Hun går sig fra krykkerne

– For mig var det afgørende at holde forbindelsen. Ellers var det, ligesom om at jeg nok aldrig ville få det godt igen, forklarer hun. Det ville være det samme som at opgive. Jeg tror, at noget af det vigtigste her i livet er at sætte sig nogle mål, man kan arbejde hen imod.

Hanne Andersen satte sig målet at gå sig fra krykkerne. Et mål, der syntes totalt urealistisk, da hun midt i 1990’erne fik sin diagnose, og den uddannede plejehjemsassistent blev indstillet til førtidspension.

– Jeg havde tidligere været med på Hærvejsmarch, og det ville jeg igen. Da jeg så småt begyndte at træne, var det noget med at krykke sig frem fra lygtepæl til lygtepæl. Det gik langsomt, men så bliver man glad for de små sejre. Jeg kan huske, hvilken jubel jeg følte i mig, da jeg for første gang – på to krykker – gik de 300 meter ned til købmanden.

Krykkerne var også med, da hun, efter ni års pause, atter deltog i Hærvejsmarchen.

– Hvor andre fik vabler på fødderne, fik jeg det i hænderne, men det var jo en personlig sejr uden lige bare det at kunne gennemføre. Jeg havde trænet op til det i lang, lang tid.

Når hun i dag går sine ture, er sygdommen en trofast ledsager.

– Det gør ondt hver gang, jeg tager et skridt, men til gengæld får jeg så meget andet, og hvis jeg ikke gik mine daglige ture, ville min krop få det 10 gange værre. Så ville jeg være stiv som et bræt.

Bag det aktive liv, Hanne Andersen forsøger at leve på trods af sin sygdom, ligger samtidig erkendelsen af, at tingene skal gøres nu, mens de lader sig gøre.

– Det er det positive ved at være syg, at man er henvist til at leve mere i nuet. Der er så mange, som udskyder alt det sjove, de skal, til de engang skal pensioneres. Når man er syg, ved man ikke, om man bliver gammel.

Da hendes mand for nogle år siden foreslog, at de skulle på pilgrimsvandring til Santiago de Compostela, var hendes reaktion, at han kunne tage af sted alene. Hanne Andersen var ude af stand til at forestille sig, at hendes fysik kunne holde til sådan en tur. I alt 800 kilometer med rygsæk og oppakning.

– Men Knud ville ikke gå alene, så o.k., så måtte vi jo prøve, og det blev en kolossal oplevelse!

Parret valgte at dele turen op i to afdelinger. De første 400 kilometer gik de i maj 2006, og de sidste 400 kilometer nu i år. Egentlig skulle de have gået anden afdeling sidste år, men da var Hanne Andersens sygdom så meget i udbrud, at det ikke kunne lade sig gøre. Men i 2006, og på den sidste etape nu i år, klarede fysikken udfordringen: en gennemsnitlig distance på 27 kilometer om dagen ad den gamle pilgrimsvej.

– Jeg så det i starten mest som en fysisk udfordring. Det religiøse betød ikke så meget, men der skete noget med os, da vi gik på caminoen. Jeg har altid haft en tro på, at der er mere mellem himmel og jord, end vi kan forklare, og det har også været med til at hjælpe mig igennem de svære perioder i min sygdom, at der nok alligevel var et eller andet. Men jeg havde aldrig tidligere haft ro til at fordybe mig i det religiøse. Det fik jeg her. Jeg fandt en ro ved mig selv, som jeg ikke kendte. Jeg fik renset sindet. Man går sig fri fra små bekymringer og forstyrrende tanker, og for mig også til en større accept af min sygdom og det liv, der nu følger med den. Tingene blev sat i et andet perspektiv.

Hanne og Knud Andersen er langtfra færdige med caminoen. De håber at komme af sted igen, ad andre ruter. Alle mennesker burde få lov til at gå den tur, mener Hanne Andersen.

På vandringen besøgte de kirker og deltog i de katolske messer.

– Caminoen er noget helt specielt og har fået en helt særlig betydning for mig. Jeg er vendt hjem som et mere religiøst menneske, og det har egentlig overrasket mig lidt.

steens@kristeligt-dagblad.dk