De fleste finder i dag deres partner i løbet af uddannelsen. Men i takt med at kønsfordelingen på landets uddannelsesinstitutioner forrykkes, må de studerende i stigende grad skæve til andre fag for at finde deres udkårne
De mange tusinde unge mennesker, der i disse dage lægger sidste hånd på deres ansøgninger til landets videregående uddannelser, skal tænke sig om en ekstra gang. Det er nemlig ikke kun studium, men måske også deres fremtidige partner, de vælger.
Uddannelsesinstitutioner indtager nemlig en klar førsteplads over steder, hvor man møder sin udkårne. Indtil videre i hvert fald. For den hidtil ubestridte førsteplads risikerer at komme under voldsomt pres i takt med, at flere studier i stigende grad besættes af kvinder. Sådan lyder det fra blandt andre professor i økonomi ved Aarhus Universitet Michael Svarer, der i en årrække har forsket i det såkaldte ægteskabsmarked.
– Valg af partner er – som meget andet – et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Derfor er det meget sandsynligt, at vi fremover vil se nogle markante forandringer i danskernes pardannelses-mønstre. Hvor vil for eksempel de mange kvindelige medicinstuderende finde en egnet partner, når det tynder ud blandt dem, de traditionelt har valgt – nemlig de mandlige medicinstuderende, spørger han.
Og de første tegn på nye pardannelser er allerede så småt begyndt at vise sig. En ny undersøgelse fra Handelshøjskolen Aarhus Universitet viser, at danske kvinder, der traditionelt har giftet sig med mænd med en længere uddannelse end deres egen, nu i stigende grad er begyndt at gifte sig med mænd med kortere uddannelser.
– Det er jo netop udtryk for, at vi er nået den magiske grænse, hvor over 50 procent af de studerende på universiteterne er kvinder. Hvis de kvinder ønsker at gifte sig med nogenlunde jævnaldrende mænd, må nogle af dem gifte sig med mænd, der har en lavere uddannelse. Det er ren matematik, siger lektor Mette Verner, der står bag undersøgelsen.
Fremtidsforsker Lisbeth Dons Jensen, der forsker i køn og arbejdsliv ved Instituttet for Fremtidsforskning, er imidlertid ikke sikker på, at de nye pardannelses-tendenser alene er udtryk for udbud og efterspørgsel.
– Jeg vil ikke tillægge kvinderne nogen beregnende motiver, men det er klart, at deres muligheder for at dyrke karrieren bliver bedre, hvis de vælger en mand, der ikke er lige så ambitiøs, men indstillet på at tage en stor del af ansvaret for husholdning og familie. En som vil være hendes hjemmebase, siger hun og peger samtidig på, at mandeidealet generelt er ved at ændre karakter.
– Akademiker- og karrieremanden er begyndt at miste terræn til en mandetype, som generelt mestrer teknologi og håndværk. Han har måske ikke den længste uddannelse eller den højeste gage, men han er aktiv og maskulin. Og det appellerer til kvinder, der har rigeligt i deres egen lange uddannelse og tjener deres penge selv, siger fremtidsforskeren.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk