Hvad alle er klar over er at røverhistorien om Johannes Døberen og Jesus-figuren i romersk-katoltk kalenderteologi tager sit ophav i nødvendigheden af at overtage vinter- og sommersolhverv.


Man flytter på et tidspunkt efter synoden år 325 e.Kr. Jesus-figurens fødselsdag til den 25. december. Herefter opfinder man af fri fantasi en røverhistorie om at Jesus-figuren delte året med Johannes Døberen. Sidstnævnte var også kendt som ”den hellige Hans”. For at få matematikken til at passe med Vinter- og Sommersolhverv forklarede man, at Jesus var født 6 dage før 1. januar, dvs. 25. december, og derfor måtte Johannes være født 6 dage før 1. juli. Efter lidt hovedregning finder man ud af at Sankt Hans dag herefter er den 24. juni, og at man derfor fejrer Sankt Hans aften den 23. juni om aftenen. Man havde hermed gennemført en perfekt omskrivning af historien.

Oprindelsen til røverhistorien om at Jesus og Johannes Døberen delte året skyldes at Jesus og Johannes var dybe politiske modstandere. Johannes blev henrettet af Kong Herodes søn, Antipas, som Jesus støttede. Jesus blev beskyldt for at have været involveret i snigmordet på Johannes Døberen. Ingen aner hvornår Johannes blev født (bortset fra KDs journalister naturligvis).


Se Barbara Thiering : Jesus The Man (1992, s. 42, 390-1)



Vi kalder tiden for "Sumarsólstaða" og dagen for "Liða", og det er dagen hvor ætlingen ofres og sommeren komme. Den årlige genfødsel finder herefter sted efter Vintersolhverv, den 1. juledag (24. december).


Hvor figurafbildningerne på ”det korte” guldhorn fra 400 tallet e.Kr. er den bedste visuelle afbildning af et blót ved Sommersolhverv, er det oldengelske digt ”Drømmen om roden” fra år 650-750 e.Kr. den bedste nedskrevne beskrivelse af ceremonien.


Lad bavnebålet brænde.