Fodboldens højere magter

Målmand Casillas blev udråbt som Messias i spansk presse, da han med klasseredninger i kvartfinalen sikrede Spanien billetten til aftenens semifinale.

– Og det kroatiske folk har bedt for os hver dag. Det betyder meget for os, udtalte den karismatiske træner og katolik Slaven Bilic fra Kroatien til en lokal avis, inden hans hold i kvartfinalen mod Tyrkiet røg ud af turneringen. Bilic havde i øvrigt selv sørget for, at hele holdet som en del af træningen kunne deltage i messer og i personlige samtaler med en katolsk præst.

Holdene fra den tidligere Østblok fra Kroatien over Polen til Rusland har i det hele taget lagt stilen om, også når det gælder religion, bemærker lektor i religionssociologi Marianne Qvortrup Fibiger fra Aarhus Universitet, som har forsket i sammenhænge mellem idræt og religiøsitet.

– Efter murens fald bliver det mere og mere udbredt også i Østlandene at slå korsets tegn under fodboldkampe, siger hun og forklarer, hvorfor netop dette urgamle, kirkelige tegn er blevet så vigtigt for mange spillere i dag.

– Det er et klart signal til publikum om, at man er med dem, og at man tager opgaven meget alvorligt. Samtidig er det noget, man bliver opdraget til at gøre især i de katolske og i flere ortodokse lande. Når man så først er kommet ind i vanen, kræver det stort mod at lade være. Det er som en art gratis forsikring, siger Marianne Qvortrup Fibiger.

Teolog og ph.d. Povl Götke har bidraget til bogen "Fra Buddha til Beckham. Karisma og suggestion i sport og religion". Han mener, at fodboldspillernes meget synlige religiøsitet i dag hænger sammen med det pres, de udsættes for.

– Jo mere, der er på spil, jo mere koster det at fejle. Selvom alle forberedelser har været optimale, kan alt jo vitterligt ske i fodbold, og det kan ende fatalt. Hele den tilfældighed gør, at spillerne tyr til de religiøse virkemidler. Når vi som mennesker er udsatte eller føler os på tynd is, så søger vi trygheden og sikkerheden i det religiøse. Og elitesportsfolk ved, de er udsatte, siger Povl Götke.

Spillerne er som antydet langtfra ene om at udføre ritualer og opføre sig religiøst i fodboldens verden. Også blandt publikum kan der findes stadig flere eksempler på rituel adfærd, personlig hengivenhed og en følelse af fællesskab, der minder om nogle sider af religion.

– Dybest set handler både religion og sport om at forvalte nogle følelser, siger Povl Götke og fortsætter:

– Det er de færreste tilskuere, der bare kan være neutrale iagttagere. De vil hurtige bruge anledningen til at begynde at bygge følelser op. De vil holde med nogen. Hvor sporten så skaber jubelbrøl, tilbyder religionen en kultiveret måde at få afløb for følelserne på, for eksempel gennem en stille bøn eller en salme. Men det handler alt sammen om, at vi mennesker er følelsesjunkier – vi er på én gang ånd, kærlighed, længsler, frustration.

Den 47-årige målmand for herreseniorholdet 7B i Albertslund Idrætsforening har på én gang fodbold og religion som sine lidenskaber. Siden han var 12 år, har han spillet fodbold; i en lidt senere alder er han også blevet ph.d. og lektor i religionshistorie ved Københavns Universitet. Mikael Rothstein hedder han, og han ser som Povl Götke mange paralleller mellem fodboldens og religionernes verden.

– Det handler om ritualiseret adfærd. Det drejer sig om regler – noget man må og ikke må. Der er en bestemt hensigt, et bestemt sted, og et bestemt tidspunkt. I den ene sammenhæng påkalder man guder. I den anden sammenhæng hylder man spillets overordnede idé, klubbens eller nationens ære. Men grundlæggende er det her de samme sociale mekanismer, der er på spil, siger han og uddyber:

– Religion handler om hele tilværelsen. Men det gør fodbolden altså også for de hårdkogte tilhængere. De bliver viet i spillerdragter. De ønsker at blive begravet på fodboldanlæg. De følger nidkært holdet i medgang og modgang. De har tatoveringer med holdets symboler på kroppen. Og de omgås dem, der har det på samme måde. Det snerper meget hen ad det, vi plejer at kalde religion.

Også Marianne Qvortrup Fibiger kan finde mange træk, der ligner religion, ved den moderne fankultur. Hun hæfter sig blandt andet ved den betydning, tilhængerne af klubhold selv i Danmark tillægger forskellige symboler eller emblemer som FCK's løve, FC Midtjyllands ulv eller AGF's isbjørn. Den slags får flere mennesker til at forstå sig selv som en del af en helt særlig sammenhæng. Når flere spillere samtidig henviser til noget større, der rækker ud over spillet, så kan grænsen mellem religion og sport være svær at trække skarpt.

– Når klubben for nogle tilhængere betyder mere end deres egen familie, så begynder det at berøre noget, der svarer til religion i forhold til at have faste ritualer i livet, at tilhøre et fællesskab med en række traditioner og selv at have en identitet, vurderer Marianne Qvortrup Fibiger.

Kirkens folk burde måske frygte konkurrencen fra fodbolden, når nu lighederne ifølge såvel de teologiske som de religionsvidenskabelige eksperter er så store. Det er dog ikke tilfældet. Adskillige kirkefolk – fra biskop Kjeld Holm i Århus, der holder med AGF, til pave Bendikt XVI, som hepper på Tyskland – er selv betagede af fodbold. Katolske Chistoph Pelczar havde således heller ingen problemer med at lade sig udpege som officiel fodboldpræst under dette års europamesterskaber i Østrig og Schweiz. Ligesom den svenske kirke gladeligt indgik en sponsoraftale med Sveriges Fodboldforbund op til slutrunden.

Ifølge Mikael Rothstein er der to forklaringer på kirkefolkenes positive indstilling til fodbolden:

– Den ene forklaring er, at de – pave som biskop – stort set alle er mandfolk. Og mænd kan godt lide fodbold. Den anden forklaring handler om, at fodbold skaber identitet og betydning, siger han og tilføjer:

– I forhold til identitet kan biskoppen fra Århus ved at støtte AGF gøre sig solidarisk med sit lokalområde. Når paven, der ellers burde overskride alle jordiske barrierer som stedfortræder for Kristus, vælger at holde med Tyskland, spiller han derimod et upaveligt kort. På den anden side gør det ham nærværende. Så der kan være image-pleje også i det.

Povl Götke, der selv holder med fynske OB, mener, at kirken kan lære meget netop af fodboldens evne til at skabe identitet og betydning.

– Det er vigtigt, at folk får anledninger til både at elske og at hade. Det er også vigtigt at kunne se forskel mellem trosretninger. Det skal folkekirken være mere opmærksom på i fremtiden. Og her kan vi lære noget af fodbolden, hvor det jo ikke bare handler om at nyde det hele lige meget. For det betyder faktisk noget, hvem der vinder. Og alle hold er ikke ens.

Også Marianne Qvortrup Fibiger vurderer, at kirken, hvis den ville, kunne hente inspiration fra fodboldens verden. Ikke mindst når det gælder inddragelse af den lokale menighed.

– I fodboldens verden har tilskuerne en klar fornemmelse af, at deres tilstedeværelse kan påvirke resultatet. Det er dem, der gør hjemmebanen til en bastion, der ikke kan indtages. Den fornemmelse af deltagernes betydning kunne kirken dyrke mere. Præsterne kunne vise endnu mere glæde over deres lokale menighed. Resultatet kunne også godt være bare lidt mere uforudsigeligt eller spændende, så ville flere formentlig interessere sig for det, siger Marianne Qvortrup Fibiger.

Den opfattelse deler Mikael Rothstein ikke. Selvom både ortodokse russere og katolske spaniere iført fodboldstøvler i aften vil bede højere magter om hjælp til at opnå deres sportslige mål, er der nemlig afgørende forskelle på religion og fodbold.

– Religiøse organisationer skal ikke til at lære noget fra fodbolden. Hvis folkekirken begynder at sprælle mere, så taber den karakter. På samme måde ville det være en tragedie for fodbolden, hvis den skulle opføre sig som en kristen menighed, siger Mikael Rothstein og uddyber:

– For religionerne er det en særlig pointe, at der skal være et fast mønster. Fodbolden er så særlig medrivende, fordi vi på trods af ens regler aldrig ved, hvad det hele ender med. Forestil dig lige, at man skulle importere den uforudsigelighed til kirken. Virker dåben i dag? Er Jesus mon frelser? Nej, det skal være det samme – hver gang.

Klik på billedet for at se flere billeder.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk