Den katolske kirke udøver i disse år en stilfærdig selvkritik, når det drejer sig om dens engagement i de forudgående årtiers dialog mellem religionerne.

Johannes Paul II blev kendt for sine mange gestus over for ikke-kristne religioner. Han var den første pave, der besøgte en synagoge (i 1986), den første til at besøge en moské (i 2001), og han mødtes ikke færre end otte gange med Dalai Lama. Da 120 repræsentanter for stort set alle kendte religioner – fra heksedoktorer til ærkebiskopper – mødtes i Assisi i 1986 til bøn for freden, var det også på hans initiativ.

Under Benedikt XVI er det lidt anderledes. Man søger fra katolsk side stadig efter størst mulig samhørighed med ikke-kristne – for eksempel med udgangspunkt i den fællesmenneskelige etik i De Ti Bud. Men man ønsker også at gå videre end det symbolske og de store armbevægelser. Der skal mere substans på bordet, og katolikker skal ikke være bange for at forkynde evangeliet i mødet med andre troende, lyder budskabet.

Da paven i april besøgte New York og mødtes med repræsentanter for andre religioner, lagde han ud med at sige, at ”det er Jesus, som vi tager med til dialogen mellem religionerne.”

Og han noterede sig, at man tidligere ”måske veg tilbage fra ansvaret for at drøfte vore indbyrdes forskelle på en stilfærdig, men klar måde.”

Men hvordan skal det gøres, når man nu tidligere har opnået væsentlige resultater inden for den religiøse afspænding ved blot at kunne være i stue sammen og tale pænt til hinanden? Hvordan lægger man kursen om for en kirke med over en milliard mennesker, der lever og tror under meget varierende forhold? Vigtigst af alt: Hvordan sikrer man, at kontakten mellem religionerne virkelig bliver til en fælles søgen efter sandheden og ikke bare afspejler de politiske og sociale bekymringer, vi har lige nu?

Det begynder som så ofte før i Vatikanet. I begyndelsen af juni holdt Det pavelige Råd for Interreligiøs Dialog sit første plenarmøde, siden den franske kardinal Jean-Louis Tauran trådte til som formand. Han havde mange nye eksperter med sig, der sammen med de øvrige medlemmer skulle søge at omsætte pavens tanker til konkrete instrukser til biskopperne, præsterne og de troende.