Så vidt så godt. Der var klarhed og styr på begreberne. Men så var der en præst, der rejste sig op, og han var nok fra den ”kirkelige højrefløj”. Han sagde i hvert fald, at han godt vidste, at det var sådan nogen som ham, der var førstegradsnaive, men at han altså havde meget svært ved at genkende sig selv i den beskrivelse. Faktisk følte han sig tættere på den andengradsnaive tro. Men i hans miljø kaldte man det bare ikke ”som om” eller lavede analogier til spil eller leg. Man kaldte det for ”tro” eller sagde ”hvis vi holder dette for sandt, så ...”

Og så blev hele diskussionen lidt svær. Aldrig har ordet ”fundamentalisme” siddet så løst som i dag. Men findes førstegradsnaivitet overhovedet? Eller er den bare noget, nogen pådutter nogle andre? Nogen løsning fandt vi ikke. Men jeg har tænkt over det siden. Jeg tror, at naivitet af første grad primært er en kollektiv overbevisning, en social kategori.

Jeg er selv vokset op i et ikke-religiøst hjem, og derfor har jeg, hvad tro angår, aldrig kendt andet end naivitet af anden grad. Derfor kan jeg ikke genkende mig selv i min vens betegnelse ”troende”. Til gengæld kan jeg nævne andre eksempler på, at jeg kun med stor indre anfægtelse har viklet mig ud af antagelser, jeg i årevis førstegradsnaivt betragtede som selvfølgelige. For eksempel at De Radikale nu nok ved bedst. Men hvis det nu ikke er tilfældet? Hvilken afgrund åbner der sig så ikke?

Også fra andre sammenhænge i livet ved man, hvilken enorm rus og selvbekræftelse, der er forbundet med at engagere sig i kollektive overbevisninger. Den ”naive” religiøse tro er bare en særlig udgave af dette generelle fænomen. Den kan være stærk, fordi den formes i barndommen, og fordi den har med så fundamentale emner at gøre. Men den er ”kun” en social kategori. Derfor kan den i længden ikke overleve i et samfund, hvor der er religionsfrihed. For så snart ikke alle tror som én selv, og man ikke vil tvinge dem til det, er man henvist til tro som naivitet af anden grad. Det er i øvrigt også den, der er den rigtige. For tro er jo tro, og ikke viden.

gunder@kristeligt-dagblad.dk

I klummen ”Tidens tegn” skriver Kristeligt Dagblads kulturskribent Nils Gunder Hansen hver anden torsdag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv. ”Tidens tegn” holder sommer-ferie og vender tilbage til august.