2) Denomination, det vil sige en undergruppe af en klassisk religion, for eksempel baptister og metodister, som er i nogen grad institutionaliserede.

3) Sekter, som mener, at den statskirke eller denomination, sekten udgår fra, har svigtet den rene lære, som sekten har genfundet. Disse sekter er puritanske, fundamentalistiske, autoritære og lidenskabelige i deres tro (eksempelvis Jehovas Vidner).

4) Kulter, der mindre stramt og autoritært end sekter samles om en karismatisk person, der åbenbarer en helt ny, religiøs vision eller åndelig måde at erfare og leve på. Guru-grupper som Transcendental Meditation er typiske kulter.

Det er blandt andet sociologen Roy Wallis, der har indført denne skelnen mellem sekt og kult. Men nogle grupper er svære at kategorisere, for eksempel Scientology. Wallis beskrev da også i en bog om Scientology, hvordan gruppen er et eksempel på en kult, der har udviklet sig til en sekt. Mange kristne grupper som Evangelist og Faderhuset har også træk fra både sekter og kulter. Men bemærk: Apostolsk Kirke er ifølge dette skema en denomination og ikke en sekt eller kult.

Betyder det så, at man ikke skal være kritisk mod sekter? Ja, det ville være uklædeligt at gå imod en sekt forstået som en sociologisk gruppe, bare fordi det er en religiøs minoritet, der tror noget andet end flertallet. Men måske findes der en bestemt type adfærd, som kan kaldes sekterisk adfærd, som er problematisk?

FØRST ET KONKRET eksempel på sekterisk adfærd. Tilbage i 1968 skrev den amerikanske journalist og psykolog Paulette Cooper en artikel om Scientology, kaldet "The Scandal of Scientology", der senere blev udbygget til en bog af samme navn. Scientology var ikke begejstret. I årene, der fulgte, blev Cooper derfor ikke bare udsat for 19 sagsanlæg fra Scientology, men også for en kampagne, der rakte fra offentliggørelse af Coopers sexliv over telefonsamtaler foretaget i hendes navn til falske bombetrusler mod blandt andre Henry Kissinger. Paulette Cooper stod til mere end 10 års fængsel.

Hendes held i uheld var, at FBI i 1977 ransagede en række Scientology-kontorer, fordi bevægelsen var mistænkt for systematiske indbrud i offentlige bygninger og ambassader, ulovlige aflytninger med mere.

Razziaerne afslørede, at mistanken var rigtig, og det udløste den nok største infiltrationssag i USA's historie. Men de afslørede også kampagnen mod Cooper, "Operation Freakout". Beslaglagte papirer beviste, at Scientologys mål var at få hende "indespærret på en sindssygeanstalt eller i et fængsel eller i det mindste ramme hende så hårdt, at hun dropper sine angreb".

Operation Freakout er et yderligtgående, men ikke enestående eksempel på det, Scientologys stifter, L. Ron Hubbard, kaldte "fair game". En person, der skaber problemer for Scientology, kan erklæres en "suppressiv person", en SP'er. Ifølge et fair game-direktiv skrevet af Hubbard må en SP'er "(...) berøves sin ejendom eller skades med alle midler af enhver scientolog uden nogen disciplinær handling mod scientologen. Må narres, sagsøges eller lyves for eller ødelægges". (HCO Policy Letter af 18. oktober 1967).

Eksemplet illustrerer, at nogle grupper kan anlægge en adfærd, hvor hensigten helliger midlet, og der er ekstrem kontrol med individet og undertrykkelse af kritisk tankegang. Dialogcentrets erfaring er, at disse træk igen og igen dukker op i visse grupper.

TYPISKE TRÆK VED problematisk, sekterisk adfærd i en gruppe er:

Fanatisme, hvor kun gruppen og gruppens ledelse har ret og er god for mennesker, mens alt andet er noget skidt. Individet kontrolleres, og kritisk tankegang holdes nede. Der udvikles en "bunkermentalitet", hvor Paradis er indenfor i gruppen, og Helvede er de andre.

Elitisme og selektiv etik, idet gruppen ser sig selv som en åndelig elite med patent på sandheden. Mennesker behandles efter forskellige moralske regler alt efter, om de er uden for gruppen, inde i gruppen eller en del af gruppens ledelse. Hermed opstår en "os og dem-tænkning". I gruppen er der et stejlt hierarki, og overordnede skal adlydes.

Nysprog, idet gruppen udvikler sit eget interne gruppesprog og system af klicheer, der blokerer for kritisk tankegang.

Magt-afmagt-opdeling, hvor gruppens ledelse har enorm magt, mens menige medlemmer holdes hen i frygt og afhængighed af ledelsens gunst. Går man imod lederen, er sanktionen hård. Samtidig isoleres medlemmerne fra samfundet (afstandtagen fra ens familie, fra tv, radio og bøger og så videre) for på den måde at gøre dem endnu mere afhængige af lederen og gruppen. Gruppens medlemmer skal udskifte deres gamle identitet med en ny gruppeidentitet. Der kan være regler for føde, tøj, kropspleje og andet.

Manipulerende rekruttering og udnyttelse, hvor nye indsluses trin for trin, så de i begyndelsen ikke kender gruppens fulde dagsorden eller lære. Mange møder for eksempel første gang Scientology under det uskyldige navn "Gratis stresstest". Man får urealistiske løfter. Og gruppens medlemmer risikerer at udnyttes materielt ved at skulle købe kurser og materialer til ublu priser. Eller medlemmerne bruges som billig arbejskraft.

Indoktrinerende adfærdsregulering, som gennem et system af straf og belønning lærer medlemmerne at tænke og handle på den måde, som gruppens ledelse finder nyttig.

Resultatet af disse træk er, at de berørte bliver stadig mindre frie. De undertrykkende og usunde mekanismer, som kan skade mennesker åndeligt og psykologisk, er fint beskrevet i bøger som "1984" af George Orwell og "Fluernes herre" af William Golding.

Giver det mening at dæmonisere alt andet end folkekirken – for eksempel Apostolsk Kirke – som skrupskøre sekter? Nej, det er selv skrupskørt og farligt. Er det ikke enklest at se på gruppens adfærd, som så kan beskrives som mere eller mindre sekterisk? Ordet "sekterisk adfærd" kan så sammenlignes med ord som "totalitær adfærd" og "misbrugende adfærd". Og sekterisk adfærd som den i Scientology, Evangelist og Faderhuset bør imødegås med kritik, oplysning og støtte til ofrene, fordi totalitarisme og sekterisme gør mennesker ufri. Det har Dialogcentret arbejdet for siden stiftelsen i 1982.

Tom Thygesen Daugaard er cand.theol. og generalsekretær ved Dialogcentret i Århus