Om en påtænkt ”integrationsydelse” (nogenlunde svarende til den nuværende starthjælp) sagde Morten Kjærum den 26. februar 1999 til Politiken, at ”Når regeringen ikke er villig til at ændre loven, er det nødvendigt at gå til domstolene. Det er ikke en ønskelig udvikling, men det er nødvendigt, når den samlede ekspertise i Danmark ikke kan overbevise regeringen om, at loven er diskriminerende”. Morten Kjærum fortalte ikke, at en uafhængig stat naturligvis har lov til at diskriminere/skelne i forhold til mennesker, der endnu ikke har opnået opholdstilladelse, og altså for eksempel fastsætte en særlig lav ydelse til nyankomne.

DA PARTIET VENSTRE i februar 2001 foreslog, at flygtninge konsekvent skulle hjælpes i nærområderne, og at der skulle indføres et tilknytningskrav, hvis man ville opnå familiesammenføring, udtalte Kim Kjær den 14. marts 2001 til Aktuelt, at ”Nogle af forslagene vil være i klokkeklar strid med forskellige internationale konventioner eller anerkendte standarder. Så hvis man gennemfører dette program i sin nuværende form, vil vi på en række områder overtræde vores internationale forpligtelser og anerkendte menneskeretlige og asylretlige standarder”. Nej, det ville forslagene ikke, men Kim Kjær påstod det modsatte.

Jeg håber med disse citater at have demonstreret, at Center/Institut for Menneskerettigheder har haft et til tider anstrengt forhold til at afdække en sag nuanceret. I stedet har man hævdet en aktivistisk tilgang til de internationale konventioner (i modsætning til en mere traditionel), hvorefter målet var, og er, i så høj grad som muligt at erodere staternes uafhængighed og selvstændige politik og i stedet at lægge udlændingepolitikken ind under det rent juridiske.

Denne tilgang fornægter således det pluralistiske princip om, at meninger skal kunne brydes, og at et parlamentarisk flertal har vide rammer for at beslutte sin politik. Målet for Institut for Menneskerettigheder bliver derfor ikke at fastholde den politiske mangfoldighed, men snarere at knæsætte bestemte – politiske – principper udformet af ikke-folkevalgte eksperter.

Som borger i et europæisk land er det ret forstemmende at konstatere, at de juridiske eksperter, som jeg egentlig burde have tillid til, forvalter deres stilling på en sådan måde, og jeg vil derfor opfordre Institut for Menneskerettigheder til at tage til genmæle.

Morten Uhrskov Jensen,
Finsensvej 6B, 4. tv.,
Frederiksberg