Ribe har både ro og turister

Men roen. Bramming lokaliserer den.

Den er i de gamle gader – og det uanset graden af turisttrængsel. Kommer fra de huse, der er bygget for mange hundrede år siden. For en nulevende er det, som om de har været der altid. Et menneskeliv synes så kort sammenholdt med disse huse. Man ser sig selv som det, man er – en ganske lille del af en stor historie. Den erkendelse bliver man stille af. Ud over fra selve husene kan roen altså komme fra den, der slentrer ad gaderne i en sommerdags uro.

Roen kan endvidere med udbytte opsøges på stiftsbiblioteket på katedralskolen med dets 60.000 bind. Her man kan finde store mængder af litteratur for eksempel fra 15-,16- og 1700-tallet. For Bramming er Ribe også en litteraturens by. Han nævner Brorsons salmer, Ambrosius Stubs og Christian Falsters digte, Ingemanns romaner, Jakob Knudsens roman ”To slægter” og Hans Edvard Nørregård-Nielsens erindringsbog ”Riber ret”. Litteraturen fortæller om den ånd, der har været i Ribe. Det samme gør de prædikener, der blev holdt på Sankt Catharinæ Kloster, opført af dominikanere i 1200-tallet og meget velbevaret. Toben Bramming er med i en gruppe, der oversætter ripensiske middelalderprædikener. De skal udkomme i forbindelse med byens 1300-års-jubilæum.

Ligeledes i byens gamle smukke gårde, der dog ikke nødvendigvis er tilgængelige for hvem som helst, kan roen findes. Her er fortidspoesi for nutidsmennesker.

– For mig, siger Torben Bramming, har Ribe næsten mytologisk karakter. På grund af de gamle huse og på grund af historien, der er så tæt på, at man ikke kan holde den ude fra sig selv. For mange virker Ribe som en museumsby. Men den lever jo netop af at være museumsby. At den skal være det, er en gammel tanke. Og den har været byens redning. Turistforeningen blev stiftet i 1898 på initiativ af redaktør N.C. Willemoes, der også var manden bag bevaringsselskabet med en fond, hvor folk rente- og afdragsfrit kunne låne penge, hvis de ville gøre noget for at bevare deres gamle huse. Det betød, at bykernen bevarede det udseende, som den stadig har. Willemoes var egenlig københavner. Og man havde ellers en udpræget distance til københavnere. Men Willemoes vandt ripensernes hjerte, fordi han en af de første dage, han var her, sprang i åen og reddede et barn fra at drukne. Jeg tror, det er en af grundene til, at han kom så let igennem med det, han ville.

– Ribe er på godt og ondt en lille by. Den har bevaret lillebyens atmosfære. Man kender hinanden og har en stærk bevidsthed om, hvor man hører til, og hvem der er hvem. Og selvfølgelig har man loger og grupper. Som Ribe Politikorps, der går i optog ved byens store fester. Det udgøres af en nærmest lukket kreds, hvor for eksempel en søn kommer ind efter sin far.

Med strukturreformen i 2007 ophørte Ribe med at være en selvstændig kommune for i stedet at blive en del af Esbjerg Kommune. I dette ser Torben Bramming betænkelige perspektiver:

– Seminariet er forsvundet. Det samme er stiftamtmandsinstitutionen, politikredsen og dermed også dommerkontoret. Blandt andre de ansatte ved disse institutioner har været med til at give Ribe dens præg af embedsmandsby. Dens historie langt tilbage har de på en måde både været repræsentanter for og vogtere af. Disse års udvikling kan rive andet med sig. De kommende store centraliseringer inden for seminarie- og universitetsområdet kan betyde, at Ribe i endnu højere grad bliver et udkantsområde og dermed mister ressourcepersoner. Hidtil har det været sådan, at uanset om byen har haft mange eller få indbyggere, har der været en kerne af personer, der sikrede et åndeligt niveau.

Men fremtiden udspringer også af, hvad man selv gør. Og i Ribe står man over for at gøre meget. Et projekt til 100 millioner kroner, der forventes at strække sig over de næste fem år, skal gøre pladsen ved Domkirken mere indbydende. Den skal, hvad den ikke er nu, være et naturligt samlingssted i byen. Det bliver angiveligt det mest omfattende, der rent bygningsmæssigt er sket i Ribe siden 1904, da en restaurering af Domkirken og de nærmeste omgivelser indviedes.

Forudsætningen for planens realisering er en aftale, som Ribe Domsogns menighedsråd har indgået med ejendomsselskabet Realea A/S om køb af Torvet 13-15. Det sker med det formål at få opført en bygning til erstatning af Lindegården, der i 2000 brændte ned til grunden og efterlod et hul i husrækken omkring Domkirken. Den nye bygning skal rumme lokaler til menighedsråd og provsti samt til kommunens turistorganisation og -bureau. Lige nu foretages der arkæologiske undersøgelser på stedet, og de vil vare hele sommeren. Et eventuelt fund af Ansgars første kirke i Danmark – hvad der er en vis mulighed for – vil hindre byggeriet. Mest sandsynligt er det imidlertid, at man finder spor af forløberen til Domkirken samt gravpladser. Og i så fald gennemføres byggeriet.

Ribes historie er ikke kun historien gennem et kvart årtusind om en by, men også om Danmark. Historien om ”tanker og ord, der fik indflydelse på dansk åndsliv”, som Torben Bramming skriver i sin netop udkomne bog ”Fire store ripensere –250 års national identitet i en vanddråbe” (Tårnborg Ribe) om reformatoren Hans Tausen, pædagogen Peder Hegelund, historikeren Anders Sørensen Vedel og salmedigteren Hans Adolph Brorson.

Bramming besvarer selv sit spørgsmål om, hvorvidt der er noget, som holder de præsenterede tanker sammen og i live: ”Byen gør det med sine mange bygninger fra perioden 1500-1800. De to melodier fra Domkirkens klokkespil fastholder med ”Dronning Dagmar” renæssancen og med ”Den yndigste rose er fundet” Brorson og pietismen. Det skaber et sted, som ”ikke er”, eller som dog kun er i byens bygninger, som er blevet stående gennem så mange år med restaurering, forfald og fornyelse. Salmebogen binder dem sammen i Brorsons salmer, men også i de få salmer af Hans Tausen og Peder Hegelund. Højskolesangbogen gør det virkningsfuldt og indsunget i den ældre del af folket (...). Endelig binder Reformationen dem sammen”.

– De fire store ripensere, siger Torben Bramming, repræsenterer nogle af de bedste udtryk for de tanker, der rørte sig i Reformationen, renæssancen og pietismen. De har alle været på Tårnborg, har boet inden for en radius af højst 400 meter og været gift ind de forskellige familier, som var noget i byen. Reformationen betød meget for modersmålet. Sproget udvikledes. Samtidig udvikledes forståelsen for historien. Man satte i værk, at Saxo oversattes og videreførtes. Dette var Anders Sørensen Vedels store projekt, som han opnåede kongens og rigsrådets støtte til, men desværre ikke fuldførte. Det var også Vedel, der i 1591, på sit eget trykkeri, udgav folkevisebogen, ”Hundredvisebogen”, som var den første af sin art i Europa. Hegelund revolutionerede pædagogikken i sine skuespil, der opførtes ved Domkirken. Inde i kirken fjernedes 50 altre. Og i stedet ophængtes to billeder af de konger, der døde i Ribe: Christoffer den Første og Erik Emmune. Kongekulten byggedes op, hvad både Vedel og Hegelund fulgte op på.

grymer@kristeligt-dagblad.dk