Dansk Folkeparti begrænser trosfriheden i Danmark

Dansk Folkeparti har nu overtaget idéen om den forebyggende straf. De fremfører deres massive kugleregn med forslag om forbud mod tørklæder i offentlige embeder i alle tænkelige eller helt utænkelige situationer. Således agiterer Dansk Folkeparti for kollektiv afstraffelse af uskyldige danske karrierekvinder med en slags berufsverbot. Det vil sige med udelukkelse fra dele af arbejdsmarkedet ligesom i Vesttyskland efter Anden Verdenskrig, hvor man frygtede, at nazister eller kommunister fik ny indflydelse.

I DEN AKTUELLE, DANSKE sammenhæng er de muslimske kvinder helt uskyldige. Derfor er Dansk Folkepartis politik også i strid med det forpligtende dannelsesideal i Danmark (jævnfør folkeskolens formålsparagraf, gjort gældende af Undervisningsministeriet: "åndsfrihed og ligeværd"). Mon ikke Dansk Folkeparti svækker trosfriheden i Danmark, når partiet agiterer så stærkt for det antimuslimske, for moralisme og forbudskultur? Dansk Folkeparti risikerer altså at blive emblem for noget udansk og åndsformørket.

Forbuddet mod tørklæder i dom-embedet bliver ikke understøttet af lovgivningen i de fleste lande, vi plejer at sammenligne os med. Heller ikke selveste Domstolsstyrelsen i Danmark så nogen grund til at indføre arbejdsforbud på grund af et stykke stof.

Regeringens argument for at nægte muslimske kvinder adgang til embedet er, at den sigtede i retssalen måske kunne få den (meget ubegavede) tanke, at tørklædet på dommerens hår skulle henvise til sharia lovgivning. Derfor konkluderer regeringen, at den uskyldige jurist (dommeren) enten skal genopdrages med tvang til en mere acceptabel dresscode uden tørklæde eller bortvises helt fra dommerembedet. Undskyld, er retssale blevet til antimuslimers paradis?

Sagen minder om nynazisten i 2002 på Gentofte Amtssygehus, der kaldte en iransk kvindelig læge "et dyr". Derefter måtte den uskyldige læge ufrivilligt gå, og så fik nynazisten lov til at blive behandlet af en etnisk dansk raceren læge.

Er det ikke temmelig beskæmmende, at regeringen snobber nedad sammen med Dansk Folkeparti? Regeringen synes at bakke op om en ny tendens til at tilgodese dem, der krænker andre. I de to nævnte tilfælde er en antimuslim, der ikke vil anerkende en muslims dommerkompetence, og en nynazist, der ikke vil anerkende en muslim som raceren.

Dem tilbyder man ekstraordinær hjælp, så de får mulighed for at pleje og vedligeholde deres ubegavede tanker. Omvendt pålægger man de uskyldige fagpersoner (dommer og læge), der er ofre for både diskrimination og racisme, en form for straf gennem arbejdsforbud og indirekte bortvisning.

Dansk Folkeparti og regeringen kæmper mod 30 gram stof på kvindernes hoved, som de i et åndsformørket øjeblik synes at have forvekslet med en drage, ligesom Don Quixote og hans væbner Sancho Panza gjorde førhen med vindmøller. Men middelalderens korstog var dengang for længst passé.

Men nu har anakronismen igen fået sin truende gang på jorden med Dansk Folkepartis integrationspolitik. Her danner præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe den ideologiske kristne fortrop. Søren Krarup mener, han ejer patentet på det at være dansker, så skal man nemlig være kristen! Og hvad en kristen er, har præsten også monopol på at vide. Så ud til kamp mod tørklæder!

MEN HAN GLEMMER, at vi har haft trosfrihed lige siden 1849, hvor teologen N.F.S. Grundtvig talte varmt for den livsoplysning, der opstår i en mere frisindet samtale om og drøftelse af religioner. Denne tanke bliver først formuleret i det studie af historiens myter, som han allerede udgav i 1808 i "Nordens mytologi". Her er myter i kristendommen og nordisk hedenskab for ham et udtryk for det samme fælles menneskelige "al-liv", samme ånd og mægtige impuls til livsfylde, udtrykt i hans egen lyrik med ordene "Høje Odin, hvide Krist".

Mon så ikke de to Dansk Folkeparti- præster bliver nødt til at opdatere deres viden og indse nødvendigheden af nye idealer i vor tid? Der ligger tilmed en inspiration for deres flerkulturelle dannelse gemt i følgende gamle ord af Grundtvig "Frihed for Loke såvel som for Thor!". Ifølge teologens historisk-poetiske talemåde skal der gives plads for både jætte og ase. Her tales sandt for dyden om Grundtvigs gode begreb "åndsfrihed".

Længere tilbage i historien taber Søren Krarup flere infighter for at kæmpe troens sag i nutidens verdslige samfund. Han taber for eksempel, når han mener, der er belæg for at ride i kamp mod tørklæder. Her bliver han modsagt af Bibelens egne ord, der siger, at kristne kvinder (også) skal "have hovedet tildækket" (1. Kor., 11, 6). Ja, tørklædet er egentlig en temmelig uskyldig fælles menneskelig ting til håret i jødedom, kristendom og islam. Helt uden samme bibelhistoriske dramatik, som korssymbolet henviser til.

Det er kun et stykke stof, der kan symbolisere meget forskelligt, måske troskab og ærbarhed, fordi man gerne holder sig til ham derhjemme eller stadig venter på prinsen på den hvide hest. Måske at man er muslim. Det kan vel ikke være noget så slemt, at et retsligt indgreb med arbejdsforbud er nødvendigt?

Det kan da ikke være denne fikse lille stofting, der er det store monster i Åbenbaringen? Alligevel har Dansk Folkeparti rejst sig op for at brøle "arbejdsforbud!" efter smukke tørklæder. Tørklæder, der på en sporty og smart facon slutter tæt til håret på de højtuddannede smilende kvinder, der er velintegrerede i Danmark.

Sammen med de mange dejlige kvinder med en etnisk dansk kulturbaggrund skal vi så ikke også være stolte af de muslimske kvinder, der faktisk kæmper for den gode karrieres frigørelsespotentialer for kvinder, for åndsfrihed, ytringsfrihed og trosfrihed?

MON IKKE STATSMINISTEREN kom til at slukke for oplysningen, da han gav Birthe Rønn Hornbech (V) plaster for munden i tørklædedebatten? Samme dag udstedte han i samarbejde med Dansk Folkeparti og andre partier det omtalte berufsverbot, og samtidig overvejer man at genindføre den gamle sorte dommerkappe.

Vil statsministeren så skabe sammenhængskraft og fællesskab på tværs ved at ekskludere de kvalificerede kvinder i minoritetsgruppen? Eller er forbuddet ikke snarere en begunstigelse af sammenrotningskraften hos et idealiseret dansk "urfolk"?

For nogen tid siden sagde statsministeren under Muhammed-krisen, at han nu ville "skille fårene fra bukkene". Derefter forsøgte han at rense ud i den offentlige meningsdannelse. Statsministeren brugte citatet fra Bibelen om, at han nu ville træde i karakter som folkets retfærdige dommer.

Nu har han skuffet mange! Hele 40 procent af befolkningen har ikke noget imod tørklæder på arbejdspladser, kun 20 procent er imod. Statsministeren må tage et tungt ansvar på sin sorte kappe.

Johan Thorendahl er seminarielektor og cand.mag. i religionsvidenskab/kunsthistorie