Pinsekirken har ændret kristendommen

For 100 år siden blev pinsevækkelsen født, og i dag har den indtaget verden med millioner af tilhængere

Pinsevenner samlet i Århus til et traditionelt møde, hvor sang, følelser og Helligånd er i fokus. -- Foto: Scanpix.
Pinsevenner samlet i Århus til et traditionelt møde, hvor sang, følelser og Helligånd er i fokus. -- Foto: Scanpix.

Pinsekirken fylder 100 år i år, og den er ikke bare en perifer frikirke, som når et skarpt hjørne. Pinsekirken er en fødselar, som har ændret kristendommen, så kirkeforskere vurderer, at 596 millioner kristne enten er erklærede pinsevenner eller pinse-agtige, også kaldet karismatiske med tungetale og bøn for sygdom og mirakler som en del af deres kristendom.

– Vi har faktisk ikke rigtig fejret dagen eller året. Det er nok typisk os. Vi har ikke en stærk organisation, så vi har ingen hovedbestyrelse til at organisere fødselsdagen. På vores sommerstævne kiggede vi da lidt på sjove billeder fra gamle dage, men det er ikke blevet til mere, siger Tonny Jacobsen, forstander på Mariager Højskole, som er pinsevækkelsens skole i Danmark.

I offentligheden er pinsevækkelsen kendt for fokus på mirakler, tungetale og opildnende prædikener. Det foregår også alt sammen både i Danmark og resten af verden, men pinsevækkelsens virkelige styrke er ikke det spetakulære, men netop manglen på organisation, fremhæver Kurt Ettrup Larsen, ph.d. og lektor på Menighedsfakultetet i Århus.

– Pinsekirken er meget lokal. Den er præget af lægfolk, dens forkyndere taler som almindelige mennesker, de har samme uddannelsesniveau som medlemmerne, og de lever i samme kvarterer. Der er ingen afstand mellem pinsekirken og lokalbefolkningen. Den er kristendom på folks betingelser med vægt på det nære fællesskab, hvor man støtter hinanden socialt og moralsk og kommer igennem livet ved fælles hjælp, siger han.

En fjerdedel af verdens kristne er pinsevenner og karismatikere, og de fleste af dem bor i Afrika, Latinamerika og Asien. I Danmark går det anderledes trægt for Pinsekirken og dens aflægger, Apostolsk Kirke. De tæller tilsammen omkring 5500 medlemmer.

– Her og i resten af Europa har pinsekirkerne ikke ret meget indflydelse. Nogle mennesker er åbent spørgende over for os, men andre er bange for, at vi er en sekt, siger Tonny Jacobsen.

Til gengæld har mange kirker – også i Danmark – ladet sig inspirere af pinsevækkelsen. Den katolske kirke holder for eksempel helligåndsseminarer, hvor katolikker kan lære om Helligånden, fortæller Benny Blumensaat, katolsk præst i Esbjerg.

– Vi beder for folk, at de må blive døbt med Helligånden, og vi ser, at noget bliver vakt til live i dem. Nogle begynder at tale i tunger. Nogle falder om på gulvet og ligger nogle minutter og nyder en særlig følelse af fred. Nogle begynder at le. Helligånden giver os en sanselig oplevelse, som leder os til et dybere forhold til Jesus, siger Benny Blumensaat.

Han ser pinsevækkelsen og hele dens indflydelse på den katolske kirke som svaret på pave Johannes XXIII's bøn til Gud om fornyelse. Paven indkaldte i 1960'erne alle biskopper og kardinaler til et møde, hvor man besluttede sig for at afskaffe latin og indføre de lokale sprog i gudstjenesten, man ændrede ritualer, og man bad til Gud om, at kristendommen måtte blive fornyet. Pinsevækkelsen blev inspirationen for mange.

– Vi fandt ud af, at her var noget ægte. Vi oplevede en fornyet glæde, fred og engagement med inspiration i Pinsekirkens fokus på Hel- ligånden og hans nådegaver. Det hjalp mange tilbage til den katolske kirke og til et personligt forhold til Jesus, siger Benny Blumensaat.

I folkekirken så man længe med skepsis på Pinsekirkens følelsesbetonede kristendom med halleluja-udbrud og spontan tungetale, men for 40 år siden begyndte nogle alligevel at lave sig inspirere. I dag er der dannet en egnetlig karismatisk luthersk bevægelse, Dansk Oase, som samler enkeltpersoner, menigheder og foreninger fra folkekirken. På Dansk Oases sommerstævne i år var der 2800 deltagere.

– Pinsekirken har indflydelse på Dansk Oase. Den var karismatisk fra starten, og man kunne se på Pinsekirken og se, at det med Helligånden virkede, siger Anne Mie Arendt Skak Johanson, daglig leder i Dansk Oase.

Kurt Ettrup Larsen har også fulgt den pinseinspirerede karismatiske vækkelse.

– Der var protestanter i hele den vestlige verden, som fik øjnene op for, at der var noget pinsefolkene havde forstået rigtigt. Men de ville ikke give afkald på deres barnedåb og lade sig døbe som voksne, sådan som Pinsekirken kræver, så i stedet lod de sig inspirere, men blev i deres egne kirker. De tog tungetale ind, holdt helbredelsesmøder og fik en meget synlig kristendom, siger han.

Pinsekirken begyndte som en udbryder fra i en lille metodistmenighed i et fattigt kvarter i Los Angeles. Og i dag er det udbryderne, som inspirerer den oprindelige moderkirke.

– Vi befinder os i pinsens årtusinde, og Pinsekirkens måde at være kristen på har sat sine spor i alle kirker også vores, siger Jørgen Thaarup, rektor på metodisternes skandinaviske præsteuddannelse i Gøteborg.

Hvert år udkommer et engelsk missionsforskningsblad "International Bulletin of Missionary Research" med statistik fra hele verden. Ifølge det var der 526 millioner pinsevenner og karismatikere i 2000. I år var tallet nået op på 596 millioner, mens det samlede antal kristne udgør to milliarder.

– Væksten vil fortsætte. Pinsevækkelsen er kendetegnet ved en enestående missionsvirksomhed, og den er specielt god til at formidle i mundtlige kulture som de afrikanske og sydamerikanske. Man kan se, at Pinsekirken stivner i nogle hvide kirker i USA, hvor præsterne er højtuddannede som i andre protestantiske kirker, men på verdensplan er der stadig muligheder for vækst, siger Kurt Ettrup Larsen.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Den første pinsekirke

**I 1906 oplevede den lille metodistmenighed i Azuza Street i Los Angeles, at de begyndte at tale i tunger og havde en følelse af, at Helligånden var i rummet. Mange mennesker strømmede til kirken, hvor tungetalen fortsatte aften efter aften. I årene efter oplevede mennesker over alt i verden noget lignende. Det blev til Pinsekirken, som i dag er verdens hurtigst voksende kirke. Pinsevækkelsen kom til Danmark via Norge, hvor metodistpræst T.B. Barratt havde været i Azuza Street til møde. En feteret dansk skuespiller, Anna Larsen Bjørner, var til møde hos nordmanden, blev overvældet af Helligånden og forlod sin karriere for at holde møder på Trianglen i København.

Læs mere om pinsekirken på

kristendom.dk