Lars Henriksen |
1. juli 2008
I går var det præcis 100 år siden, at noget blæste 80 millioner træer omkuld i Sibirien og oplyste himlen så langt væk som Storbritannien. Nu mødes forskere igen for at diskutere, hvad der egentlig skete
Klokken syv om morgen den 30. juni 1908 ramte noget Tunguska – et ødemarks-område i det russiske Sibirien. Vidner så et skærende lys og hørte et øreskadende brag, der rystede jorden, der kastede store træer til jorden og satte deres grene i flammer. Derefter blev alt lyst – nærmest som en anden sol.
Flere millioner mennesker mærkede efterfølgende effekterne af det, der havde en kraft på cirka 1000 gange atombomben kastet over Hiroshima. 40 kilometer væk fra det formodede center blev folk blæst omkuld. Flere tusinde kilometer væk så man himlen blive oplyst.
I går er det 100 år siden, og forskerne er ikke blevet meget klogere på, hvad der egentlig skete. Det har ellers ikke skortet på gode idéer. En asteroide er det mest populære bud, selvom ingen nogensinde har fundet rester af en asteroide i området. Endsige et hul af en vis størrelse.
Mere fantasifulde teorier har også i ramme alvor været fremlagt: Kunne det være en pludselig brist på en gaslomme i jordens indre? Ud fra den måde, træerne lå spredt, har andre foreslået, at der var tale om en ufo, der var styrtet mod jorden. Nogle har sågar talt om et sort hul i universet, der pludselig viste sit ansigt i den russiske ødemark.
Uheldigvis skulle der gå næsten 20 år, før den første ekspedition blev sendt afsted gennem uvejsomt terræn til hjertet af nedslaget. En chokeret verden kunne i 1927 se billeder af træer mast flade mod jorden i et område svarende til størstedelen af Sjælland. Men derudover var der ikke meget at se. Helt anderledes havde det set ud, hvis eksplosionen var sket seks timer senere, for så havde Jorden nået at dreje sig så meget, at Oslo, Stockholm eller Helsinki var blevet ramt – hvis der altså var tale om en asteroide.
Særligt efter Berlinmurens fald har et større antal ekspeditioner været sendt afsted for at løse gåden. Danskere har også deltaget og blandt andet undersøgt tørv fra nedslagsområdet for at undersøge indholdet af grundstoffet iridium, der er meget sjældent på jorden, men ikke i sten fra rummet. Men der var ikke bid. Senest har et italiensk forskerhold i 2007 offentliggjort undersøgelser, der skulle bevise, at den 50 meter dybe Cheko-sø faktisk er nedslagskrateret, og at meteorstenen ligger gemt under bunden og har en diameter på 10 meter og en vægt på 1700 ton. Tidligere ekspeditioner har ellers afvist, at søen skulle være krateret, men det er kun på grund af dårligt måleudstyr, mener italienerne. I løbet af de kommende år vil de tage boreprøver fra søen for at afgøre med sikkerhed, om den rummer svaret på mysteriet.
Indtil videre er intet derfor endnu afgjort, og en stor konference for verdens forskere holdes i disse dage i Moskva for at fremlægge nye undersøgelser, herunder teorien om store mængder metangas i undergruppen, der kunne have forårsaget en gigantisk ”jord-bøvs”, som den amerikanske geolog Jason Phipps Morgan kalder det i magasinet New Scientist.
Asteroider på størrelsen med den i Tunguska menes at ramme jorden hver 50-1000 år. Risikoen for, at vi bliver ramt af noget så stort, at jorden bliver tilintetgjort, menes at være cirka 1 til 909.000.
henriksen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad