I DISSE DAGE bliver det irske nej til Lissabon-traktaten udlagt af europæiske toppolitikere og af næsten alle medier som et sølle lille nej, der står helt alene. Men det er helt forkert.

For efter det irske nej har tre EU-landes befolkninger sagt nej til den samme traktat, Frankrig, Holland og Irland.

Lissabon-traktaten er jo Forfatningstraktaten i et andet design, men med det samme indhold. EU-toppen har ganske vist forsøgt at bilde de europæiske befolkninger ind, at Lissabon-traktaten ikke har samme indhold som Forfatningstraktaten. Men det bedrag lykkedes ikke i Irland, hvor mange nok gennemskuede det og stemte et overbevisende nej i torsdags.

Sandheden er derfor, at nu har hele tre landes befolkninger sagt nej til samme traktat. Ikke bare ét land og ét nej, men tre lande og tre nej’er!

DET BETYDER efter EU’s egne regler, at traktaten ikke bare er død; den er blevet grundigt jordet under hele tre nej’er! Den kan hverken graves op igen eller genoplives.

Derfor må al snakken fra EU-toppen om at køre videre med at gennemføre Lissabon-traktaten og strikke en nødløsning sammen til Irland efter det irske nej holde op. Det ville klæde kommissionsformand Barroso, at han fortalte de andre EU-landes statschefer det.

EU er ikke bare i en ”krise” efter de tre nej’er. I virkeligheden kan EU ikke gå videre ud ad det spor, der blev lagt med Forfatningstraktaten/Lissabon-traktaten.

DET UNDERSTREGES af, at i fire lande, hvor befolkningerne ikke har fået lov at stemme om traktaten, er der retssager i gang mod regeringerne. Det er der i Tyskland, England, Tjekkiet og her i Danmark.