Dorte Washuus |
4. juli 2008
Helle Broe Hansen og Hans-Otto Hjort Hansen kendte hinanden som unge spejdere, men fandt først sammen, da de var 45 år. Nu er begges børn flyttet hjemmefra, og en ny epoke i deres fællesliv begynder
Helle Broe Hansen og hendes Hanse skal aldrig have fælles økonomi, men alt andet i livet vil de hellere end gerne dele.
At de to elsker hinanden, er der slet ingen tvivl om. Det ses i Hans’ spillende øjne og høres i Helles hjertelige latter – og så siger de det i øvrigt til hinanden hver eneste dag.
– Hanse er verdens største rodehoved, men jeg ved dybt inde i mig selv, at jeg altid vil elske ham, og at jeg i øvrigt har gjort det, siden vi var 17 år. Jeg ved også, at han vil mig med alle mine aparteheder, og at vi har sagt ja til hinanden for altid, siger Helle.
Vi sidder i en hyggelig, nipsfyldt fireværelseslejlighed i Århus-forstaden Risskov. Her har Helle boet i 21 år, mens Hans først flyttede ind for syv år siden. De to mødtes første gang i 1973 på en spejderlejr, men mistede forbindelsen, da de hver især blev gift og fik børn. Men pludselig en dag løb de ind i hinanden igen på KFUM’s store korpslejr i Randers i 2000. Her blandt 12.000 andre spejdere mødtes deres blikke en dag. Gensynsglæden fik frit løb i knus og omfavnelser, og de blev enige om at mødes igen dagen efter. Siden har de været uadskillelige, og i 2002 blev de gift.
– Jeg kunne rigtig godt lide Hanse, dengang vi var unge, og det fantastiske er, at han stadig er præcis den samme indeni, som han var dengang, sød og reel, siger Helle. Efter at være blevet svigtet af sin første mand var hun elllers overbevist om, at hun aldrig mere skulle have noget med mænd at gøre.
Den store fællesnævner i parrets liv er troen på Gud og viljen til at gøre noget for andre. Ved siden af deres respektive job som hjemmesygeplejerske og havnearbejder er de stadig meget aktive i KFUM.
Hans er medlem af menighedsrådet ved Skjoldhøj Kirke, de samler på genbrug til gavn for Den Tredje Verden, og de er med i et fællesskab, hvor der både bliver snakket tro og lavet god mad.
– Helle har en lavere stress-tærskel end mig, jeg er nok den, der altid siger ja og tænker, at det hele nok skal gå, siger Hans og tilføjer, at han dog er blevet bedre til at sige fra.
– Det er nok den lektie, jeg har lært fra mit første ægteskab, at tingene ikke nødvendigvis bliver nemmere af, at den ene hele tiden er eftergivende, siger han.
For Hans-Otto Hjort Hansen er det de indre værdier, der tæller. Han er helt ligeglad med boligindretning for slet ikke at tale om dyre sko eller tasker. Sidstnævnte vil Helle have lov til at bruge penge på, ligesom hun insisterer på at betale tiende til YFC, Youth for Christ. Derfor skal de to aldrig have fælles økonomi.
For to måneder siden flyttede Helles yngste datter, Sofie, hjemmefra. Hans og Helle har indtaget hendes værelse som deres nye soveværelse, før sov de i kælderen. Men det er ikke den eneste forandring, der skal ske, er de to enige om.
– Nu skal vi til at tænke endnu mere på, hvad vi to har lyst til, når der ikke længere er nogle børn at tage hensyn til. Vi skal rejse mere og tage på gourmetophold. Børnene skal i hvert fald ikke regne med, at der bliver noget at arve, vi har i sinde at bruge rub og stub, griner Helle.
washuus@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad