Taknemmelighed hjælper på humøret

Hun boede i landet i et år, hvor hun som led i sin uddannelse til cand.public. på Syddansk Universitet arbejdede med udviklingsbistand hos Danida. I weekender og på fridage søgte hun væk fra hovedstaden og op i bjergene for at besøge klostre. Drevet af en nysgerrighed der var blevet vakt via den synlighed, som landets statsreligion, buddhismen, har i gadebilledet i Bhutan.

– Der findes templer på hver en bjergtop, og overalt ser man munke og nonner gå rundt i deres lange, bordeauxrøde gevandter. For mig var nonnerne især inter-essante, for jeg vidste slet ikke, at de fandtes, fortæller Marie Venø Thesbjerg.

Da hun i begyndelsen begav sig af sted bevæbnet med kamera og notesblok, var hun først og fremmest drevet af sin journalistiske tæft efter den gode historie. Men da hun først var blevet lukket ind i nonnernes verden og tilbragte mange weekender i klostrene samt på et tidspunkt ti dage i træk, blev journalistikken trængt i baggrunden, og hendes egen søgende sjæl blev indimellem det, der fyldte mest.

– Det var jo ligesom at træde ind i en anden verden. Tiden gik fuldstændig i stå, og de ti dage føltes som meget, meget længere tid, husker Marie Venø Thesbjerg, der også måtte forholde sig til, at hun bestemt ikke var den eneste, der var nysgerrig. De unge nonner flokkedes om hende, kiggede, og de, der kunne lidt engelsk, stillede masser af spørgsmål.

– Jeg oplevede en åbenhed og en omsorgsfuldhed, der berørte mig dybt. Hele deres tilgang til livet var præget af en for dem helt naturlig fordomsfrihed, hvor det hele tiden handlede om at være gavmild, venlig og tolerant. De var dybt taknemmelige, og den taknemmelighed har jeg virkelig prøvet at tage med mig hjem. Taknemmelighed hjælper helt klart på ens humør, siger hun.

Marie Venø Thesbjerg kom med en undren over, hvad der dog fik disse kvinder til at vælge klosterlivet. Selv var hun, da hun besøgte Bhutan, i slutningen af 20’erne og med et biologisk ur, der stod på snarligt ønske om børn, og hun var omgivet af veninder, der indgik ægteskab og blev gravide.

I klostret mødte Marie Venø Thesbjerg blandt andet den 27-årige Dorji Lham, der havde forladt sin mand og sin tre-årige søn for at blive nonne. I bogen forklarer hun, hvordan hun fulgte sit hjerte og gjorde det ud fra ønsket om at gavne.

At praktisere Buddhas lære handler blandt andet om overgivelse til noget større end sig selv. ”Jeg brød mig ikke om at være gift. Hver gang jeg så nogle af mine veninder i røde klæder, blev jeg ked af det og ønskede bare at græde. Jeg fortalte min mand, at jeg ville være nonne. Jeg sagde det flere gange. Til sidst sagde han o.k.”, fortæller Dorji Lham. Den 24-årige Chophal, der har været nonne i otte år, siger det på en anden måde: ”Menneskelivet er det bedste liv, når det gælder om at praktisere dharmaen, der gør os i stand til at overskride lidelsen. Vi kommer til at forstå, at roden til vores lidelse er vores tilknytning til jeget og ideen om et ego”.

Nonnerne ved godt, at det ikke er gjort med et snuptag, men arbejder man hårdt, vil man indse, at det netop er dette jeg, der konstant kommer i vejen for lykken, mener de.

– Der er en dyb ro over disse nonners tilværelse. Der er ikke noget, der stresser dem, og de har opnået en frihed ved give afkald og ikke skulle leve op til omverdenens krav. Det kan virke forjættende, og indimellem tænker jeg da, at jeg godt kunne tænke mig at sidde derude og forsvinde fra alle de krav, der omgiver mig i min hverdag, siger Marie Venø Thesbjerg.

Hun fastslår dog, at hun ikke har noget missionerende ærinde med sin bog.

– Jeg er ikke ude i noget korstog, men det er vigtigt for mig at kunne give mine oplevelser videre. Bhutan er et meget lukket land, og meget få mennesker har oplevet, det jeg har. Når det nu har grebet mig så meget, må det også kunne give andre en gave, og jeg vil meget gerne forsøge at give nogle af nonnernes svar videre. De har åbnet mit hjerte til deres liv og praksis, og jeg håber, at bogen reflekterer den ro, harmoni og glæde, jeg mødte i et enkelt, dybt meningsfyldt liv, siger Marie Venø Thesbjerg.

Selv er hun ikke længere en søgende sjæl. Hendes kulturbaggrund er den kristne, men hun er ikke døbt. I dag ser hun sig selv som en blanding af den kristne kulturarv og buddhismen – der er nemlig masser af fælles træk, mener hun. Marie Venø Thesbjerg kan godt finde på at sætte sig ind i et kirkerum for at meditere. Det er vigtigt for hende at have et rum til fordybelse. Journalisten, og nu også forfatteren, har altid nonnernes tanker med sig og forsøger at leve op til nogle af deres leveregler.

– Det er blevet vigtigere for mig at være tilfreds med det, jeg har, og at se de positive ting i det, der sker. Jeg tænker meget på, at døden kan indtræffe når som helst, og at det derfor gælder om at få det bedste ud af livet her og nu. Det gælder om at være taknemmelig for det, vi har.

washuus@kristeligt-dagblad.dk.