Ingen roser uden torne

Det er disse to begreber – integration og assimilation – værket revolverer omkring. I følge MT (Morten Thing) repræsenterede MT (Mosaisk Troessamfund) i østjødernes øjne i første række det danske samfund: ”Selvom MT var en jødisk institution, så var den set med immigranternes øjne allermest dansk.”

Der var altså et pres til assimilation, hvilket inden for indvandringssociologien i almindelighed indebærer opgivelse af kulturel identitet. Integration indebærer derimod ikke en sådan opgivelse. Assimilation udmønter sig som oftest konkret i en opgivelse af den særlige klædedragt og det oprindelige sprog, evt. i form af en overgang til tosprogethed, hvor det nye sprog bliver dominerende. Den udmønter sig desuden i en overgang fra endogami til eksogami – man gifter sig ’udenfor’ – og i det lange løb i en opgivelse af religionen, eller i det mindste en privatisering af den. Herunder hørte en opgivelse af de rigide madforskrifter.

Bogen viser en indvandringshistorie, der gradvis bevæger sig hen imod assimilation, kulminerende efter Anden Verdenskrig og Holocaust. Det er en historie, hvor østjøderne metaforisk set kæmper fra hus til hus for deres kultur. Bogen fremdrager minutiøst forsøgene på at bevare den religiøse og kulturelle identitet ved hjælp af skoler, ungdomsorganisationer, politiske grupperinger, jiddische aviser, boghandlere og biblioteker, teaterforetagender, håndværkerforeninger og lignende. Mange af aktivisterne bag bliver fremdraget, og der er et omfattende indeks bag i bogen, som desværre ikke er uden fejl.

Det danske samfunds reaktioner over for det jødiske element inddrages, og i den sammenhæng skal figuren Georg Brandes bære kolossalt meget. Det virker, som om forfatteren har vanskeligt ved at fastholde grænsen mellem antibrandesianisme og antisemitisme, selvom den er væsentlig.

Antisemitismen hos danske forfattere i det moderne gennembrud og i den mere populære danske offentlighed (de satiriske tegninger!) bliver afvejet på en guldvægt, men tilbage står, at Danmark må have været et rent slaraffenland i forhold til steder, østjøderne kom fra. Den gode historie kulminerer i den vellykkede jødeaktion i 1943, som her blot markeres som det formelle slutpunkt for historien: ”For de russiske jøder betød redningen i 1943 en cementering af de positive følelser, de havde over for det ikke-jødiske Danmark. For dem havde Danmark været et tolerant samfund i forhold til det, de kom fra, og redningen ’ligestillede’ de russiske jøder med de danske jøder og jøderne med danskerne på en helt uventet måde”.

Det er værd at markere. Men som citatet fortsætter: ”Perioden efter 1945 kunne man kalde ’assimilationens epoke”. Og dermed er det så alligevel så godt som slut med en særlig jødisk identitet her hos os. En succes ikke uden smerte, altså, selv om den assimilerede jødes positive bidrag til vestlig kultur har været betragteligt.

Det skal nævnes, at forfatteren helt undlader at drage paralleller til aktuelle problemer med senere indvandrergruppers integrations- og/eller assimilationsproblemer. Klogelig, kan man sige, om end de skjulte kommentarer ligger lige under overfladen. Som læser har man rige muligheder for at anstille sammenlignende betragtninger.

Grundig dokumentation, nærende læsning.

Morten Thing: De russiske jøder i København 1882-1943. 656 sider. 399 kroner. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk