Du skal ikke bilde dig noget ind

Her er en mand, der på vej ned ad en lang gang til Dansk Folkepartis mødeværelse med cola light og glas i begge hænder som en anden glad gadedreng sparker døren til sit kontor op, så man selv kan se, hvor lille det er. Som skaffer askebæger til det røgfri lokale til sin gæst, for "rygere er som de spedalske i gamle dage. De er udstødte". Selv har han netop slukket en cerut. Som ikke bliver irriteret, men slår en hjertelig latter op, når der spørges dumt. Og som i sit nærvær og tilsyneladende interesse frister Deres udsendte til at begå interviewerens dødssynd nummer et: at snakke om sig selv. Så tilbage til emnet.

Er der plads til næstekærlighed i politik?

– Nej. Næstekærlighed er aldeles uforeneligt med politik. Politik er et spørgsmål om magt. Folk går ind i politik, fordi de har et bestemt ønske. Af taktiske grunde stiller nogle politikere sig op som gode og selvretfærdige. Men det er det, kristendommen er et opgør med: Bild dig ikke noget ind. Du er en synder, ikke Vorherre for din næste.

– De, der dyrker tonen i debatten, er de ondskabsfuldeste modstandere. Det har jeg gennem hele mit liv kunnet erfare. Der er intet så ondskabsfuldt som dem, der prædiker godhed og næstekærlighed. De elsker at svine deres modstandere til. Og der er ingen så selvretfærdige som dem, der hævder, at de er gode. De stempler andre som onde, så de selv kan fremstå som gode.

Er der heller ikke plads til næstekærlighed på Christiansborg?

– Som den enkelte politiker forbundet til den enkelte og det, som han eller hun møder, er der selvfølgelig, siger Søren Krarup.

Og så er den 68-årige pastor emeritus efter 40 år som sognepræst i Seem i Vestjylland og med tilhørsforhold til Tidehvervsbevægelsen i gang med sin udlægning af næstekærlighedsbudet som det lyder i Lukasevangeliet, kapitel 10, vers 27:

– Det, der ligger i ordet om at elske sin næste som sig selv, er en radikal fordring til den enkelte. Det skulle rettelig hedde, at du skal elske din næste i stedet for dig selv. Dette er det afgørende i kristendommens forkyndelse, der stiller mig under en etisk afgørelse. Men der siges intet om, hvordan eller hvad, der skal gøres. Det er vores eget ansvar, hvordan fordringen skal opfyldes.

– Du er altid det enkelte menneske, som forkyndelsen henvender sig til. Det er en personlig fordring. Næsten betyder jo egentlig den nærmeste. Kristendommen siger, at du er stillet under ansvar for det menneske, du er nærmest. Derfor forkyndes fordringen som et radikalt krav. Du er stillet over for et AT, men ikke et HVAD. Det er ikke en opskrift eller et program, men en fordring til den enkelte.

– Forholdet er, at almindelig kristelig børnelærdom er blevet forfalsket af humanismen, der vil udlede politiske programmer af den. Det, at kristendom er blevet til et hvad og hvordan, har gjort, at kristelig forkyndelse er blevet fremmed i folkekirken. Den tror ud fra almindelig moraliserende humanisme, at næstekærlighed er en måde at leve på. Det, at du skal elske næsten, bliver forvansket til, hvordan du skal elske næsten. Så ender man i kristendomsforfalskning.

Hvorfor er det så slemt?

– Fordi man forfalsker tingene. I stedet for at være stillet til ansvar for næsten, bliver budet brugt forfængeligt af godhedsindustrien. Det er farisæerne, der har holdt deres indtog. Hvis man i stedet bekender sig til, at du skal elske din næste, er du fastholdt i en opgave. Som K. Olesen Larsen (tidehvervsk teolog og forfatter red.) sagde det: Gud er, at der er ansvar. Dermed bliver den kristelige radikalitet understreget. Det er ikke et humanistisk program, men Guds fordring. Det er dit ansvar, og der findes intet objektivt svar. Kristendommen er ikke et program. Og det er det, der er den store forargelse hos dem, der laver store programmer for, hvordan vi praktiserer den store godhed.

Hvorfor er det så svært at forstå?

– Hahaha! Vi vil ikke forstå det, for det stiller os i en ubehagelig afgørelse: Du er en arm og elendig synder, der ikke har noget at prale af. Modsætningen er de gode gerninger, hvor man er så god, så god. Det er en lektie, man tit hører her på Christiansborg.

I journalist Olav Hergels bestsellerroman "Flygtningen" optræder du som præsten Vilhelm Agger, der stilles på en afgørende prøve, da en flygtning på flugt fra politiet banker på hans dør. Når nogen banker på din dør er det næsten, og evangeliet sætter grænser for politik

– Jeg har læst den, hahaha! Det, der er Hergels fidus, er, at han ud fra fordringen til den enkelte kommer med et politisk kulturradikalt humanitært program. Det er en lovlig smart roman, der forfalsker det, han har hørt mig sige. Men det kunne jo være, at præsten i stedet for at smugle flygtningen til Sverige havde gjort noget andet. Det smarte er, at fordringen til den enkelte kun udledes på en bestemt måde.

Hvad ville du have gjort? Ringet efter politiet?

– Nu står jeg ikke i situationen. Det uvederhæftige i romanen er springet fra fordringen til næsten til et udlændingepolitisk program.

Hvordan praktiserer du selv den fordring?

– Det vil jeg ikke begynde at indvie andre i. Det kommer næsten og mig og ikke andre ved. Næsten er altid en og altid den ene, der er nærmest. Dermed sagt, at etisk ansvarlighed er et troskabsforhold til den, man er sat sammen med. Der er intet så forløjet som de politikere, der vil ofre sig for menneskeheden, men ofrer menneskene. Det kaldte jeg forresten en bog, jeg skrev i 1969. Den er et opgør med humanismen, som den er blevet forkyndt af Thomas Münzer, der anførte bondeoprøret 1524-25 og ville skabe et paradis på jord med Bibelen som ideologisk grundlag, af den franske filosof Rousseau, af Karl Marx og af Freud. Grunden til, at jeg sidder her på Christiansborg, er nødvendigheden af opgøret med godhed og den typiske indvandrerpolitik, hvor man ofrer sin nabo til fordel for menneskeheden.

Skal vi så heller ikke hjælpe mennesker på den anden side af Jorden, som er ofre for en naturkatastrofe?

– Næsten er altid den, ikke dem. Jo, hjælpsomhed er en slags naturlov, som ligger i, at man sikrer sig i håb om selv at få hjælp i en lignende situation. Det har intet med kristendommens tale om kærlighed til næsten at gøre.

Som søn af Vilhelm Krarup, der var tidehvervsk præst, er du vokset op med Tidehverv, hvis tidsskrift du har været redaktør af siden 1984. Tidehverv har fejret 80-års- fødselsdag i sommer, hvad er bevægelsens opgave i dag?

– Det er at fastholde evangelisk-luthersk kristendom i en kirke og en samtid, der stort set har glemt og fortrængt det. Det er at forkynde evangeliet og fastholde mennesket i dets ansvarlighed.

– Det er også at arbejde med, hvad et menneskeliv er set under evangeliets lys. Det bliver man aldrig færdig med. Det er en fordring, der lyder hver dag, og hver dag er ny, og det må besvares. Tidehverv er et kritisk opgør med kristendomsforfalskningen. Det var også Kierkegaards og Grundtvigs opgør. Det ligger i sagens natur, at man må vende sig mod, hvad der har fundet en løsning, et program, og fastholde radikaliteten, at du altid er stillet i hver dags afgørelse og ansvar. Det er så enkelt, så enkelt. Det er kun fordi, man vil have fine opskrifter, at det bliver så svært at forstå. Kierkegaard er blevet gjort så indviklet. Men han sagde blot: Tro på Gud og elsk næsten, og du skal ikke bilde dig noget ind. At vorde konkret, kalder han det.

– Det er altid dagens situation, der stiller Tidehvervs problemstilling. På sommermødet i år var emnerne blandt andet blasfemi på baggrund af muslimernes tale om religiøs krænkelse. Og det var islam som en trussel mod kristenheden. Vi har måttet leve med den islamiske erobringslyst i 1400 år, så truslen er så gammel som islam selv, og dog ved man i dag så lidt om, hvad det er, der foregår.

– Vi, der er kristne, siger, at Gud er Jesu Kristi far. Det er derfor en fuldstændig forfalskning, når nogen i dag siger, at vi alle tror på den samme Gud. Muslimer, der reducerer Jesus til en femterangsprofet, de tror ikke på Gud, siger vi, der er kristne. De tror på en afgud.

Du har været sognepræst i det samme sogn hele dit liv og var afholdt af din menighed. Hvordan er det at være emeritus?

– Jeg har efterladt en del af mit hjerte i Seem og i Ribe, hvor jeg var kapellan ved Domkirken. Det er drøjt at rive sine rødder op. Jeg savner min menighed og sognet, som jeg kendte godt og blev en del af. Nu bor jeg midt i København, hvor mit arbejde er, og hvor både min kone og jeg kommer fra. Men 40 år i Vestjylland har sat sit præg. Jeg kan godt savne det at lave en prædiken. Det er en sund anledning til at få sat tingene på plads.

Hvor længe bliver du siddende i Folketinget?

– Jeg er ikke så ung, som jeg har været og kan godt overveje, hvor længe jeg skal blive. Hvad synes du?

Hvad taler imod?

– For det første vil jeg kun blive, hvis jeg kan gøre gavn, ellers giver det ingen mening. Noget af det belastende er, at det afholder mig fra at lave nogle ting. Der er et par bøger, jeg gerne vil have skrevet, men jeg drukner i papir og møder herinde. Jeg vil gerne skrive en bog om Tidehverv, fordi jeg synes, at der siges så frygtelig meget vås om, hvad Tidehverv er. Jeg kunne have lyst til at sætte tingene lidt på plads.

– Jeg vil også gerne skrive en bog om begrebet myndighed, som mest af alt mangler i tidens selvforståelse. Folk, der tør tage et ansvar i opdragelsen af børn for eksempel. Det er helt afgørende i et menneskeliv, at der er en, der tør tage ansvar. I dag vil alle have ret til alt. Du har ret, når en lov giver dig det, men at have rettigheder ud i det blå er rent nonsens. Rethaveriskhed er tegn på ussel menneskelighed. Det skaber umodenhed og barnagtighed og ender i skrig og skrål.

Hvor har du mødt personlig modgang i dit liv?

– Jeg vil ikke sidde her og kramme ud med mit privatliv. Men jeg har da oplevet ballade, modstand og forfølgelse i det, jeg har sagt og skrevet offentligt. Dér har jeg været en forargelig person, der fra begyndelsen har været hængt ud. Jeg har haft den skæbne at være blevet gjort til hadefigur. Det skal jeg ikke jamre over. Det er vilkårene i et land, hvor kulturradikalismen har været så udbredt.

Hvad kan gøre dig glad?

– Hahaha! Jeg er lykkelig for min kone, mine fire børn, svigerbørn og 12 børnebørn - kvikke, søde unger, det er ikke dårligt. Jeg er på mange måder privilegeret. Jeg er meget lykkelig for det, jeg har oplevet og lever i. Og glad for, at der trods alt stadigvæk er noget, der hedder Danmark.

Maler du ikke Fanden på væggen?

– Det sagde man i 1980'erne. Jeg tror, at de fleste vil indrømme, at jeg har haft ret.

Jeg var lidt bange for at møde dig?

– Det undrer mig ikke, hvis du var fyldt med gru og rædsel. Jeg er blevet svinet til siden 1957, da kritikeren Harald Nielsen døde. Han havde blandt andet haft et opgør med Georg Brandes og kulturradikalismen, der gjorde ham til en ugleset og forfulgt skæbne i dansk ånds- og kulturliv. Jeg var soldat og skrev til Information mod de nedrakkende nekrologer. Det førte til en skinger ballade. Det var begyndelsen. Det er 50 år siden. Gudfader bevares!

remar@kristeligt-dagblad.dk

FaktaSøren Krarup

**Født i 1937 i Grenå, vokset op i København. Student Christianshavns Gymnasium 1957. cand. theol. 1965. Sognepræst i Seem og residerende kapellan ved Ribe Domkirke 1965-2005. Medlem af Folketinget for Dansks Folkeparti fra 2001. Medlem af bestyrelsen for Danmarks Radio 1999-2001. Medudgiver af Tidsskriftet Tidehverv fra 1965, redaktør fra 1984. Har et stort kulturkritisk, teologisk og politisk forfatterskab bag sig. Gift med Anette Elisabeth Krarup og bor i det indre København. Parret har fire voksne børn og 12 børnebørn.

FaktaNæstekærlighed

**Næstekærlighed er her, der og alle vegne. Hvad vil det i et moderne samfund sige at elske sin Gud og sin næste som sig selv? Liv og Sjæl har bedt fire markante danskere om at give deres bud på næstekærlighed. Udover interviewet med Søren Krarup fra Dansk Folkeparti bringer vi i den kommende tid interview med juraprofessor Eva Smith, chefredaktør Henrik Qvortrup og læge Inge Genefke, der har viet sit liv til kampen mod tortur.