Historisk set
Historisk set
Læs om oprettelsen af avisen om livets store spørgsmål
1893-1896
I 1893 druknede 49 fiskere ud for den jyske vestkyst. Begravelsesprædikenen af Pastor Moe blev efterfølgende angrebet voldsomt i både Berlingske Tidende, Politiken og Dagens Nyheder. Aviserne hævdede, at han havde udlagt drukneulykken som Guds straf over de ”ugudelige” fiskere.
Pastor Moe og de indre missionske kredse omkring ham følte sig misforstået og fejlagtigt gengivet af københavnerpressen. Behovet for en sober kristelig avis var klarere end nogensinde før, hvilket blev begyndelsen på Kristeligt Dagblad, der kom på gaden første gang d. 1. oktober 1896. Og skal man tro den begravelsestale, der i dag foreligger på skrift fra Pastor Moes hånd, var det sandt: Pressen overdrev.
De tre grundlæggere var C.B. Kjær, udgiveren og pengemanden bag avisen, N.Th. Jerne, avisens første ansvarshavende redaktør og Harald Jensen, den anden af avisens redaktører. Sidstnævnte var ikke glad for navnet, Kristeligt Dagblad. Kunne man det i Søren Kierkegaards hjemland?
I et klima og en tid med et glødende had til Indre Mission traf bevægelsens stærke leder, Wilhelm Beck, beslutningen: ”Hold fanen højt, det skal hedde Kristeligt Dagblad.”1896-1936
På grund af et underskud på 28.000kr det første år måtte Indre Mission fra oktober 1897 overtage bladet i form af et aktieselskab. I 39 år bevaredes den nære forbindelse til en Indre Mission, der perioden igennem blev mere og mere svækket. I 1936 var man igen i økonomiske vanskeligheder, og Indre Mission hverken ville eller kunne føre avisen videre.
1911 var et historisk år for Kristeligt Dagblads forhold til ytringsfriheden. Chefredaktør H. I. F. C. Matthiesen blev dømt og fængslet for at have udbredt ærekrænkende ytringer mod et medlem af Kongehuset. ”Er der sket en tilsidesættelse af loven og et brud på retten, så lad de skyldige få deres straf, hvor højt på strå de end mulig er,” skrev redaktøren, der insisterede på at afsone sin straf trods adskillige opfordringer til at søge benådning.
I 1917 erhvervede Kristeligt Dagblad sit eget bladhus i Frederiksborggade lige ved Nørreport i København.1936-1945
Efter bruddet med Indre Mission blev Kristeligt Dagblad et uafhængigt dagblad, der opprioriterede det almene nyhedsstof. I overenstemmelse hermed ændrede redaktør Gunnar Helweg-Larsen kurs til fordel for den friere og bredere journalistik.
Det er denne form for journalistik, som avisen siden har udviklet, og har som sit kendemærke idag.
Under krigen blev Helweg-Larsens daglige spalte, ”Døgnet”, fulgt med stor opmærksomhed fra både dansk og tysk side. Han beskrev her ”Borebillen”, en metafor for besættelsesmagten, som langsomt men sikkert fortærede og udhulede alt hvad den kom i nærheden af.
Helweg Larsen markerede i det hele taget et vendepunkt og en journalistisk kulmination for avisen, der i kølvandet på hans redaktørtid – i 1948 - nåede et rekordstort oplag på 23.200 eksemplarer.1945-1974
Her fortsattes den i 1960 påbegyndte linie med opdyrkelse af nye emner - som ulandsstoffet – samtidig med at stilen blev livligere uden at Kristeligt Dagblad af den grund gik på kompromis med sin udpræget sobre nyhedsdækning.
Trods generøs læserstøtte og lex Kristeligt Dagblad blev det for krævende økonomisk at drive eget trykkeri. Så avisen solgte trykkeriet og senere bygningen i Frederikborggade for at flytte til Fanøgade til et lejemål i ”mere formålstjenlige lokaler.”
Et markant standpunkt var det i forhold til avisens indre missionske fortid, at Kristeligt Dagblad tog stilling for ordination af kvindelige præster i 1947. Professor N. H. Søe var bladets kirkelige lederskribent på den tid, og det var ham, der lagde linien i det spørgsmål.
En anden vigtig tendens i tiden var det voksende økumeniske samkvem på tværs af både nationale og konfessionelle grænser, som Kristeligt Dagblad valgte at dække lige fra begyndelsen. Således kunne man i avisens nye ”grundlov” fra 1974 placere sig som ”evangelisk-luthersk med økumenisk åbenhed”, da man skulle definere et ståsted for den kirkelige orientering fra ind- og udland.
At satsningen på det globale perspektiv var rigtig, vidner vores nu 14 år gamle ulandsfokus, Den tredje Verden, om, som nyder stor anerkendelse blandt læsere, der gerne vil vide mere om udviklingen i Afrika og Asien.
Samme nye vedtægter markerede også på ny og klarere måde bladets uafhængighed. Kristeligt Dagblad har altid været politisk uafhængig, men fra 1974 blev det slået fast med en ny paragraf, der siger, at ”Kristeligt Dagblad kan aldrig knyttes til noget politisk parti eller nogen kirkelig organisation”.
1974-1994
Her fortsattes den i 1960 påbegyndte linie med opdyrkelse af nye emner - som ulandsstoffet – samtidig med at stilen blev livligere uden at Kristeligt Dagblad af den grund gik på kompromis med sin udpræget sobre nyhedsdækning.
Trods generøs læserstøtte og lex Kristeligt Dagblad blev det for krævende økonomisk at drive eget trykkeri. Så avisen solgte trykkeriet og senere bygningen i Frederikborggade for at flytte til Fanøgade til et lejemål i ”mere formålstjenlige lokaler.”1994-2001
Det foreløbigt laveste punkt i bladets historie – krisen i 1994 – formåede Kristeligt Dagblad i de følgende år at vende til en stabil fremgang. Stillet over for lukning iværksatte bestyrelsen en omfattende aktietegning, der gav et forbløffende resultat. Med 11 millioner kr ekstra i lommen og en ny chefredaktør flyttede Kristeligt Dagblad tilbage til det indre København og begyndte den langsomme, men sikre kurve opefter.
Siden avisens relancering i 1995 har oplag og læsertal været stigende år for år. Kristeligt Dagblad er blandt de få aviser, der kan notere en fremgang i denne periode, og i juni 2001 nåede avisen et hidtidigt højdepunkt med et oplag på 19.114.
Klik her for at læse en mere detaljeret fremstilling af Kristeligt Dagblads historie (10 sider).
OVERSIGT OVER AVISENS CHEFREDAKTØRER:
1896: C.B. Kjær, N. Th. Jerne og Harald Jensen (senere Harald Kent) i fællesskab.
1897: N. Th. Jerne og Harald Kent
1898-1904: Peter Christian Dyekjær
1904-1913: H. I. F. C. Matthiesen
1913-1914: Johannes Vibe-Petersen
1914-1932: Ernst Kjærgaard
1932-1936: Edvard Pedersen (en tid sammen med Christian Holt)
1936-1941: Gunnar Helweg-Larsen
1939-1941: Povl Helweg-Larsen, titulær chef, reelt kirkeredaktør
1942-1945: J. Th. Thomsen
1945-1959: Edvard Petersen
1959-1971: Bent A. Koch
1971-1994: Gunnar Rytgaard
1994 - : Erik Bjerager
I 1893 druknede 49 fiskere ud for den jyske vestkyst. Begravelsesprædikenen af Pastor Moe blev efterfølgende angrebet voldsomt i både Berlingske Tidende, Politiken og Dagens Nyheder. Aviserne hævdede, at han havde udlagt drukneulykken som Guds straf over de ”ugudelige” fiskere.
Pastor Moe og de indre missionske kredse omkring ham følte sig misforstået og fejlagtigt gengivet af københavnerpressen. Behovet for en sober kristelig avis var klarere end nogensinde før, hvilket blev begyndelsen på Kristeligt Dagblad, der kom på gaden første gang d. 1. oktober 1896. Og skal man tro den begravelsestale, der i dag foreligger på skrift fra Pastor Moes hånd, var det sandt: Pressen overdrev.
De tre grundlæggere var C.B. Kjær, udgiveren og pengemanden bag avisen, N.Th. Jerne, avisens første ansvarshavende redaktør og Harald Jensen, den anden af avisens redaktører. Sidstnævnte var ikke glad for navnet, Kristeligt Dagblad. Kunne man det i Søren Kierkegaards hjemland?
I et klima og en tid med et glødende had til Indre Mission traf bevægelsens stærke leder, Wilhelm Beck, beslutningen: ”Hold fanen højt, det skal hedde Kristeligt Dagblad.”1896-1936
Annonce
1911 var et historisk år for Kristeligt Dagblads forhold til ytringsfriheden. Chefredaktør H. I. F. C. Matthiesen blev dømt og fængslet for at have udbredt ærekrænkende ytringer mod et medlem af Kongehuset. ”Er der sket en tilsidesættelse af loven og et brud på retten, så lad de skyldige få deres straf, hvor højt på strå de end mulig er,” skrev redaktøren, der insisterede på at afsone sin straf trods adskillige opfordringer til at søge benådning.
I 1917 erhvervede Kristeligt Dagblad sit eget bladhus i Frederiksborggade lige ved Nørreport i København.1936-1945
Efter bruddet med Indre Mission blev Kristeligt Dagblad et uafhængigt dagblad, der opprioriterede det almene nyhedsstof. I overenstemmelse hermed ændrede redaktør Gunnar Helweg-Larsen kurs til fordel for den friere og bredere journalistik.
Det er denne form for journalistik, som avisen siden har udviklet, og har som sit kendemærke idag.
Under krigen blev Helweg-Larsens daglige spalte, ”Døgnet”, fulgt med stor opmærksomhed fra både dansk og tysk side. Han beskrev her ”Borebillen”, en metafor for besættelsesmagten, som langsomt men sikkert fortærede og udhulede alt hvad den kom i nærheden af.
Helweg Larsen markerede i det hele taget et vendepunkt og en journalistisk kulmination for avisen, der i kølvandet på hans redaktørtid – i 1948 - nåede et rekordstort oplag på 23.200 eksemplarer.1945-1974
Her fortsattes den i 1960 påbegyndte linie med opdyrkelse af nye emner - som ulandsstoffet – samtidig med at stilen blev livligere uden at Kristeligt Dagblad af den grund gik på kompromis med sin udpræget sobre nyhedsdækning.
Trods generøs læserstøtte og lex Kristeligt Dagblad blev det for krævende økonomisk at drive eget trykkeri. Så avisen solgte trykkeriet og senere bygningen i Frederikborggade for at flytte til Fanøgade til et lejemål i ”mere formålstjenlige lokaler.”
Et markant standpunkt var det i forhold til avisens indre missionske fortid, at Kristeligt Dagblad tog stilling for ordination af kvindelige præster i 1947. Professor N. H. Søe var bladets kirkelige lederskribent på den tid, og det var ham, der lagde linien i det spørgsmål.
En anden vigtig tendens i tiden var det voksende økumeniske samkvem på tværs af både nationale og konfessionelle grænser, som Kristeligt Dagblad valgte at dække lige fra begyndelsen. Således kunne man i avisens nye ”grundlov” fra 1974 placere sig som ”evangelisk-luthersk med økumenisk åbenhed”, da man skulle definere et ståsted for den kirkelige orientering fra ind- og udland.
At satsningen på det globale perspektiv var rigtig, vidner vores nu 14 år gamle ulandsfokus, Den tredje Verden, om, som nyder stor anerkendelse blandt læsere, der gerne vil vide mere om udviklingen i Afrika og Asien.
Samme nye vedtægter markerede også på ny og klarere måde bladets uafhængighed. Kristeligt Dagblad har altid været politisk uafhængig, men fra 1974 blev det slået fast med en ny paragraf, der siger, at ”Kristeligt Dagblad kan aldrig knyttes til noget politisk parti eller nogen kirkelig organisation”.
1974-1994
Her fortsattes den i 1960 påbegyndte linie med opdyrkelse af nye emner - som ulandsstoffet – samtidig med at stilen blev livligere uden at Kristeligt Dagblad af den grund gik på kompromis med sin udpræget sobre nyhedsdækning.
Trods generøs læserstøtte og lex Kristeligt Dagblad blev det for krævende økonomisk at drive eget trykkeri. Så avisen solgte trykkeriet og senere bygningen i Frederikborggade for at flytte til Fanøgade til et lejemål i ”mere formålstjenlige lokaler.”1994-2001
Det foreløbigt laveste punkt i bladets historie – krisen i 1994 – formåede Kristeligt Dagblad i de følgende år at vende til en stabil fremgang. Stillet over for lukning iværksatte bestyrelsen en omfattende aktietegning, der gav et forbløffende resultat. Med 11 millioner kr ekstra i lommen og en ny chefredaktør flyttede Kristeligt Dagblad tilbage til det indre København og begyndte den langsomme, men sikre kurve opefter.
Siden avisens relancering i 1995 har oplag og læsertal været stigende år for år. Kristeligt Dagblad er blandt de få aviser, der kan notere en fremgang i denne periode, og i juni 2001 nåede avisen et hidtidigt højdepunkt med et oplag på 19.114.
Klik her for at læse en mere detaljeret fremstilling af Kristeligt Dagblads historie (10 sider).
OVERSIGT OVER AVISENS CHEFREDAKTØRER:
1896: C.B. Kjær, N. Th. Jerne og Harald Jensen (senere Harald Kent) i fællesskab.
1897: N. Th. Jerne og Harald Kent
1898-1904: Peter Christian Dyekjær
1904-1913: H. I. F. C. Matthiesen
1913-1914: Johannes Vibe-Petersen
1914-1932: Ernst Kjærgaard
1932-1936: Edvard Pedersen (en tid sammen med Christian Holt)
1936-1941: Gunnar Helweg-Larsen
1939-1941: Povl Helweg-Larsen, titulær chef, reelt kirkeredaktør
1942-1945: J. Th. Thomsen
1945-1959: Edvard Petersen
1959-1971: Bent A. Koch
1971-1994: Gunnar Rytgaard
1994 - : Erik Bjerager
| Om os |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |