Men det er ikke dem uden sygesikring, det skal handle om her. I stedet vil jeg skrue tiden tilbage til juni sidste år, hvor vi netop havde fundet ud af, at min kone var gravid.

Der var naturligvis glæde i det lille hjem. Men i modsætning til i Danmark, hvor de fleste gravide går til deres praktiserende læge for at få graviditeten bekræftet, skulle vi første bestemme os for, hvilke læge vi ville benytte.

I USA er det oftest gynækologer, der står for alt i forbindelse med fødsler. Jordemødre bliver sjældent brugt af den simple grund, at de fleste sygesikringer ikke dækker dem.

At vælge en læge er ikke altid så lige til, som det lyder. Man skal selvfølgelig finde en læge, der tilhører en praksis, som ens forsikring dækker, da mange lægehuse kun accepteres af bestemte typer sygesikringer. Dernæst skulle vi også tage i betragtning, hvilket hospital den pågældende læge anvendte til fødsel.

VI FIK ANBEFALET en lægepraksis, der havde syv kvindelige gynækologer, og begav os til et af de åbent hus-arrangementer, som de holder hver måned for kommende patienter, hvor vi fik mulighed for at møde de forskellige læger og ud fra det kunne bestemme os til, hvem af dem vi helst ville arbejde med under graviditeten.

Vores første tid hos lægen bød på flere overraskelser. Først blev vi spurgt, om vi ville vælge en naturlig fødsel eller kejsersnit. Med min oldnordiske danske indstilling i bagagen troede jeg, at kejsersnit kun kommer på tale, hvis en kvinde af forskellige årsager ikke kan gennemføre en naturlig fødsel. Men ikke i USA. I et privatiseret sundhedssystem bliver alt et spørgsmål om valgmuligheder, og tæt på en tredjedel af alle fødende kvinder vælger kejsersnit, hvorved de selv har kontrol over fødslens tid og sted.

Også i Danmark vælger flere og flere kvinder kejsersnit, selvom antallet af kejsersnit er betydeligt laver her. Behøver jeg sige, at min kone naturligvis valgte en naturlig fødsel, så vidt som det nu var muligt?

Dernæst handlede det om, hvorvidt min kone ville amme vores barn. For 15 år siden var det kun omkring 60 procent af amerikanske kvinder, der ammede deres børn, mens anbefalinger fra landets børnelæger har fået flere mødre til at amme deres børn. Stadig vælger en ikke ubetydelig del af amerikanske kvinder dog udelukkende at give deres nyfødte børn erstatningsmælk, fordi det er mere praktisk, og der i det amerikanske samfund er et vist tabu omkring amning.

Hvert lægebesøg – og der var mange – bød på stakkevis af papirer, der skulle udfyldes. Hver gang måtte lægehusets omfattende administrative personale sikre sig, at vores sygesikring stadig var den samme og ville dække dagens besøg, hvad enten der var tale om en almindelig konsultation, ultralydskanning, urinprøver eller blodprøver. Som de fleste lægehuse accepterede vores læge omkring 600 forskellige sygesikringspolicer, der alle dækker forskellige ting og har forskelle tariffer, som forklarer, hvad man selv skal betale som patient.

Der er mange måder til at udregne, hvor meget udgifterne til administration og bureaukrati udgør af de samlede udgifter til det amerikanske sundhedssystemet. De fleste er dog enige om, at de administrative omkostninger alene udgør mellem en fjerdedel og en tredjedel af de enorme mængder penge, der årligt bruges på sundhed. Hvis man inkluderer ansatte i de forsikringsselskaber, der udelukkende tager sig af sygesikringer, er der 10 administrative medarbejdere i sundhedssystemet for hver læge.

EFTER HVER KONSULTATION sendte vores læge regningen til vores forsikringsselskab, der dernæst skulle dobbelttjekke, om vores plan nu også dækkede den behandling og de prøver, der var blevet fortaget. Og for hver lille ting, modtog vi et separat brev, der fortalte, hvilke ydelser vi havde modtaget, og om vores sygesikring dækkede dem. Det kunne godt løbe op i fem-seks opgørelser fra forsikringsselskabet efter et lægebesøg. Hver med individuel porto.

Gennem hele forløbet var vi godt klar over, at vi selv ville komme til at betale omkring 10.000 kroner for hospitalsopholdet i forbindelse med fødsel, trods det at vi har en god sygesikring.

Ni ud af ti sygesikringer kræver, at man selv betaler et vist beløb for lægebesøg eller hospitalsophold. Denne brugerbetaling er i de senere år steget med mellem 15-20 procent om året, og der er intet, der tyder på, at denne prisudvikling stopper.

To uger før min kone var sat til, oprandt den store dag, og i hu og hast kørte vi til hospitalet, hvor vi fra det øjeblik, vi trådte ind, fik en kongelig behandling. Da veerne tog til, bad min kone om en blokade, selvom hun på forhånd højtideligt havde hævdet, at hun bestemt ikke ville bedøves. Og klokken 06.24 blev August så født.

Som i Danmark blev vi på hospitalet et par dage, inden vi tog hjem. Men i modsætning til i Danmark måtte vi pænt aflevere et kreditkort og betale vores del af opholdet, inden min kone og søn kunne udskrives.

Betalingen på hospitalet var dog kun begyndelsen, og der gik ikke mange dage, før regningerne og opgørelserne fra vores forsikringsselskab begyndte at dumpe ind gennem brevsprækken. Intet var for småt til at have fanget administratorernes skrappe blik. Således figurerede en høretest på en opgørelse, der blev sendt til os individuelt, mens to Panodiler, som min kone havde fået på hospitalet, figurerede på en anden.

Det viste sig nu også, at vores forsikring kun delvist dækkede den blokade, som min kone havde fået. På en anden opgørelse fra forsikringsselskabet kunne vi se, at hospitalet opkrævede omkring 2000 kroner i timen for opholdet på fødestuen alene, hvad der dog ikke dækkede udgiften til fødselslægen.

August er nu over tre måneder gammel, og opgørelserne fra forsikringsselskabet, hospitalet og de mange underleverandører kommer stadig med jævn strøm.

De fleste amerikanske politikere er enige om, at systemet ikke fungerer optimalt. Til gengæld er det stor uenighed om, hvad der skal gøres. For hvordan skal man reformere et system, der på den ene side ikke dækker alle, men på den anden side uddanner nogle af verdens bedst læger og er banebrydende inden for medicinsk forskning?

Ingen af præsidentkandidaterne overvejer da heller et opgør med det private sygesikringssystem. Og de store forsikringsselskaber har da også garderet sig og doneret langt flere dollar til Barack Obama end til John McCain.

Og barselsorlov? Det er en helt anden historie. Lad mig blot nøjes med at sige, at min kone nu er begyndt at arbejde igen efter 10 ugers ubetalt barsel. Jeg går nu hjemme med August, mens regningerne og opgørelserne stadig dumper ind gennem brevsprækken med jævne mellemrum.

Claus Elholm Andersen er skribent og kommentator og bosat i Austin, Texas, USA