Sekter griber om sig i medierne

EN NY TENDENS har ramt det danske mediebillede. Fra den troværdige Danmarks Radio til det tabloide Ekstra Bladet er sekter igen blevet modestof. De seneste par dage har særligt Ruth Evensens Faderhus og en østjysk afdeling af Apostolsk Kirke stået for skud. Men inden for kort tid har vi også fået historierne om Scientologys forretningsimperium, om flerkoneri i en mormonsekt fra Texas, om Jehovas Vidners overivrige mission og om en russisk dommedagssekt, hvis forventninger om verdens undergang viste sig at være rene fejltagelser.

Fælles for alle historierne er, at mediernes tilgang er entydigt negativ. Sekt er et avanceret skældsord, som her bruges om dem eller det, man ikke kan lide. Der er mestendels tale om små religiøse grupper med holdninger, som ligger langt fra menigmands. Som oftest drejer det sig også om ret nye grupper, der har skilt sig ud fra større og ældre trossamfund, og som i dag eksklusivt ser sig selv som ”de få udvalgte”.

Medier risikerer ikke ret meget ved at skrive kritisk om disse grupper. Oftest er de for få, for små eller for langt væk til at kunne tage seriøst til genmæle.

For nogle af de ”rigtige” sekter er det da også ligefrem en del af deres verdensbillede, at onde mennesker omkring dem nødvendigvis vil være imod dem. De skal så blot holde tålmodigt ud – så vil de få en rigelig og retfærdig belønning til sidst.

Det er dog ikke alle religiøse grupper, der udstyres med etiketten ”sekt”, som rent faktisk er det. Betegnelsen sekt er nemlig ikke bare et skældsord; det er også en fagbetegnelse, som blandt andre religionssociologer høres i, når de går til eksamen. Her skelnes i fine skematiske oversigter mellem ord som kirke, denomination, sekt og kult. Hvor kirke så på den ene side er det mest almindelige, mens kult på den anden side er det mest sjældne. Og hvor kirkerne oftest har flertallet i ryggen, mens sekter og kulte emmer af mindretal.