At være ude af sig selv

Mennesker, der oplever store glæder eller sorger, kan lære andre mennesker noget om, hvad det vil sige at være berørt og bevæget i afgørende øjeblikke i livet. Ligesom de kan give gode beskrivelser af, hvordan vi kan være sammen i store glæder og store sorger.

Jeg har lagt mærke til, at mange af dem, jeg møder i afgørende øjeblikke i livet, tit bruger nogle bestemte ord om deres reaktion på den skelsættende begivenhed. De siger ofte: ”Jeg var ude af mig selv!” når de på tidsmæssig afstand erindrer, hvordan det var i det afgørende øjeblik og i tiden lige efter.

Ordene ”at være ude af sig selv” er en talemåde fra hverdagssproget. Nogle opfatter talemåder som lidt upræcise beskrivelser af noget. For mig rummer en talemåde fra hverdagssproget ofte en særlig form for præcision. Hvis vi virkelig lægger mærke til ordene i en talemåde, så får vi indsigt i livet. Vi lærer noget om fænomener i livet som sorg og glæde og får belyst, hvad det vil sige at leve i sorg og glæde.

Mennesker, der beskriver det at være ude af sig selv, beretter ofte om, hvordan de har haft oplevelsen af at stå uden for sig selv og betragte sig selv med forundring. Det kan måske være en mand, der sædvanligvis er meget kontrolleret og handlekraftig, og som ellers aldrig viser følelser. Da han var ude af sig selv af sorg, fordi hans kone pludselig var død, kunne han med forbavselse stå som en slags tilskuer til sig selv. Han kunne se sig selv græde og være ude af stand til at foretage sig noget andet. Han tænkte: ”Er det mig, der reagerer sådan?”

Det at være ude af sig selv er med andre ord en tilstand, hvor man ligesom står uden for sig selv, en form for ekstase. Man er ikke sig selv. Man hviler ikke i sig selv.

Mennesker, der fortæller om at være ude af sig selv på grund af noget forfærdeligt, beskriver tit oplevelsen af at befinde sig midt i en ond drøm, som de ikke kan komme ud af. De prøver at knibe sig i armen for at vågne op, men det hjælper ikke, for det værste mareridt er blevet virkelighed. De føler, at de er i en osteklokke, som skiller dem fra livet udenfor, der går videre, som om intet var hændt. Mennesker, der er ude af sig selv af glæde, sætter ord på en oplevelse af eufori. Glæden bevæger dem. Det er som en dejlig karruseltur. De bliver svinget rundt og er helt fortumlede bagefter. De kan ofte se sig selv foretage noget usædvanligt, mens de er drevet til det af glæden. Den, der ellers aldrig foretager sig noget uoverlagt, kan i glæden spontant falde andre om halsen og græde af glæde.

Når man er ude af sig selv af sorg eller fortvivlelse, så begynder det oftest med oplevelsen af, at verden bryder sammen. Det er, som om alt hører op med at være til. Mange oplever det som et enormt chok. Det er, som om alle følelser viger, og man selv forsvinder ud af øjeblikket. Opmærksomheden i forhold til andre mennesker hører op. Man er mentalt på vej væk.

Når de stærke indtryk i livet skal have udtryk, er det ofte nødvendigt at have nogen at udtrykke sig over for. Vi har brug for nogen at være sammen med midt i det hele. Det er for eksempel tydeligt, hvis et menneske er ude af sig selv af glæde. Et menneske, der ved at sprænges af forelskelse, søger tit kontakt med venner og familie for at dele glæden med dem. Der bliver ringet på, ringet op og sendt sms’er. Sker det så, at ingen reagerer på den gode nyhed, så kan lysten til at råbe den ud fra tagene hurtigt følge efter. Man har sådan brug for nogen at dele glæden med, hvis man ikke næsten skal sprænges af den.

Livet gør et stærkt indtryk, når vi berøres sådan, at vi bliver ude af os selv. Indtrykket kræver udtryk. Det kan nogle gange bare være svært selv at finde de rette udtryk. Der er en stærk fornemmelse, en oplevelse eller en stemning i indtrykket. Men der er ikke altid ord, som kan bruges til at give oplevelsen udtryk. Det hænger sammen med, at vi da har erfaret noget, der er helt anderledes end det, vi er vant til. Livets sædvanlige orden er brudt, og evnen til at bruge sproget til at udtrykke sig i er begrænset, fordi sprogets udtryksformer knytter sig til det, vi er fortrolige med.

Vi skal da til at lære at leve livet anderledes. Vores forståelse af livets orden skal korrigeres. Vi skal udtrykke os på nye måder. Vi skal til at finde os selv et andet sted end der, hvor vi var, da livet i løbet af et øjeblik blev helt forandret. Det gør vi ofte bedst i fællesskab med andre.

Mange, der har oplevet store sorger eller store glæder, fortæller, hvor vigtigt det var, at et andet menneske hjalp dem med at finde udtryk for den stemning, der fyldte dem midt i det hele. At hjælperen forsøgte at gengive noget af den stemning, for eksempel den smerte, der fyldte den anden. I det udtryk kunne den anden spejle sig og få inspiration til at udtrykke sig selv. Det kræver indlevelse og fantasi at hjælpe et andet menneske sådan.

Mange af dem, som jeg møder på Herlev Hospital, fortæller, at sjælesorg for dem er et sted, hvor afmagt, sorg, smerte, klage, glæde og lykke på særlig måde kan få sprog og andre udtryk. Hvor det derfor er muligt at være menneske ude af sig selv og på vej til at finde sig selv. De peger på, at i sjælesorgen er det muligt at give livets indtryk netop de udtryk, som den enkelte har behov for, og at få hjælp til at få det gjort. Det er for eksempel i orden at protestere over for mennesker og Gud. Det går an at være i tanker og følelser, der er så stærke, at de kan gøre mennesker bange. De beretter ofte også, at sjælesorgen formidler, at et menneske, der er ude af sig selv og dermed er på vej til at finde sig selv, faktisk allerede er fundet af Gud. Det giver håb, selvom det i øjeblikket er helt uoverskueligt, hvad det vil medføre at finde/blive sig selv under nye omstændigheder i livet.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk