Freja Bech-Jessen |
20. juni 2008
Selv når der er stille på fødegangen i Viborg, er der spænding i luften. Ingen ved, hvad det næste opkald vil bringe, eller hvornår den næste kvinde med veer dukker op i modtagelsen. Temposkiftet og de uforudsigelige opgaver er et grundvilkår ved arbejdet på en fødegang. Hvis man ikke trives med det, skal man finde noget andet at lave. Det er der ingen på fødegangen i Viborg, der har planer om at gøre
Der er født af på fødegangen ved Regionshospitalet Viborg. Født af. Det er det udtryk, personalet bruger, når der ikke er flere fødende kvinder tilbage på afdelingen. Når den sidste kvinde er forløst, og fødestuerne enten står tomme eller danner rammen om nybagte familier, der ser hinanden an for første gang, så er der født af. Og det er altså sådan, det står til lidt over klokken et om eftermiddagen, da Kristeligt Dagblad ankommer for at tilbringe et døgn blandt jordemødre, fødselslæger, sosu-assistenter og så selvfølgelig hovedpersonerne selv – de fødende kvinder.
Der er bare ikke en eneste hovedperson på afdelingen. Ikke en. Sådan bliver det dog ikke ved med at være.
Dagholdet har ellers haft travlt. Fire børn er kommet til verden i løbet af de timer, holdet har haft ansvaret for at hjælpe Viborg og omegns fødende kvinder gennem veerne. Alt er gået, som det skal. Børnene er sunde og velskabte og mødrene trætte, men vel over smerterne. Og sådan er det oftest.
Historierne om flerdøgnsfødsler og vanskabte børn er måske dem, man hører flest af, men de hører til sjældenhederne. Det faktum er jordemødrene i Viborg hurtige til at slå fast. De er ikke interesserede i flere dramatiske fødselsberetninger. Ikke fordi de aldrig finder sted. For det gør de. Men fordi de ganske unødigt kan være med til at bekymre og skræmme kvinderne. Og her på gangen er det de fødende og deres tryghed, det handler om. Ikke folks hang til drama.
Der er da heller ikke skyggen af dramatik på fødestue 8, hvor Dorthe og Lars Jeppesen for en kort tid er indlogeret med deres kun få timer gamle søn. Han er parrets tredje dreng, de to ældste på seks og ni er på vej til hospitalet sammen med deres bedsteforældre. Dorthe har prøvet det før, og det kan ses. Den blonde kvinde synes ikke spor medtaget, men ser smuk og afslappet ud, som hun sidder der i sengen med sin dreng i armene og sin mand ved sin side. Det er dog ikke ensbetydende med en rutinemæssig præstation. Øjnene er stadig blanke. De to nyder tiden alene med deres nye dreng i fulde drag, inden to storebrødre dukker op i døråbningen. Drengene viser med al tydelighed, at den stilhed – grænsende til det ærbødige – der ofte lægger sig over folk, når de træder ind på en barselsstue, åbenbart må være et medfødt træk. Den gælder i hvert fald også for børn. De to drenge – der ellers godt kunne ligne nogle, der normalt er mere end almindelig gang i – nærmer sig hospitalssengen med stor forsigtighed, inden de hviskende hilser på deres lillebror for første gang.
Og mens familien – der nu tæller fem – ser hinanden an og gør klar til at vende hjem, rykker personalet sammen på vagtstuen. Dagholdet skal afløses, og aftenholdet skal opdateres. To førstegangsfødende har ringet ind, den ene med veer, den anden med vandafgang. De forventes begge at melde deres ankomst i løbet af et par timer. Kvindernes navne og data noteres på gule sedler, der bliver hængt op på den tavle, hvor afdelingens fødende registreres. Her skriver personalet, hvornår kvinden har termin, hendes blodtype, særlige forhold, og hvordan fødslen skrider frem. Kvinderne bliver først skrevet op på tavlen i det øjeblik, de bliver indlagt. Indtil da figurerer de kun som gule sedler, og derfor er tavlen endnu gabende tom.
Chefjordemoder Karen Marie Nielsen overværer vagtskiftet fra sidelinjen, inden hun suser videre til næste møde. Størstedelen af hendes tid går i dag med administrativt arbejde. Og selvom hun står i spidsen for Danmarks bedste fødeafdeling – Viborg fik titlen i 2006 – kan hun godt savne tiden, hvor hun i bogstaveligste forstand havde fingrene i jordemoderarbejdet. Det er ikke – som man ellers kunne tro – selve fødselsmiraklet, chefjordemoderen savner mest, men derimod den særlige og uudgrundelige stemning, der opstår mellem mand og kvinde, når de bliver forældre. Uanset om det er første, anden eller tredje gang. Men næste møde venter, og Karen Marie Nielsen skal videre. Det skal aftenholdet også. Blandt dem, der netop er mødt, er jordemoder Morten Jørgensen. Han er en af i alt tre mandlige jordemødre i landet og dermed i sagens natur en temmelig sjælden repræsentant for sit fag. Morten Jørgensen er imidlertid træt af sin særstatus og træt af at skulle redegøre for, hvorfor han som mand har valgt et fag, der i den grad tegnes af kvinder, og dermed sætter sig selv i en position, hvor de fødende – for slet ikke at tale om deres mænd – typisk løfter øjenbrynene, hver gang, han træder ind på en fødestue. Han har ikke lyst til at udbrede sig mere emnet, men stiller hellere end gerne op, når det gælder spørgsmål til hans fag.
Klokken 17.20 ankommer kvinden, der tidligere har ringet ind og fortalt, at hun har veer. Line Valbjørn skal føde for anden gang. Hendes og manden Thomas' første søn, Sebastian på tre et halvt år, venter derhjemme. Hele dagen har han tjekket sine arme, fødder og hænder for at se, om de er vokset til storebrorstørrelse. Han er meget spændt. Det er Line Valbjørn også, og hun har ondt. Derfor bliver hun ked af, at jordemoderen efter en kort undersøgelse kan konstatere, at hun på trods af veerne endnu ikke har åbnet sig og må hjem igen. Den lille familie – ikke mindst Sebastian – må væbne sig med ny tålmodighed.
Morten Jørgensen og resten af aftenholdet, der består af endnu en jordemoder og to sosu-assistenter – alle kvinder – spiser middag i personaleværelset med den imponerende panoramaudsigt over Søndersø og en stadig mørkere aftenhimmel. De afbrydes et par gange af kvinder, som ringer ind, men ellers er der tid til at se fodbold og tid til at diskutere, hvorvidt den tidligere landsholdsspiller, Flemming Povlsen, der i dag er på skærmen som kommentator, stadig er lige så lækker, som dengang han selv spillede.
Den eneste fødsel, der finder sted, foregår i fjernsynet, hvor figuren Ross i et gammelt afsnit af tv-serien "Venner" er ved at blive far for første gang. Men så sker der noget. Endnu en ung kvinde ringer ind med veer. Der er ikke mere end få minutter i mellem, så hun bliver bedt om at komme med det samme. Samtidig ringer Line ind og fortæller, at hendes veer nu er så stærke, at hun gerne vil tilses igen. Hun ankommer 20 minutter senere. Denne gang med voldsomme smerter. Thomas er nødt til at køre hende ind på afdelingen i en kørestol. Lines kinder blusser, og hun har svært ved at tale. Efter en kort undersøgelse bliver hun indlagt på fødestue 6. Det første navn registreres på tavlen. Morten Jørgensen noterer, at Line er fire centimeter åben. En kvinde er officielt i aktiv fødsel – som jordemødrene kalder det – når hun er tre eller flere centimeter åben. Processen på fødestue 6 er i fuld gang. Et barn er på vej.
Selv om aftenholdet ikke lader sig mærke med noget, er der sket et markant temposkift på fødegangen i Viborg. De er fortsat rolige og afslappede, men deres bevægelser er alligevel anderledes. De er blevet skarpere og mere effektive. Sosu-assistent Helle Reinholdt Mogensen noterer flere navne på tavlen. Tre kvinder er indlagt nu. Hun finder deres journaler, tjekker terminer og blodtyper samtidig med, at hun sørger for, at fødestuerne er klar, og at alle har det, de skal bruge. Hun sidder ikke ned længere. Men bevæger sig hurtigt ind og ud af lokalerne. Og det er sådan, Helle Reinholdt Mogensen kan lide det. Hun trives med temposkiftet og de uforudsigelige opgaver. Hvis ikke man gør det, hører man ikke til på en fødegang.
Da natholdet møder ind ved midnat, er der født endnu to børn. Blandt andet en lillesøster til Sebastian. Tavlen er igen tom, og tempoet på afdelingen falder. Der er tid til at snakke og spise hjemmebagte boller friske fra jordemoder Kirsten Haulrik Bechs ovn. Det er den berømte stilhed før stormen, der hersker på den mørklagte fødegang.
Lena Riis og hendes mand Michael ankommer omkring klokken 01. Kvinden med det røde krøllede hår skal føde sit tredje barn. Hun har lukkede øjne og må flere gange krumme sig sammen i smerte. Hun svarer kun kort på de spørgsmål, jordemoder Kirsten Haulrik Bech stiller og bliver med det samme vist ind på en fødestue.
– Hun har rigtig gode veer. Hun kommer til at føde meget snart, siger jordemoderen.
Det er svært at sætte fingeren på, hvad der er forandret. Kirsten Haulrik Bech virker hverken hektisk eller fortravlet. Hun er faktisk helt cool. Alligevel er der sket noget med hende. Hvis ikke hun havde taget imod flere hundrede børn, ville man tro, at hun glædede sig.
På fødestuen har Michael Riis taget plads ved sin kones hovedgærde. Lene Riis' øjne er fortsat hermetisk lukkede. Hun lader til at have vendt sig fuldstændig ind i sig selv og virker upåvirket af, hvad der foregår omkring hende. Kun Kirsten Haulrik Bechs stemme synes at trænge igennem. Lena Riis svarer på sin jordemoders spørgsmål med et nik eller en kort rysten på hovedet og følger blindt hendes dessiner og anvisninger. For hver gang der kommer en ve, bliver hendes klager højere og det tunge åndedræt voldsommere. Kirsten Haulrik Bech synes, barnet er lidt for stille inde i maven, og vil tage fostervandet for at sikre sig, at det har det godt.
– Når jeg tager vandet, skal du være forberedt på, at det kan komme til at gå hurtigt, at du kan mærke presseveer med det samme, siger hun til Lena Riis, der nikker kort med sit lukkede ansigt.
Og det går som Kirsten Haulrik Bech har forudsagt. Kort efter, at hun med et hæklenålslignende instrument har prikket hul på fosterhinden, og vandet er gået, melder presseveerne sig. De klagende råb fra den fødende kvinde ændrer karakter til dæmpede brøl, der kommer dybt nede fra halsen.
Og med rolig og myndig vejledning fra Kirsten Haulrik Bech begynder Lena Riis at presse. Hun griber fat i hovedgærdet og stemmer fødderne mod bøjlerne. Hendes lægge og underarme dirrer af anstrengelse. Øjnene er knebet hårdt sammen.
Det går stærkt. Kun få presseveer skal der til, før Lena og Michaels datter bliver født. Hun kommer til verden med et højt levedygtigt skrig. Sekundet efter åbner Lena Riis sine øjne for første gang, siden hun ankom til fødegangen. Den før fuldstændigt indadvendte kvinde forvandler sig til et veritabelt sludrechatol. Hun fortæller om turen ind til hospitalet – på en grusvej, hvor Michael kørte alt, alt for hurtigt. Om at hun netop har været til eksamen i København. At hun læser farmakologi. Og hvor dejligt det er, at hendes lille nye datter har så meget mørkt hår. Smerten er væk, og Lena Riis er ikke til at stoppe. Hun taler, smiler og kigger skiftevis kærligt på sin nyfødte datter og sin mand Michael, der stadig ikke rigtigt er kommet til sig selv, men bare sidder tavs og rørt på sin plads ved hovedgærdet. Kirsten Haulrik Bech beder ham se efter, hvilket køn barnet har, men Michael kigger bare forundret på den lille nøgne pige uden at sige en lyd. Lige nu er han ganske enkelt ikke i stand til at skelne mellem et mandligt og et kvindeligt kønsorgan. Kirsten Haulrik Bech må hjælpe.
– Det er en lille pige, siger hun.
Pigen er født lidt i 2 om natten, kun 48 minutter efter, at hendes mor og far ankom til hospitalet. Kirsten Haulrik Bech fik ret. Lena Riis kom til at føde hurtigt.
Og Lena Riis har åbnet ballet. I løbet af de næste nattetimer melder den ene fødende kvinde sig efter den anden. Natholdet er nødt til at kalde alle bagvagterne ind. Der er brug for en fuld arbejdsstyrke for at klare presset. Tempoet på fødegangen er højt helt frem til de tidlige morgentimer, hvor et nyt hold tager over – også assisteret af indkaldte bagvagter. Telefonerne bliver ved med at ringe. Førstegangsfødende og flergangsfødende melder sig med veer og vandafgang, og en enkelt tvillingegravid ankommer til undersøgelse, netop som operationsstuen bliver gjort klar til dagens første kejsersnit. De fleste undersøgelses- og fødestuer er nu optaget, og et enkelt blik på den travle tavle levner igen tvivl om, at der vil gå en rum tid, før personalet igen kan melde, at der er født af på Regionshospitalet i Viborg.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dkKlik på billedet for at se billedserie.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad