Flere præster siger ja til skilsmisse-ritualer

Skilsmisser kan gøres lettere at komme igennem ved at indføre ritualer, som giver Guds tilgivelse og troen på en ny fremtid, siger flere præster. Men præsteforeningen afviser, at et ritual er nødvendigt

Skilsmisse kan være lettere at komme igennem, hvis man indfører et ritual, mener flere præster. -
Skilsmisse kan være lettere at komme igennem, hvis man indfører et ritual, mener flere præster. - . Foto: Johanna Ljungblom.

Det er altid smertefuldt at blive skilt. Derfor skal skilsmisse-ritualer nu ind i kirken, mener flere præster. Præsteforeningen har ikke taget stilling til et skilsmisse-ritual i folkekirken, men opfordrer til, at præsterne hjælper med sjælesorg i stedet.

Da tidligere sognepræst Ilse Sand i mandags i Kristeligt Dagblad sagde, at hun med stor succes har givet skilsmissen sit eget ritual, var flere præster glade for at læse om initiativet.

Det er fuldstændig rigtigt sagt, tænkte jeg. Det har kirken brug for, især fordi vi har ritualer for så meget andet i livet, siger Kristine Stricker Hestbech.

Hun er sognepræst i Stefanskirken i København og har gentagne gange oplevet mennesker, som har søgt til kirken i forbindelse med deres skilsmisse. Her finder de trøst gennem samtaler, men mangler stadig noget for at komme videre. Her kan et ritual hjælpe, mener hun.

Ilse Sands forslag får støtte fra flere præster. Sognepræst i Ågerup-Kirkerup-Hvedstrup pastorat Marianne Ring, sognepræst Susanne Hansen fra Tårnborg Kirke og tidligere sognepræst Mogens Hansen mener også, at et ritual til skilsmisser hører hjemme i folkekirken.

Kirken er snart det eneste sted, som taler om skyld, og det eneste sted, hvor tilgivelsen lyder. Og hvis der er noget tidspunkt, hvor man har brug for at høre om det, er det under en skilsmisse, siger Mogens Hansen.

Han er tidligere sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i København og mangeårig redaktør af DRs kirkelige programmer. I sit arbejde som sognepræst fik han en henvendelse fra et par, som han hjalp igennem en skilsmisse med et særligt skilsmisseritual.

Parret, som ville skilles, sad på to stole foran mig. Der var orgelspil, bibellæsning, salmesang og skriftemål, hvor de to siger til hinanden: Jeg tilgiver dig, i Jesu Kristi navn. Desuden en bøn til lejligheden. Den lød: Tak for det stykke af livsvejen, vi har gået sammen. Gud, giv os kræfter, så vi i fremtiden kan finde glæde og håb. Derefter lyste jeg velsignelsen over dem, og de satte sig ud på to andre stole, der stod på hver sin side af mig, siger han.

De to gav senere udtryk for, at oplevelsen havde været helt afgørende for deres mulighed for at komme igennem bruddet.

Ritualet fik Mogens Hansen inspiration til ved at se til Sverige, hvor den svenske kirke har givet mulighed for en sådan ritualpraksis.

Spørgsmålet har også været til debat i Norge, men formand for præsteforeningen i Danmark, Per Bucholdt Andreasen, mener ikke, at et decideret ritual til skilsmisser er nødvendigt.

Det er op til hver enkelt præst, hvordan man vil gøre det, men umiddelbart mener jeg, at det hører hjemme under sjælesorg. Det kan være meget svært for den ene part under en skilsmisse, og begge må være helt enige om det, for ellers kan det være meget smertefuldt, siger Per Bucholdt Andreasen.

Præsteforeningen har endnu ikke drøftet sagen og vil vente og se, om der kommer flere ønsker om et ritual.

Indtil da er det op til præsterne selv, hvordan et sådant skilsmisse-ritual skal se ud.

Kristine Stricker Hestbech vil tale med sin medpræst om at indføre det i Stefanskirken, for hun tror, at det kan løsne op for den skam, man kan have i forbindelse med en skilsmisse.

En samtale med præsten kan hjælpe rigtig meget, men hvis vi udformer et ritual, bliver det mere officielt. Så anerkender kirken, at man må sige farvel til sit ægteskab, og man får Guds tilgivelse og velsignelse over sit nye liv, siger hun.

barslev@kristeligt-dagblad.dk

@Fotobyline:TEGNING: FRITS AHLEFELDT-LAURVIG
@Fotobyline:TEGNING: FRITS AHLEFELDT-LAURVIG