1. juli 2008
Hvis man har mod på at sove på sofaen hos fremmede mennesker, er der flere muligheder for gratis eller billige overnatninger
For rejsende, der hellere vil bruge deres penge på oplevelser end på overnatninger, er der hjælp at hente.
På forskellige sider på internettet er der oprettet netværk for folk, der har brug for et sted at bo, når de er på ferie, og for folk, der har en seng eller en sofa til overs hjemme hos dem selv, som de vil tilbyde ferierende.
Sådan er det eksempelvis på en af de mest populære sider,
Couch Surfing, der betyder sofa-surfning. Netværket har mere end 600.000 medlemmer fra i øjeblikket 231 lande. Hovedformålet med Couch Surfing er at bidrage til øget tolerance og kulturel forståelse gennem personlige kontakter og netværk på tværs af hele verden.
Fokus på det socialePer Allan Jensen, der gennem mange år har været medlem af De Berejstes Klub, er en af dem, der har prøvet at overnatte privat på rejser. Ifølge ham er det primært det sociale fællesskab, der trækker.
- Det er sjovt at bo hos andre mennesker, men man skal kun gøre det, hvis man har lyst til at være sammen med andre. Man skal ikke regne med, at det bare er et hotel, siger Per Allan Jensen.
Han understreger, at det godt kan være krævende at bo privat, fordi man som gæst er på hele tiden.
- Det kan godt være hårdt, men det er også meget givende, siger han.
Sådan gør manHvis man beslutter sig for at afprøve konceptet, skal man først registrere sig på siden, hvor man blandt andet kan vælge, om man vil stille sin egen sofa til rådighed. Derefter kan man søge efter en sofa på netop det sted, man gerne vil holde ferie.
Der er forskellige andre netværk, der også tilbyder overnatning:
ServasHospitality ClubGlobal FreeloadersVed nogle af dem skal man betale et mindre gebyr for at kunne søge efter overnatningerne, og nogle kræver også, at man selv stiller en sofa til rådighed for at kunne bruge tjenesten.
Er det sikkert?At låne en sofa hos nogle helt fremmede, kan for mange virke grænseoverskridende og meget forskelligt fra et anonymt hotelværelse. Til gengæld er der unikke muligheder for at komme tæt på mennesker fra et andet land og en anden kultur, som de mange
positive erfaringer på siderne vidner om.
Der bliver gjort meget for at sørge for, at sikkerheden er i top, men selvfølgelig er det - som i alle rejsesituationer - vigtigt, at den rejsende bruger sin sunde fornuft, når der vælges overnatningsmuligheder.
For Per Allan Jensen har spørgsmålet om sikkerhed dog aldrig udgjort en barriere i forhold til de private overnatninger.
- Jeg har ikke haft nogen problemer og har heller ikke hørt om andre, der har. Folk er meget tillidsfulde. Nogle gange får man bare udleveret en nøgle til huset, siger han og fortsætter:
- Det er klart, at konceptet i princippet kan misbruges, men det ville hurtigt blive opdaget. Der er en masse kommunikation mellem brugerne på internettet, så det ville lynhurtigt gå galt, hvis nogen prøvede at misbruge det.