Så alle de gamle, der ikke har sparet op til deres alderdom, forventer at næste slægtled afgiver egen optjent velstand gennem beskatning for at finansiere de gamles overforbrug. Pagten mellem generationerne er brudt og den gælder begge veje. Det er igen superegoisterne fra 1960erne der viser deres sande jeg. De er heldigvis snart er overstået kapitel.

Jo, vist er der somme tider tale om superegoistiske 68ere, der kun tænker på sig selv og egne behov.
Men der er tale om så meget mere. Danmark er i allerhøjeste grad et familiefjendsk samfund, der gør os alle sammen til fritsvævende kloder uden fast sted.
Det forekommer som om, ingen har tænkt på, om vi ønsker et singlesamfund eller familiefællesskaber.
Skatte - og sociale love har svært ved at bestemme sig, og børnene tilhører staten.

Hvordan skal man forvente, at bedstemor skal stille op og passe børn, når goggerne strejker?
Hun bor sandsynligvis langt væk, og der er stor sandsynlighed for, hun selv har ansvar for endnu ældre familiemedlemmer foruden sit eget hjem.
Enten er hun syg eller har fuldtidsarbejde. Er hun over 65, er hun vel ved at være for gammel til at have småbørn i huset, skønt hun gerne vil.
Hvad gør i øvrigt hendes børn til gengæld?
Reparerer de taget og slår plænen?
Hjælper de økonomisk i nødstilfælde?
Eller passer hende, når hun er syg?
Husker de unge at inddrage hende i det glædelige også?

Er forældres fornemste opgave ikke at sætte børnene så godt som muligt i vej og slippe dem løs?
Derud over bør vi overlade dem et ordentligt samfund og en ikke for skadet natur.
Jeg under dem også gerne en god familie, der holder sammen i tykt og tyndt.
Men rede penge som arv.Har vore børn virkelig krav på det?

Det gør ondt at fornemme den tomhed indlæget udstråler. At føde børn, uden at kunne fornemme nensomhed og ansvar for dem og deres børn. Hvor er hjertet og livshistorien. mange familier er ganske rigtigt fremmede over for nærhed og ansvar, men håbet om, at vi igen ønsker at ændre denne fejlretning i menneskets historie lever forhåbentlig. Der kan jo skabes rum til selvudvikling og selvindsigt, netop gennem fældesskaber/familier.

Hånlighed over for de mennesker som pædagoger og andre som deltager i mine børns opdragelse forstår jeg slet ikke. De børn som skal financer og yde arbejdsindsats i vores aldredom og under sygdom, skulle bedsteforældre og samfund ikke ønske/føle ansvar over at præge. Opdrages, dannelse er smukt og om vi ikke ønsker dette, forsvinder en stor glæde og stolthed

Man kan købe sig til at få slået græsplænen, så der bliver tid på golfbanen eller til fester, ja til hvad end vores så elskede frihed fordre. Men konsekvenserne.... Mennesker har et meget større potintale for kærlighed, men har vi viljen og håbet.

Min mand og jeg tilhører 68´er-generationens børn, så vi er nu midt i at stifte familie med alle de byrder og glæder, det medfører. Vi har valgt at få mange børn - 4 styk indtil videre, men vi er åbne overfor en stor familie. Vi har ingen hjælp fra familien overhovedet. Bedsteforældrene har vi delvist valgt fra - delvist har de droppet os.
Da vi har fået de fleste af børnene mens vi måtte klare os for en sølle SU og studierne trak ud p.g.a. alt arbejdet med børnene, som vi selv har passet det meste af tiden, så har vi en stram økonomi.
En gang har vi fået tilsendt en stor chek fra den biologiske bedstefar. Den rev vi i stykker. Dels er der et alkoholproblem i familien, som vi ikke vil acceptere, og dels så foregik alt på de ældres præmisser, da vi stadig sås. Vi følte os som et forbrugsgode på lige fod med god rødvin, rejser og hvad de ældre nu ellers fornøjer sig med - idet de har den gode økonomi til at nyde livet. Også vores børn skulle være til "fornøjelse". Om de græd når de blev taget op - blev der ikke taget hensyn til. De var simpelthen en belastning. Hele tiden deres behov i centrum. Hvor havde vi det dårligt når de havde været på besøg. Vi følte os som aktører i de aldrende 68´eres underholdnings-selvrealiseringsprogram.
Så ja - mange bedsteforældre er nogle ekstreme egoister. Da de var unge brød de med alle normer, det gav ustabilitet og utryghed i børnenes opvækst al den eksperimenteren med seksualitet, rødvin til hverdag og halvsnalrede voksne og så var arbejdet jo altid i centrum - ikke børnene. Kun 3 mdrs. barsel tog min svigermor. I dag vil hun ikke være bedstemor - hun blev fornærmet over, at jeg var blevet gravid. Hun følte, at hun så blev "gammel", og det ville hun absolut ikke være. Hun drikker alt for meget men alle i familien har stor berøringsangst - så det er igen os - de voksne børn, der må tage jobbet med at prøve at stoppe "rødvinsfesten", som man måske godt kunne kalde mange 68´eres liv.
Vi orker ikke deres barnlighed og umodenhed og at alt altid skal handle om dem og deres behov.
Vi har valgt vores egen familie - og vi vil give vores børn den stabilitet i opvæksten, som mange i vores generation ikke fik, vores børn skal ikke tilbringe det meste af deres opvækst i insttitutioner fordi vi kun kan finde ud af at realistere os gennem vores arbejde. Vi synes både som mand og kvinde, mor og far, at der ligger et kæmpe realiseringsprojekt i familien. Vi forlanger fleksibilitet i vores arbejdsliv, så vi selv kan være hovedaktører i vores små børns liv - men bedsteforældrene - de drikker rødvin, rejser verden rundt og vi orker dem ikke - for hver gang vi er sammen med dem overskrider de både vores og børnenes grænser gang på gang, fordi de er så vant til at blive forkælede og alt har drejet sig om dem og deres behov hele deres liv. Da deres børn var små skulle de ud og realisere sig ude på arbejdsmarkedet osv.
Vi har svært ved at respektere den generation af rødvinsdrikkende egoister. De er en kæmpe belastning for det er som at være sammen med kæmpebabyer.
Vi har valgt at vi ikke vil sådan et liv hvor karriere og materialisme og forbrug og selvrealisering altid kommer før familielivet og børnenes behov. Vi vil sætte vore børns behov først og det kan være hårdt og kræve nogle kampe og økonomiske afsavn - men vi gider ikke det overfladiske liv.
Vi har også et stort ønske om at hjælpe vores børn når de bliver voksne - måske ikke så meget med penge men ved altid at være villige til at finde tiden til dem og deres børn og ved altid at være villige til at tale med dem, lytte og løse konflikterne i stedet for kun hele tiden at tænke på sig selv som vi oplever 68´erne - stadig - gør som ældre.
Vi synes det er lidt synd for dem - for de har aldrig forstået hvilken rigdom der følger med at leve livet efter nogle gode værdier - at sætte sine børn højere end sig selv - at se hvordan børnene trives og blomstrer - og vide at tiden mens de er små er kort og vores tid skal nok komme -
Vi ved dog, at vi altid skal arbejde hårdt - for vi vil også være der med vores arbejdskraft og tid - når vores børn får børn - for vi realiserer os via vores familie og nære relationer. Vi realiserer os også på arbejdsmarkedet, men vores arbejdsgivere kan ikke få os til hvad som helst - vi kræver respekt for at vi kan få tid og rum til vore nære relationer. Vi vil ikke ende som de egoistiske (bedste)forældre....

Som nævnt er der hos nogle ganske rigtigt tale om ren og skær egoisme og uformåenhed.
Hos mange bedsteforældre er der simpelthen tale om, at de ikke får lov, ikke har kræfter eller føler sig udnyttede.
Der findes da heldigvis endnu familier med et godt og stærkt sammenhold, men jeg tror desværre, de er på retur.
Der skal mere til at bevare slægten som enhed end blot ønske og fordømmelse af den, der konstaterer tingenes tilstand.
For at rette op må vi kende årsagen til miseren.
At sige gogger var nærmest en dum vits, et kælenavn. I virkeligheden finder jeg det at opdrage børn godt yderst vigtigt.
I øjeblikket er jeg nok en smule pirrelig, fordi det er en udbredt opfattelse i pædagogiske kredse at betegne forældre og øvrig familie samt deres kærlighed som et barns værste fjender.
Det er naturligvis en måde at sikre sin egen betydning og beskæftigelse på. Men det er helt ødelæggende for den, man hævder at beskytte.
Sagen er den, at børnefamilier modtager masse af støtte fra bedsteforældregenerationen, men betingelserne skal jo også være til stede.
Hvad kan man forvente, hvis man kun husker sine aldrende forældre, når man ønsker hjælp selv?
Vi har altid stået til rådighed for andre. Først for vore forældre og siden for børn og børnebørn. Vi har også den glæde, at de nu voksne børnebørn kommer med vore oldebørn i den udstrækning, det er muligt.
Men vi ser også sorgen hos alle de bedsteforældre, der brutalt fratages deres elskede børnebørn på grund af skilsmisse, anbringelse eller nyt parforhold, evt. fordi de selv bliver syge eller fattige folkepensionister.
Hvad skal de stille op med de tomme gavmilde hænder?
Et problem med komplekse årsager løses ikke ved at overfalde en gruppe.
I bund og grund er der tale om et samfundsproblem, fordi vi åbenbart ønsker en gammelkommunistisk stat med planløsninger og let styrbare, svage enkeltindivider.
Derfor sættes generationerne og kønnene op mod hinanden.
Vi har formel ligestilling.
Kan nogen sige mig, hvorfor det kun er bedstemødre, der nævnes?

vil egentlig bare komme med en komunistisk grund tanke. Man skal yde efter evne og nyde efter behov.
De gamle og udslidte er jo helt uden for denne debat, der menes velfungerende voksne, hvis overskud måske, med gevindst for dem selv, kunne deles ud af i stedet for pengegaver. Nåå nej da det også er den "gruppe" som har en solid økonomi, ligger der jo mulighed for begge dele.

Gennem strejkens forløb, har jeg dagligt mødt bedsteforælder, hånd i hånd med børnebørn. tænk sig dette er jo nærmest ikke set i 30år.

Ja og hvad skal det så gøre godt for. forhåbentligt giver det lykke, sammenhold ja måske endda lykke

jeg er simpelthen nødt til at skrive "kære rose" det lader til at det ikke kun er mig, som er opvokset sammen med denne "rødvinsgenneration" du beskriver.

Tillykke med jeres liv. Respekten og forståelsen har i tilfulde fra mig.

min egen families selvrealitionsliv/selvfornøjelsesliv har givet mig afsky.. hmmm nok lidt hårdt sagt.

Gad vide, hvor mange af disse 68ére (som også var til gavn, ja og tak for det slæb i tog med kønneskamp, således vi ikke idag har så meget efterslæb der) ja gad vide om de kan se deres børn i øjnene og sige jeg vidste ikke bedere.

Mange fortsætter med festerne, fest i alle andledninger, ja holda op man skal fejre sig selv. om vi så skal blive fede og alkoholiserede af det, skal fadølsankeret tømmes og 4 omgang rundt om buffeten gås.

Hus sommerhus, biler, ferier, oplevelser i så store mængder, så de ikke kan huske dem alligevel.
penge kunne købe barnepiger og legetøj, men ikke lære Deres børn at blive lykkelige. aldrig har så mange ondt i sjælen. Tænker over om det hænger sammen med fortravlede forælder og bedsteforælder. Den største gave er kærlighed og den kan kun gives hvis man selv har lært det, men bedere sent end aldrig. Det sidste jeg siger til mine sønner inden de sover er " jeg elsker dig"

Rose, det du giver dine børn bliver til selvværd og kærlighed, jeres børn forsvinder ikke når i selv bliver ældre. i vil altid være en enhed af mennesker som er i familie. deres selvværd bliver til stolthed. Du vil huske at lave mad, mens dine børn er nybagte forælder.

tror du og jeg og mange andre retter op på en dårlig sidegevindst velstandboomet bragte.

tænk sig at bevidst vælge deltid frem for sommerhus eller bil nummer to. bruge tiden på familien. bage en kage og gå fordi den nabo, man ved sidder alene... nå nu er jeg vist på vej over i drømmen om et uegoistisk samfund, hvor unge ikke behover gå rundt i gaderne for at have et finde nogen at knytte sig til.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at når danske ældre føler mindst ansvar for familien, så er det jo fordi, de har levet hele deres voksenliv på den måde. De har levet hele deres liv med sig selv i centrum og det gør de naturligvis også som ældre. De forstår ikke, at vise empati og se hvad er børnenes behov og hvad er børnebørnenes ægte behov. I deres ønske om kontakt er det hele tiden egen behovstilfredsstillelse som børn og børnebørn bliver mødt med. Mange bedsteforældre er ikke en støtte eller en ressource men nogle der kommer med krav og overskrider grænser for hele tiden at få egne behov tilfredsstillet.
Det samfund de har givet videre til næste generation er jo også et samfund, hvor forældre forventes at efterlade deres børn til professionelle mens de selv arbejder i børnenes vågne timer og kun henter dem til aftensmad og godnatsang.
Jeg synes godt nok ikke, det er en særlig flot arv at give videre.
Men som sagt så håber jeg sådan, at vores generation får taget sig selv i nakken og får skabt nogle prioriteringer, hvor der er meget mere plads til børn og relationer.
Ikke sådan at vi skal opgive vores uddannelser og jobs, men sådan at vi forventer, at institutionspasning udgør en mindre del af vore børns opvækst, at vi som mor og far deles om at passe og kræver fleksibilitet fra vore arbejdsgivere -
Så vi hele tiden prioriterer det vigtigste - uden at blive ekstreme og opgive uddannelser, job og god økonomi.
Men fejlen ved den ældre generation og feminismen var jo, at den nedvurderede familielivet og forældrenes store og nødvendige rolle i børnenes liv.
Det er hårdt og tungt, at skulle agere i sådan et samfund og det bliver for meget, når de der har afleveret sådan et destruktivt system prøver at modarbejde forbedringer i en slags forfængelighed.
Jeg håber sådan, at jeg når jeg bliver ældre kan stå ved mine fejl og advare mine børn mod at begå de fejl i stedet for stædigt at ville videreføre et samfund, der prioriterer helt forkert. Jeg tror på, at man kan få det hele liv - uden at behøve at opgive alt. Men 68´ernes fejl var jo, at de fik kørt familieliv og børneliv totalt ud på et sidespor, så de selv kunne få tid til deres egne projekter. Men hvem har sagt, at børn skal tilbringe næsten alle vågne timer i institution? Det er 68´ernes arv. Jeg vil til enhver tid håbe, at jeg vil respektere mit famlieliv lige så højt som mit arbejdsliv eller gerne højere. 68´erne dansede om arbejdslivet som om det var en afgud -en guldkalv og nu går mange af dem tidligt på pension, for de er trætte af alt det arbedje. Dårlig prioritering! Men vil I indrømme det?

Kære Maryann.
Din tanke om at yde efter evne og nyde efter behov kan jeg sagtens tilslutte mig. Det er socialismens og vel også kristendommens tankegang.
Jeg taler om GAMMELKOMMUNISME eller FASCISME, der for mig er 2 alen af samme stykke.
Alle mennesker tilhører staten og alle er lige, nogle mere lige end andre.

Kære Rose.
HURRA.
Jeg kan kun rose dig og din mand for den beslutning, I har taget. Flæbende bedsteforældre, der kun tænker på sig selv, er ikke værd at holde på.Forældre skal naturligvis være ansvarlige på den måde, at de træffer de valg, der er bedst for dem og deres børn.
Det kedelige er, at det stadig er nogle af dem, der sidder på magten og bestemmer, at børn skal tilbringe det bedste af deres liv i larmende og stressende institutioner, mens forældrene knokler livet af sig på arbejdsmarkedet eller fortvivler af savn efter deres små.

Jeg følte bare trang til at tage til orde, fordi verden er mere mangfoldig end som så.
De 68ere, man med god grund kritiserer, udgør et (magtfuldt) mindretal i efterkrigsgenerationen.
Alle vore venner er begyndt tidligt på arbejdsmarkedet( 7 - 14 år). Foruden at sørge for vore forældre måtte vi arbejde hårdt for at få en uddannelse og forsørge vore egne børn. Der fandtes ikke SU, boligstøtte (for slet ikke at tale om boliger nok) Det var svært at få børnene passet, mens vi var tvunget til at arbejde for at overleve.
Kort sagt har både jeg og min mand slidt hårdt lige fra børn.
Vort forbrug kan stadig være på et lille sted, så vi klarer os økonomisk og får endda lidt fra til andre.
Ferie kender vi ikke til, og det er svært at erindre en rigtig fridag. Vort hjem er bygget op fra ruin fortrinsvis af genbrugsmaterialer.
Klage? Nej, sådan skal det ikke forstås. Vi har det godt og har selv valgt vor livsform. Og vi glæder os, når det går børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn (eller andre for den sags skyld) godt. Ingen i vor vennekreds siger nej, hvis de på nogen måde kan hjælpe.
Vi er bare stærkt bekymrede for vore børnebørns velfærd og det samfund, de skal overtage.
Derfor glæder det, at I har taget sagen i egen hånd og prioriteret børnene, fællesskabet og kærligheden.

Men at bedste - og oldeforældre skal tage ansvar FOR familien, der står jeg af.
Vi har jo ingen virkelig indflydelse længere og skal heller ikke bestemme over 30 - 50 årige afkom.
Taler man derimod om ansvar I familien, stiller sagen sig helt anderledes. For at opnå en velfungerende familie må netop enhver opføre sig ordentlig og- lige netop yde efter evne og nyde efter behov og mulighed.
At have overskud at give af er for mig at se den allerstørste glæde. Bare kedeligt, hvis ingen kan/må modtage det, man har at give.