Et besøg på toilettet på Café Batavia i Indonesiens hovedstad, Jakarta, bekræfter Indonesiens omdømme som et anderledes muslimsk land. Et land, hvor verdens største muslimske befolkning ikke lader sig påvirke af de let- påklædte og endda nøgne mænd og damer, der sirligt hænger indrammet på toilettets vægge.
Indonesien er lysår fra flere af Mellemøstens lande, hvad angår religiøs fanatisme, og sammenlignet med konservative samfund som Iran, Saudi-Arabien og Egypten fremstår Indonesien umiddelbart som et tolerant og afslappet samfund, hvor islam bevæger sig i et helt andet gear. Det er ikke noget tilfælde, at Indonesien kaldes den muslimske verdens måske bedste bud på, hvordan islam og demokrati kan gå hånd i hånd.
LÆS OGSÅ: Indonesien kan vise vej for Egypten
Ved et af bordene i caféen er Bambang Harymurti, chefredaktør for det systemkritiske ugemagasin Tempo i samtale med den danske udviklingsminister Søren Pind (V), der i sidste uge var på besøg i Indonesien sammen med sit hold af embedsmænd. Bambang Harymurti har opfundet betegnelsen "disko-muslimer" til at beskrive indonesiske muslimers forhold til islam. En mere farverig størrelse, der ligger langt fra Mellemøstens dogmatiske fortolkninger af islam.
For at slå sin pointe fast om, at indonesiske muslimer nu engang er anderledes over for de danske gæster, leger Bambang Harymurti med tanken om, at producere en muslimsk udgave af Monty Python-filmen "Et herrens liv", der i 1970'erne blev beskyldt for at være stærkt blasfemisk over for jøder og kristne.
Bambang Harymurti smiler bredt, mens hans gæster hæver alle øjenbryn i rummet og forsøger at lure, om han godt kunne finde på at producere en film, der vil udsætte islam og måske profeten Muhammed for satirisk humor, alt sammen skabt i verdens største muslimske land.
Naturligvis mener han det. For Indonesien kan – indtil videre i det mindste – rumme den slags idéer, på nøjagtig samme måde som landet rummer billeder af nøgne mænd på herretoiletter, barer, caféer, smarte kvinder i lige så smart tøj, alkohol i det offentlige rum og ikke mindst liberale idéer, nuancer og forskellighed, uden at det munder ud i krav om sædelighedspoliti og forbud.
Men der er ridser i Indonesiens liberale lak, og under den tilsyneladende tolerante overflade er ubehageligheder begyndt at titte frem her og der. I den sammenhæng er Batavia-caféen ikke repræsentativ for det indonesiske samfund, der befinder sig i et ideologisk tovtrækkeri om landets fremtidige sjæl. En kamp mellem tolerance og intolerance. Mellem modernitet og radikalisme. Og mellem dem, der ønsker at Indonesien skal være et demokrati, og dem, der lufter idéer om noget andet.
I løbet af de seneste tre år er muslimske overgreb mod to mindretalsgrupper steget drastisk. Ifølge Setara Instituttet for Demokrati og Fred er der tale om en bølge af angreb mod kristne og medlemmerne af den muslimske sekt Ahmadiyya, der betragtes med skepsis, fordi den ikke anerkender profeten Muhammed som den sidste af alle profeter. Tilsammen udgør de to grupper mindre end 12 procent af den samlede befolkning.
I 2005 blev 12 overgreb mod kristne registreret. I 2010 steg antallet af overgreb til 75 mod kristne og 50 mod Ahmadiyya-medlemmer. Og meget tyder på, at udviklingen fortsætter i 2011.
Der synes ikke at være nogen entydig forklaring på, hvorfor kristne og Ahmadiyya-medlemmer pludselig gøres til syndebukke i et land, der i årevis har haft et afslappet forhold til religion. Den mest ligefremme forklaring står Robin Bush for. Hun er ansat i The Asia Foundation og har skrevet en bog om Indonesiens største muslimske organisation, Nahdlatul Ulama, NU.
"Indoneserne har i årevis levet i en påtvunget harmoni. Religion var aldrig en del af debatten under de autoritære præsidenter," siger hun.
Det har ifølge Robin Bush ændret sig, siden den demokratiske proces begyndte i 1998. Efter hendes opfattelse er de mange års undertrykkelse af diskussion om religion forbi, og nu er emnet til fuld debat i det offentlige rum. Det får alle aktører på banen. Både demokraterne og de tolerante, men desværre også de mere radikale, der har travlt, men svært ved at finde et ståsted i den dynamiske debat. Og det går i øjeblikket ud over kristne og medlemmer af Ahmadiyya-sekten.
På et klimaanlægskøligt kontor i det centrale Jakarta tager Sidney Jones, terrorekspert og Indonesien-kender fra International Crisis Group, mod Kristeligt Dagblad for at give sit bud på, hvorfor overgrebene tager til netop nu.
Sidney Jones vakler ikke et sekund, mens hun tegner et overordnet billede, der viser, at flere af de mest yderligt-gående islamistiske grupper i løbet af de seneste år på grund af regeringens pres forsøger at krybe under myndighedernes radar ved at danne alliancer med nogle af de mindre ekstreme organisationer, samtidig med at de lægger den al-Qaeda-inspirerede terror på hylden.
Sagen er ifølge Sidney Jones, at disse grupper nu skifter den rendyrkede jihad ud med noget, der er bredere konsensus omkring i det indonesiske samfund. Nemlig muslimsk konsensus mod ikke-muslimer, hvor gråzonen mellem puritanske muslimer og de rendyrkede terrorister fortsætter med at vokse.
"Intolerancen er på den måde ved at være Indonesiens allerstørste trussel," siger Sidney Jones.
Og intolerancen kan vise sig at blive meget vanskelig at slippe af med. Især når der er konsensus omkring den opfattelse, at Ahmadiyya-sekten er et dybt problematisk fænomen.
"Du er nødt til at forstå, at mange muslimer i Indonesien virkelig har svært ved at acceptere Ahmadiyya-sekten," siger Sandra Hamid, der arbejder for The Asia Foundation.
Som nævnt anerkender Ahmadiyya-sekten ikke islams profet Muhammed som den sidste af alle profeter, men kalder sig stadig for muslimer.
"Den anskuelse opfattes ikke kun som en afvigelse fra islam, men også som et direkte angreb på islam," siger Sandra Hamid i et forsøg på at give en forklaring på, hvorfor intolerance pludselig er begyndt at blive et varemærke for verdens mest befolkningsrige muslimske land, der ellers har en lang og rig tradition for tolerance.