Amerikanere dømmer Europa til døden

Mangel på gudstro og lave fødselstal bliver Europas undergang, advarer en række amerikanske forfattere og kommentatorer

Europa er ved 'kulturelt at afvæbne sig selv' og overlade sin fremtid til radikaliserede muslimer, advarer den amerikanske forfatter George Weigel. -
Europa er ved 'kulturelt at afvæbne sig selv' og overlade sin fremtid til radikaliserede muslimer, advarer den amerikanske forfatter George Weigel. -.

Europa er en civilisation i forfald. Sådan lyder det fra et kor af konservative amerikanske kommentatorer, der i løbet af de seneste år har tegnet dystre fremtidsscenarier for det gamle kontinent på den anden side af Atlanten.

De forklarer primært dette forfald med faktorer som manglende gudstro, svag militær magt samt lave fødselstal, der kombineret med muslimske indvandreres hyppigere børnefødsler ændrer kontinentets befolkningssammensætning.

Europa er ved kulturelt at afvæbne sig selv og overlade sin fremtid til radikaliserede muslimer, advarer eksempelvis forfatteren George Weigel, der er tilknyttet den socialt konservative tænketank Ethics and Public Policy Center i Washington. Han argumenterer, at det kristofobiske Europa sætter scenen for sin egen undergang.

Demokrati står og falder med et folks evne til at svare på spørgsmål som hvorfor skal vi være tolerante og demokratiske? Den moderne europæiske sekularisme giver ingen svar, fordi den ikke har et sikkert greb på sandheden om noget som helst, men kun anerkender din sandhed og min sandhed. Den har suget sjælen ud af Europa, siger han.

Samme advarsel lyder fra den indflydelsesrige kommentator Robert Novak, der argumenterer, at religion er frihedsværdiernes moralske grundpille.

Kristendommen er det intellektuelle fundament for det moderne demokrati. Mister man det fundament, så bliver alt lige gyldigt, og rettigheder vil miste deres ukrænkelighed, siger han.