krukke ved en Skuespillerinde, der var fyldt med Primadonna-Skaberi.”
NÅR JEG NU SÅ VENLIGT har fået krukken kønsbestemt, kan jeg fortsætte med begreberne fnisekrukke, der især blev knyttet til unge damer i deres mest fnisevorne alder. Lidt mere voksne damer kunne til gengæld være nogle værre sladrekrukker. Jojo, der er noget i krukkerne her. Men i sandhedens interesse må jeg erklære, at det siden har udviklet sig stærkt, så begge køn bestemt kan være krukker. I et svagt øjeblik kunne det sikkert endda indrømmes, at mænd næsten er overkrukker.
Der er nogle ældre sprogbilleder, hvor krukken optræder. Det gælder for eksempel udtrykket ”der går hul på krukken”, som på Holbergs tid ironisk kunne betyde, at en person kastede op af fuldskab, mens det også kunne hedde: ”Krukken taaler nok Vallen!” og her betegner det en person, som kan drikke meget. Der er et ligeledes ældre ordsprog, som ”krukken går så længe til vands, at den kommer hankeløs hjem”. Det betyder, at et menneske vover for meget eller er for letsindigt og derfor får et knæk. Udtrykket er eksempelvis brugt både af Blicher og af Christian Winther i 1800-tallet. Endelig er der et udtryk som: ”små krukker har også ører” – hvor krukken snarere i dag er en gryde – som betyder, at man ikke skal snakke om hvad som helst, mens børn hører på.
Således fik jeg krukket mig lidt og kan roligt sætte mig til rette i aften for at se på de europæiske overkrukker, der drøner rundt på grønsværen.
sprog@kristeligt-dagblad.dkLiv i sproget[i]
Sproget lever. Det ændrer sig umærkeligt, og pludselig har ord skiftet betydning eller sammenhæng. Institutleder Johs. Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet følger sproget i stort og småt hver fredag i Kristeligt Dagblad. Har du spørgsmål om sprog, så send dem til
sprog@kristeligt-dagblad.dk.[/i]