Der er født af på fødegangen ved Regionshospitalet Viborg. Født af. Det er det udtryk, personalet bruger, når der ikke er flere fødende kvinder tilbage på afdelingen. Når den sidste kvinde er forløst, og fødestuerne enten står tomme eller danner rammen om nybagte familier, der ser hinanden an for første gang, så er der født af. Og det er altså sådan, det står til lidt over klokken et om eftermiddagen, da Kristeligt Dagblad ankommer for at tilbringe et døgn blandt jordemødre, fødselslæger, sosu-assistenter og så selvfølgelig hovedpersonerne selv – de fødende kvinder.

Der er bare ikke en eneste hovedperson på afdelingen. Ikke en. Sådan bliver det dog ikke ved med at være.

Dagholdet har ellers haft travlt. Fire børn er kommet til verden i løbet af de timer, holdet har haft ansvaret for at hjælpe Viborg og omegns fødende kvinder gennem veerne. Alt er gået, som det skal. Børnene er sunde og velskabte og mødrene trætte, men vel over smerterne. Og sådan er det oftest.

Historierne om flerdøgnsfødsler og vanskabte børn er måske dem, man hører flest af, men de hører til sjældenhederne. Det faktum er jordemødrene i Viborg hurtige til at slå fast. De er ikke interesserede i flere dramatiske fødselsberetninger. Ikke fordi de aldrig finder sted. For det gør de. Men fordi de ganske unødigt kan være med til at bekymre og skræmme kvinderne. Og her på gangen er det de fødende og deres tryghed, det handler om. Ikke folks hang til drama.

Der er da heller ikke skyggen af dramatik på fødestue 8, hvor Dorthe og Lars Jeppesen for en kort tid er indlogeret med deres kun få timer gamle søn. Han er parrets tredje dreng, de to ældste på seks og ni er på vej til hospitalet sammen med deres bedsteforældre. Dorthe har prøvet det før, og det kan ses. Den blonde kvinde synes ikke spor medtaget, men ser smuk og afslappet ud, som hun sidder der i sengen med sin dreng i armene og sin mand ved sin side. Det er dog ikke ensbetydende med en rutinemæssig præstation. Øjnene er stadig blanke. De to nyder tiden alene med deres nye dreng i fulde drag, inden to storebrødre dukker op i døråbningen. Drengene viser med al tydelighed, at den stilhed – grænsende til det ærbødige – der ofte lægger sig over folk, når de træder ind på en barselsstue, åbenbart må være et medfødt træk. Den gælder i hvert fald også for børn. De to drenge – der ellers godt kunne ligne nogle, der normalt er mere end almindelig gang i – nærmer sig hospitalssengen med stor forsigtighed, inden de hviskende hilser på deres lillebror for første gang.