Logikken bag den egyptiske præsident, Hosni Mubaraks, undertrykkelse af islamisterne fra Det Muslimske Broderskab er enkel. Broderskabet, der blev dannet i 1929 af Hassan al Banna, er den eneste populære og magtfulde organisation, der i dag reelt er i stand til at true Mubaraks nationalistiske styre.
Derfor forhindrer Mubaraks regering via indviklede valglove, at Broderskabet får repræsentativ politisk medbestemmelse, samtidig med at Egyptens efterretningsstyrker sørger for at holde organisationens ledelse og medlemmer i skak med hyppige fængslinger og udbredt undertrykkelse.
Men den situation er ikke holdbar i længden, og en nylig analyse foretaget af International Crisis Group fastslår, at Egypten fortsat vil forblive udemokratisk og ustabilt, så længe Broderskabet holdes uden for de politiske beslutningsprocesser med magt.
”Det Muslimske Broderskab er for magtfuldt og populært til, at Egypten kan undergå en demokratiseringsproces uden Broderskabets deltagelse”, står der i rapporten fra International Crisis Group, der hovedsagligt beskæftiger sig med konfliktløsning.
Den eneste rigtige løsning på problemerne mellem den egyptiske regering og Det Muslimske Broderskab er derfor, ifølge International Crisis Group, at lade Broderskabet danne et politisk parti og løslade de omkring 1200 af organisationens medlemmer, der sidder i fængsel i øjeblikket.
”Konfrontationen mellem Broderskabet og regeringen har styrket regeringens greb om magten, men Broderskabet er ikke blevet svækket af den grund”, står der i rapporten, der samtidig ikke øjner en mulighed for dannelsen af et islamistisk parti, så længe Hosni Mubarak sidder på magten.
”Regeringen og Broderskabet bør påbegynde en dialog med det samme for at forbedre det anspændte forhold”, opfordrer International Crisis Group, der også argumenterer, at Broderskabet må overbevise regeringen om, at organisationen vil respektere demokratiets spilleregler frem for at udtrykke ønske om at oprette en islamisk stat i Egypten.
Ironisk nok er Det Muslimske Broderskab med årene blevet en af præsident Hosni Mubaraks største hovedpiner.
Som vicepræsident under den afdøde præsident Anwar Sadat argumenterede Hosni Mubarak for at opbløde forholdet til Broderskabet for at forbedre forholdet mellem regeringen og landets islamister. Men selvom nogle af Broderskabets medlemmer får lov til at stille op til parlamentsvalg som uafhængige kandidater, har den egyptiske regering især siden 2005 dømt hundredvis af medlemmer ved militære domstole og arresteret tusindvis.
For en uge siden vedtog det egyptiske parlament at underkende valget af et af Broderskabets medlemmer, Mukhtar al Sayed. Han blev valgt ind i parlamentet i 2005, men på grund af ”uregelmæssigheder” under valgkampen bliver han nu smidt ud af parlamentet. Broderskabet mener, at motiverne bag beslutningen er politiske.
Samtidig har regeringen vedtaget en lov, der forbyder al politisk aktivitet baseret på religion.
allan@kristeligt-dagblad.dk