Menneskets afskaffelse er rykket nærmere

På den anden side kan det samtidig gøres gældende, at der her er tale om, at grænsen mellem dyr og mennesker er blevet nedbrudt, og at selv den tidligste embryonale celledeling er nyt liv. Set i det lys er det uhyre problematisk, at der i et laboratorium frembringes en hybrid mellem dyr og mennesker. Blandt andet fra en kristen synsvinkel kan det gøres gældende, at der er en forskel mellem mennesker og dyr, og at denne forskel bør fastholdes og beskyttes. Mennesket er et væsen med en særlig værdighed og et særligt ansvar som skabt i Guds billede.

DISSE SPØRGSMÅL LEDER derfor også i retning af det store spørgsmål, om der med denne forskning er taget endnu et lille skridt i retning af menneskets afskaffelse. Det er et spørgsmål, der ikke blot vedrører denne konkrete forskning, men i høj grad også har relevans for en række andre områder.

Det er et radikalt spørgsmål. Og der kan næppe være tvivl om, at nogle vil affeje det, før der overhovedet er blevet taget stilling til det. Men det er også et afgørende spørgsmål, som det ud fra en kristelig betragtning er helt afgørende at forholde sig til.

Allerede i midten af 1940'erne udgav den engelske Oxford-professor C. S. Lewis en bog med titlen "The Abolition of Man" (menneskets afskaffelse). Lewis er velkendt fra filmen "Shadowlands" og bogserien om fantasiverdenen "Narnia". Men han er også forfatter til en række bøger om kristelige emner, og blandt disse er denne bog med mere fokus på etikken. Her reflekterer Lewis over, at der med videnskabens fremskridt er en fare for en afskaffelse af mennesket. Som begrundelse nævner han tre forhold:

1) Den generelle opløsning af moralen. Denne indebærer en opgivelse af tanken om en fælles moral og en henvisning af moralen til kulturelt bestemte konventioner og subjektive følelser. For Lewis er det afgørende at fastholde sammenhængen mellem fornuft og følelser og den klassiske tanke om en fælles moral. Lewis kalder selv denne for "Tao". Han formulerer det på denne måde: "Det er læren om de objektive værdier, troen på at visse holdninger i sig selv er rigtige og andre forkerte i forhold til det, som universet er, og det, vi selv er."

2) Det er derfor nødvendigt med en genopdagelse af denne fælles moral. Lewis pointerer, at dette ikke er en særlig kristen moral. Det er en moral, der er fælles for alle kulturer. Uden en fastholdelse af denne fælles moral mister vi grundlaget for enhver værdidom. Hvis den forkastes, forkaster vi samtidig alle værdier. For Lewis er det derfor helt afgørende, at den praktiske fornufts selvfølgeligheder fastholdes som havende absolut værdi.

3) Endelig rejser Lewis en diskussion af naturvidenskaben i lyset af den subjektivistiske forståelse af moralen. Lewis knytter til ved naturvidenskabens overordnede bestræbelse for at besejre naturen, som har været dominerende siden Francis Bacon i slutningen af det sekstende århundrede.

Denne besejring af naturen udstrækkes også til en besejring af mennesket. Mennesket underlægges den videnskabelige vision og gøres til en naturgenstand, der ikke i sig rummer nogle absolutte grænser for, hvor langt man kan gå. I denne naturliggørelse af mennesket ofres samtidig det, man har besejret. Mennesket afskaffer sig selv i og med dets overvindelse.

I al sin absurditet er mennesket både den, der vinder og den, der ofres. Det er over for denne konsekvens, at Lewis fastholder nødvendigheden af "Tao". "Enten er vi fornuftig ånd, som er forpligtet på at adlyde Taos absolutte værdier, eller også er vi ren og skær natur, som kan æltes og skæres til i nye former til fornøjelse for det herrefolk, som ifølge hypotesen ikke har andre motiver end deres egne "naturlige" impulser."

På det tidspunkt, da Lewis skriver sin lille bog, kunne han ikke forudsige nutidens videnskabelige og etiske udfordringer. Men alligevel har han et anliggende, der i tankevækkende grad er relevant for de spørgsmål, som vi i dag kan rejse til en række videnskabelige muligheder.

Når Lewis taler om "menneskets afskaffelse" gør han det ud fra en forholdsvis abstrakt og generel tilgang til moralens og videnskabens grundlæggende karakter. Når vi i dag diskuterer dette begreb, er det ganske konkrete problemstillinger, som vi må forholde os til.

Inden for de senere år er blandt andet diskussionen om det "posthumane" og "transhumane" blevet central. Når nogle filosoffer i disse år (blandt andre Nick Bostrom ) åbent og vedholdende argumenterer for, at vi skal arbejde frem mod et posthumant mål og ideal, er det samtidig et argument for, at vi skal bevæge os ud over det, som vi er blevet vant til at forstå som det kendetegnende for mennesket. Vi skal med andre ord – efter deres opfattelse – afskaffe mennesket, som vi kender det i dag.

DET ETISKE RÅD har i efteråret 2007 rejst en debat om nogle af disse spørgsmål på hjemmesiden www.homoartefakt.dk

Her kan man finde film, artikler og andet, der diskuterer dette væsentlige spørgsmål. En diskussion med flere fælles træk gør sig gældende i tilknytning til den såkaldte kimæreforskning, hvor det diskuteres, om der er etiske problemer ved forskning, som omhandler organismer, der deler celler med andre organismer. Nogle af disse spørgsmål blev diskuteret i Det Etiske Råds redegørelse "Mand eller mus?" fra 2007.

Det seneste eksempel på en debat, hvor disse spørgsmål atter trænger sig på, er diskussionen om de hybride embryoner. I tilknytning til denne diskussion kan Lewis siges at have en god pointe i, at det er vigtigt at fastholde en fælles moral.

I en tid præget af fragmentering og opsplitning af fælles etiske værdier er det ud fra såvel et samfundsmæssigt som et konkret etisk perspektiv vigtigt at fastholde det, som vi er fælles om. Det er vigtigt at fastholde, at der med selve det at være menneske er givet nogle absolutte værdier, der danner grundlag for alle øvrige værdier.

Derfor er det også vigtigt at værne om det, der kendetegner mennesket og være yderst varsom med det, der bevæger sig i retning af en afskaffelse af mennesket. Der består en afgørende etisk fordring i at give videnskaben plads og muligheder for at udvikle sig optimalt og hele tiden udvide grænserne af vores indsigt. Men samtidig er det vigtigt, at vi i denne erkendelse ikke sætter mennesket over styr. Hvis vi i bestræbelserne på at gavne mennesket dybest set afskaffer mennesket, er vi gået for vidt og endt i en absurd selvmodsigelse.

Ulrik B. Nissen er lektor i etik og leder af Center for Bioetik og Nanoetik ved Aarhus Universitet