En kirke, der tjener

Da Taylor Field i 1986 kom til New Yorks East Village som præst for ”Graffitikirken” i East 7th Street, var nabolaget hærget af heroin og hjemløshed. Bedstemødre hjalp deres børnebørn med at sælge stoffer, knivslagsmål var dagligdag, og subsistensløse unge og ældre boede i telte i den nærliggende Tompkins Square Park og på byggetomter, hvor de varmede sig ved at tænde bål i udtjente indkøbsvogne.

I dag er kvarteret forandret. Selvom forhutlede hjemløse stadig sover i parken og tigger uden for supermarkederne, så er teltene væk, nye lejlighedsbyggerier har erstattet nogle af de faldefærdige rottereder, og der finder langt færre åbenlyse narkohandler sted i gaderne.

Graffitikirken, der blev stiftet i 1970’erne for at give det belastede nabolags børn og unge et helle, har i dag stadig fokus på de store sociale problemer, som lurer under den pænere overflade, fortæller Taylor Field, en høj, venlig og entusiastisk mand med pjusket hår og mild sydstatsdialekt.

– Nabolaget her udgør to verdener. Nogle mennesker bor i fine lejligheder, og 50 meter længere henne lever familier, som har meget lidt. Som kirke tjener vi især dem, som er ved at falde igennem sprækkerne, siger han.

Graffitikirken, der tilhører USA’s største evangelikale trossamfund, Sydstatsbaptisterne, kalder sig ”en kirke, der tjener”. Den uddeler gratis frokost i parken om lørdagen, og hver onsdag aften, når suppekøkkenet åbner, står en lang række af hjemløse i kø. Kirken tilbyder engelsktimer, pc-kurser, jobsøgningshjælp, læse- og skrivetimer og driver et stort ”tøjskab”, hvor trængende kan få en ny garderobe.